Andebu. Hvem eied Andebu’s gaarder i 1600-aarene?

A. Oversigt over eier-rettens fordeling.

Selveiere og leilændinger.

Under omtalen af de enkelte gaarder er det særlig lagt vinn paa at faa opklaret, hvem gaardene tilhørte de forskjellige tider i dette tidsrum. Hensigten hermed har naturligvis ikke bare været den at skaffe de nuværende bygdefolk oplysninger om deres gaarders skjæbne 2-300 aar tilbage - skjønt det ogsaa har sit ikke ringe værd. Først og fremst har vi dog sigtet paa gjennem de mange enkelt-oplysninger at tilveiebringe tilstrækkeligt materiale til en paalidelig oversigt over bygdens eiendoms-forhold i 1600-tallet.

Hvorledes stiller forholdet sig mellen antallet af selveiere og leilændinger? Hvilke svingninger undergik dette forhold? Og med hensyn til leilændingerne - hvem maatte de bygsle jorden af? Foregaar der nogen forskyvning mellem grupperne af leilændings-gods?

Disse spørsmaal vil vi nu besvare. Vi vil sanke sammen i korte oversigts-tabeller de mange enkelt-oplysninger og fastslaa udviklingsgangen. Med det samme har vi fastslaat hovedlinjen for bygdens økonomiske historie i dette hundreaar.

Af de enkelte gaarders historie vil ses, at for sidste halvdel af 1600-tallet har vi i regelen baade sikre og mange oplysninger nok om, hvem gaardcne tilhørte. Jordebøger, matrikler, lensregnskaber og tildels ogsaa skifteprotokoller gir os grei besked om dette tidsafsnit.

Men i tiden før 1650 slaar kilderne ofte klik. Lensregnskaberne fra de aar er mangelfuldt ført, og mange af dem er ogsaa tabt. Jordebøger er det faa af. Matrikler, som fortjener dette navn, findes ikke. Skifteprotokoller heller ikke. Ved møisommelig at plukke ihop og hekte sammen de spredte oplysninger, som kan opspores, gaar det dog an at følge de allerfleste gaarders skjæbne ialfald en stor del af tiden 1600-1650.

Vi vil nu ta fire tversnit af 1600-tallets eiendoms-forhold, nemlig stillingerne i 1625, 1650, 1675 og 1700. Om opgaverne for 1625 maa det altsaa huskes, at de tildels er bygget paa skjøn.

Tab. I. Oversigt over antallet af selveiere og leilændinger i Andebu i 1600-tallet.

Selveierne er hele tiden i mindretal. Men antallet stiger fra 30% til 33 1/2% i tiden 1625-50; staar saa stille til 1675, men skyder i de sidste 25 aar op fra 33% til 41%. Selveier-tallets samlede vekst fra 1625-1700 blir 11%.

Gjennemsnitlig er 35% af opsidderne selveiere. Og med dette tal kan bygden lykønskes. I Vestfolds kystbygder viser undersøgelser langt tristere resultater. Sandeherred f. eks. kan i tiden omkr. 1660 knapt opvise 10% selveiere. Brunlanes synes endnu værre stillet.

En nøiere granskning af, hvem der eied leilændings-brugene i Andebu, vil stille bygdens eiendoms-forhold endnu gunstigere i en sammenligning med nabobygder som Sandeherred, Hedrum og Stokke.

Tab. 2. Nærmere specificering af leilændings-brugene.

I denne tabel er leilændings-godset skilt ud i grupper. Af gruppenavnene trænger bare det første en forklaring. Bondegods kalder flere af fogdeine sligt jordegods, som eies af andre bønder, og som ikke disse selv kan bruge, men maa bygsle bort. Ofte har opsidderen selv en mindre lod i en saadan gaard.

Da betegnelsen er træffende, har jeg beholdt den.

Af tabellens mange grupper er jo bondegods den for bygden heldigste. Eierne tilhører bygden og lægger sit lod med i vegtskaalen, naar det blir tale om dens økonomiske magt (Enkelte udenbygdsbønder eied jo altid noget af godset; men til gjengjæld har ogsaa bygdens bønder lodder i andre bygder.).

I slutten af hundreaaret blir bygdens prestefamilje velstaaende og samler jordegods. Denne gruppe at leilændings-godset kan vel omtrent jevnstilles med bondegodset.

Bondegodset og prestefolkets gods danner hele tiden, som vi ser, hovedparten af leilændings-godset. For at ha et sandere billed af bygdens økonomiske forhold vil vi skille den kapital, som laa i jordegodset, i to hovedgrupper:

  1. bygdekapital: her slaas sammen selveier-gods, bondegods og prestefolkets gods;
  2. fremmed kapital; de øvrige grupper af leilændings-gods.
Af kirkegodset eied jo bygden kirker lidt; men det var ubetydeligt.

