Men for omkr. 250 aar siden var borgermester Anders Madssøns navn kjendt i hver krok over hele Vestfold. I by som bygd, udover øerne og opigjennem bygderne til øverete skogdal. Ja især i bygderne. Neppe nogensinde hverken før eller siden har en enkeltmand øvet en saa sterk og almen indflydelse paa Vestfold-bygdernes næringsliv som Anders Madssøn. Velstandsbonden i slettebygden, stakkaren borti afkroken, husmanden og tømmerhuggeren opi skogpladsen, alle kunde de fortælle om ham. En, som griber md i snartsagt hvermands økonomi, maa faa en bred plads i samtidens minde.
Bøndernes dom om Anders Madssøn var sikkert meget forskjelligartet. Mange roste ham, kanske ligesaa mange rev ned paa ham - og ikke faa banded ham. Men alle beundred ham. Make til menneske havde da ingen nogensinde hørt om! Han begyndte jo som en fattig skrivekar i skrivestuen paa Sem kongsgaard. Tomme lommer, og bare høkersøn. Og saa svinger han sig op til at bli Tunsbergs borgermester, rigeste kjøbmand og skibsreder og Vestfolds vældigste jordegods-eier. Adelsmændene ramled at pinden fortvæk rundt omkring ham, selve kongen maatte pantsætte gaarder til ham, ja selveste Gamle-Erik maatte finde sig i at være hans plankekjører!
Overalt hvor folk kom sammen, i gilder eller paa tinge, kredsed snart samtalen om Tunsbergs merkelige borgermester.
Hans ungdom. Anders Madssøn var at fødsel sønderjyde og blev født i byen Haderslev 1609. Faren Mads Pederssøn var borger og handelsmand her. Moren hedte Kjerstina Andersdatter.
Bare 4-5 aar gammel blev han sat ind paa byens latinskole. Meningen var altsaa at la ham studere. De holdt huslærer for at hjælpe ham med lekserne.
Imidlertid slutted han paa latinskolen, da han var 10 aar, og begyndte at gaa i den tyske skolemester Klaus Pettersøns skrive- og regne-skole. Han vilde uddanne sig for det praktiske liv. Baade af egen lyst, hedter det, og at hensyn til farens formues-omstændigheder valgte han at bytte skole. Det er jo ogsaa rimeligt, at de udprægede anlæg for forretningsliv, han siden la for dagen, allerede tidlig maa ha git sig saapas tilkjende, at han trivdes bedre i en regneskole end i en latinskole.
12 aar gammel var han færdig med skolegangen. Og nu skulde han prøve verden.
Hans første post blev at være skrivekar hos byskriveren i Haderslev, Hans Boldevei, som ogsaa var skriver i herredet omkring. Hos ham var han i 2 aar. Her la han den første grund til sin lovkundskab. Han fik øvelse i at sætte op dokumenter om kjøb og salg, hørte sin husbond paa tingene faa istand afgjørelser i tvistemaal, osv. Han benytted tiden godt, det kan vi skjønne af et træk, som fortælles. Flere gange, naar hans husbond havde forfald, hedter det, optraadte han som hans fuldmægtig og forestod baade by- og herredsting. Det var jo godt gjort af en 13-14 aaring.
Saa døde hans far. Og nu fulgte han sin attraa efter at komme paa fremmede steder, udi godt, ærlig folks tjeneste». Det vil si: han vilde op i større forhold, han vilde ta tjeneste hos adelsmænd.
Velyndere hjalp ham til en post hos adelsmanden Gert Rantzau’s ridefoged, Jess Pederssøn. Ogsaa her var han i 2 aar og fik vel særlig at gjøre med regnskabsførsel.
Ridefogden døde, og nu hedter det, at den unge Anders Madssøn «indstændig blev begjæret udi tjeneste» af Gunde Lange, befalingsmand over Tunsberg len paa Vestfold. Gert Rantzau har vel faat anmodning fra Lange om at sende ham en flink skrivekar og har saa bydd Anders Madssøn posten. Og han tog imod den og beslutted sig til at udvandre til Norge.
At fare til Norge maa for de eventyrlystne og ærgjerrige blandt datidens danske ungdom ha tat sig ud som at reise til Amerika for vore dages unge i norden. Dengang som nu syntes ungdommen det var trangt hjemme. Og fra landsmænd, som havde reist før, kom brev og fortællinger om lettere kaar i det fremmede land, ja stundom rene eventyr om vidunderlige held. Sligt lokker og drar. Det sætter de unges fantasi i svingning og faar øinene til at tindre af reiselyst.
Og det kom mange lokkende historier fra Norge til Danmark dengang. Mest blev det fortalt om unge adelsmænd. De var kommet herop uden at eie stort mer end sit adelsnavn, havde giftet sig til jordegods, spekuleret i skogkjøb og drevet sagbrug og trælasthandel, havde saa slaat under sig mer og mer jordegods, havde kanske blit lensfogder, ja endog befalingsmænd over len - og sad nu som mægtige herrer deroppe i fjeldlandet.
Men ogsaa smaafolk havde gjort lykke. De kunde følge med som ringe tjenere hjemmefra, men snart svinge sig op til tingskrivere eller ogsaa herregaardsfogder, bli eiere af gode bondegaarder, skoger og sagbrug, eller bli velstaaende handelsmænd i byerne.
Det var sandt, at det var noget at gjøre for driftige dansker i Norge i begyndelsen af 1600-tallet. Det var en jobbetid. Den havde i grunden alt varet længe nu - helt siden reformationen. Men først med 1600-tallet kom det rigtig fart i den.
Sammen med reformationen kom som bekjendt ogsaa en politisk og