Aar 1625165016751700
Antal
brug
%Antal
brug
%Antal
brug
%Antal
brug
%
1. bygde-kapital . . .76637762965910261
2. fremmed kapital .4437483867416439
Tils.120100125100163100166100

Forholdet vipper hele tidsrummet om 60% for bygde-kapitalen og 40 for fremmed kapital.

Ved at se nøiere paa tabel 2 ovenfor vil vi finde, at det er langt sterkere bevægelse i forholdet mellem grupperne, end disse sidste tal synes at vise. Kampen staar mellem adel og byborgere. Indtil 1650 (egentlig 1660) har adelen overtaget blandt de fremmede jorddrotter. Senere rykker byborgerne (med Anders Madssøn i spidsen) raskt op, trænger adelsmændene næsten helt væk og napper til sig ogsaa adskilligt af bondegodset. Som modvegt stiger selveier-tallet lidt - og preste-familjen berger ved alt tilskud bygdekapitalens status.

Men det dygtigt ledede indhug fra byborgerne spaar ikke godt for den nærmeste fremtid. Med grevskabernes oprettelse fik ogsaa adelen her paa Vestfold en ny æra. Det forbedrer ikke udsigterne.

Tunsbergs kirkegods.

Et par af denne bys kirkegods samlinger nævnes saa ofte i denne bog, at vi maa omtale dem lidt nærmere.

I den katolske tid havde kirker og stiftelser i Tunsberg faat en mængde jordegods. De største samlinger tilhørte Laurentius-kirken og St. Olavs-klostret.

Sognepresten til Laurentins-kirken vu provst; kirkens jordegods kaldtes derfor provstigodset. Om provstigodset, som kan anslaas til 3-500 pd. smør, blir fortalt i stykket om Anders Madesøn (se side 324). St. Olavs-klostrets gods bestod af over 200 gaarder og desuden jorddrotlige rettigheder over en hel del andet jordegods. Den snaue landskyld sættes i en jordebog fra 1616 til omkr.:

50 pund smør
6 skpd. tunge
15 skpd. norsk salt
29 huder
22 deler
12 tylvter huggenbord
5 fjerdinger makrel
5 bpd. laks
1 bpd. fersk gjedde
1 vorde torsk
1 kande ljus (tran)
11 høns
1/2 bpd. hamp
1/2 skpd. bast.

Omregnet til smørskyld henved 370 bpd. smør.

Klostergodsets hovedgaard var Auli i Sem. Af andre gaarder kan merkes: Manum, Laane og Fadum i Sem; Unneberg, Røren og Balsberg i Slagen; Føin paa Nøtterø; Melsom, Haugan og Rørkoll i Stokke; Fuske, Døvle, Nordre Kverne og Huflaatten i Arendal m. fl.

St. Olavs-klostrets gods blev tidlig inddrat under kronen. Allerede 1532 fik Erik Urup (Ugerup) det i forlening, dog med forpligtelse til at underholde munkene i klostret i byen. Men han slap let fra denne pligt, for i 1536 brændte klostret og mesteparten af Tunsberg, og munkene drog væk. Erik Urup havde forleningen i 20 aar. Han var gift med Anna Nilsdatter, en datter af fru Inger til Østraat. Hans søn Henrik Urup var gift med søster af Peder Iverssøn Jernskjeg, Karen, og de bodde paa Skjersnes i Stokke.

I 7-aarskrigen (1563-70) blev baade Auli og Skjersnes plyndret og afbrændt af svenskerne.

St. Olavs-klostrets gods gik som verdslig forlening fremover, men synes i første halvdel af 1600-tallet ialfald delvis forvaltet som almindeligt krongods under lensherren paa Sem. Baade Auli og Melsom ses lagt ind under Sem gaard som avlsgaarder. Auli smelted efterhvert sammen med Sem. Melsom og en hel del andre brug af klostergodset solgtes i 1649 til Vincent Bildt. Enkelte bønder fik ogsaa kjøbt lidt, men mest vistnok Anders Madssøn. Det, som var igjen, gik i 1670-aarene over til det nyoprettede grevskab.

Om Auli skal oplyses:

I 1657 kaldes gaarden «avlsgaard til Kongs-Sem» og havde da af besætning 27 hopper og 4 foler.

I 1661 opgives skylden til 3 skpd. malt og 6 løber (18 pd.) smør. De saadde 30 tdr. havre, 6 tdr. blandkorn og 3 tdr. byg. Traad (brak) lea 20 tøndesaa. Høiavling 100 vinterlass. Besætning 6 hester, 20 voksne fæ, 6 ungfæ, 2 sauer.

Gaarden var noksaa bra forsynet med udhus, men havde daarlige framhus.

Auli takseres for at være værd 50 rdl. aarlig (Sem 100 rdl.).

Krongods

var det lidet af i Andebu. Efter en jordebog fra 1616 eier kronen da i hovedsognet:
  i Vestre Hallenstvet  5 lispd. malt         i Ødegaarden   1 lispd. mel
  i Østre Hotvet       1/2 skpd.  »           i Kjæraas      2 høns
  i Svartefos           2 høns                i Gulli        3  »
  i Kleppan fos         3 hans og 1 daler     i Gjermundrød  3  »
    Søndre Holt         1 tylvt huggenbord    i Skarsholt    4  »

                     Høijord: ingenting
                     Kodal: i Østre Hasaas 1 pd. smør.
Under omtalen af de enkelte gaarder vil ses, at paa én undtagelse nær (lodden i Østre Hasaas) ble alle disse smaaparter afhændet i løbet af 1600-aarene.

Omkr. 1630 havde kronen en kort tid Holand. Vestre Hasaas og Østre Galis, som nu laa til to lagstoler, var sikkert ogsaa tidligere krongods. Den første af disse gaarder blev i 70-aarene overdrat Griffenfelt.

Det samlede krongods i hele Tunsberg len var derimod ikke saa ubetydeligt.

Først maa nævnes den gamle kongsgaard Sem.

Paa Sem bodde de kongelige befalingsmænd over Tunsberg len, og de indførte - efter dansk mønster - arbeidspligt paa denne hovedgaard for lenets bønder.

Om Sem oplyses i 1661:

Selve hovedgaarden var ikke skyldsat. Underbrug:

  1. Søndre Tom, et akerjorde og en liden hosliggende eng, skyld 3 pd. smør og 1 skpd. mel.
  2. Kjelle og endel af Kapeløen med nogen englands-holmer i stranden, hvoraf én skylder 1 rdl.
  3. Kjernes, en avlsgaard, alene til høi; ikke saadd der paa mange aar. Skyld 1 skpd. mel og 6 pd. smør. Bare nogen forfaldne udhus stod der.

Paa residensgaarden saaddes 40 tdr. havre, tdr. byg og 5 tdr. blandkorn. Paa et jorde, som laa utilsaadd, kunde saaes 24 tdr.

Af høi høstedes 260 lass.

Besætningen var 10 hester, 40 storkvæg, 10 ungnaut og 30 sauer.

Gaarden havde ingen anden skog end Guldkronen, en ekeskog.

Sem ansloges værd i afgift 100 rdl. aarlig.

Et værdifuldt underbrug fik Sem i Auli, St. Olavs-klostrets tidligere hovedgaard, som i dette tidsrum blev lagt under Sem. Derved vokste den gamle kongsgaard op til at bli Norges største brug.

Som bekjendt blev Sem skjænket til Griffenfelt og bar nogen aar hans navn. Solgtes omsider til Wedel-famiijen og omdøbtes til Jarlsberg.

Omfram Sem udgjorde krongodset i Tunsberg len efter den nævnte jordebog fra 1616:

  51 1/2 pd. smør                 3 fjerdinger sælspek
  20 skpd. 18 lispd. tunge        4 vorder makrel
   6   »   17   »    salt         1/2 pd. ferske gjedder
   4 hoder 7 skind                70 høns
  16 tylvter huggenbord           2 gjæs
  4 1/2 daler i penge             1/2 bpd. hamp.
  3 tdr. 10 pd. laks
Omregnet til smørskyld blir dette omkr. 180 pd. smør.

Heraf laa i Vaale skibrede 27 parter, i Raabygde 34, i Arendal 26, i Nøtterø 12, i Slagen 21, Sande 27 , i Strømmen 10, i Sandsvær 17 og i Lardal 11 parter (deriblandt Kjerrafisket med en afgift af 3 tdr. laks eller 18 daler).

Krongodset laa altsaa spredt over hele lenet og bestod for det meste i mindre lodder i gaardene.

Før reformationen har rimeligvis krongodset her i Tunsberg len ikke gaat op i mer end omkr. 220 pd. smør (180 pd. + hovedgaarden Sem + embedsgaarder til foged og skriver). Heri er ikke medregnet lagstolgodset, som sikkert oprindelig var kronens.

Men ved reformationen fik det en sterk tilvekst ved inddragningen af de to kirkegods-masser i Tunsberg: St. Olavs-klostrets gods og provstigodset (Mindre dele af dette kirkegods laa dog udenfor lenet.).

Det førstnævnte kan anslaas til omkr. 370 pd. smør. Provstigodsets snaue landskyld udgjorde omkr. 285 pd. smør; men hertil kommer ret til en hel række særafgifter, saa dette tal maa mangedobles, naar et skjøn over godsets værdi skal opsættes. Men regner vi bare med landskyldsummer, faar vi:

    det oprindelige krongods omkr. 220 pd. smør
  + St. Olavs-klostrets gods   »   370   --
  + Tunsberg provstigods       »   285   --
                               -----------------      
                             tils. 875 pd. smør.
Dette tal angir den omtrentlige udstrækning af krongodset i Tunsberg len i første del af 1600-tallet (D. v. s. som «laa til Tunsberg lens jordebog». Heraf laa jordegods til henved 50 pd. smør i Brunla.). Samlet vilde det udgjøre to slige prestegjeld som Andebu.

Men her maa altsaa merkes, at provstigodset er sat for lavt. Omfram landskylden eied det en hel række virkelig jorddrotlige rettigheder, f. eks. brevløsnings-smør, fornødspenger, bygselpenger af sognekirkernes gods m. m. Tas dette med i skjønnet, maa tallet forhøies fra 875 til 1000 à 1200 pd. smør.

Pantsættelse og afhændelse af dette jordegods begyndte for alvor i 1640-aarene, da regjeringen efter Hannibals-feiden kom i alvorlig pengeknipe. Tunsberg-borgerne Anders Madssøn og Anbjørn Larssøn - især den sidste - fik da en hel del i pant. Ved skjøde af 29. januar 1649 (Skjødet findes i den yngre diplomsamling, rigsarkivet.) solgte kong Fredrik 3 næsten alt krongodset i Arendal skibrede til Vincent Bildt (26 parter med en samlet skyld af omkr. 75 pd. smør; heriblandt dog 3 gaarder i Sandeherred).

Ogsaa i krigsaarene i 1658-60 pantsattes meget, nu især til Anders Madssøn.

Landkommissjonen af 1661 har i én af sine protokoller vedkommende Tunsberg len ogsaa en opgave over lenets krongods. Vi hidsætter et uddrag.

    Ikke pantsat, men i behold var omkr.  213 pd. smør
    pantsat var . . . . . . . . . .  »    372    --
                                       ---------------
                                    tils. 585 pd. smør.
Det har altsaa minket betydelig nu. Af det pantsatte blev nok ingenting indløst. Og af det, som ikke var pantsat, gik det allermeste ved gave og salg over til Griffenfelt, Gyldenløve og Wedel og blev stammen i Jarlsberg grevskabs besiddelser. Ved 1600-tallets slut havde ikke kronen nævneværdigt gods igjen i Tunsherg len.

I Brunla len havde kronen faat betydeligt jordegods ved inddragning af Gimsø klostergods og ved kjøb og gave af fru Gyrvhild Fadersdatter.

Gimsø kloster (Gimsø var nonnekloster og laa paa en ø i Skiens-elven. Det skal være stiftet af Dag Eilivssøn, én af Magnus Barfots mænd. Omkr. aar 1400 eied klostret 266 gaarder og parter. Klostrets gods blev tidlig inddrat og gik efter reformationen længe som verdslig forlening. Blandt de adelsmænd, som fik det i forlening, kan nævnes Iver Jenssøn Jernskjeg.) havde ved aar 1400 over 50 gaarder bare paa Brunlanes; i Sandeherred havde det 7.

Gyrvhild Fadersdatter var i 1500-tallet ved siden af Erik Ottessøn Rosenkranz Norges største jordegods-eier. Hun skal ha eiet over 600 gaarder her i landet (Desuden eied hun store gods-samlinger i Sverige og Danmark.). I tre store skjøder af 1582, 1588 og 1599 afstod hun til kongerne Fredrik 2 og Kristian 4 sine norske besiddelser. I det sidste af disse skjøder medfulgte 52 gaarder i Brunla len: 25 paa Brunlanes, 17 i Sandeherred, 8 i Tjølling, 2 i Hedrum. Samlet skyldværdi 135 huder, 1 tønde laks m. m., eller omregnet til smør omkr. 220 pd. smør. De største gaarder var hovedgaarden Manvik paa Brunlanes og Bugaarden i Sandeherred.

Ogsaa krongodset i Brunla blev for storstedelen afhændet i 1600-tallet. Hovedparten gik over til Gyldenløve og blev sammen med det af Langerne indkjøbte gods stammen i grevskabet Larvik. Endnu 1675 opføres i lensregnskaberne som værende i behold vel 100 pd. smør; men i 1683 er det bare igjen 10 huder (eller 15 pd. smør).


Innhold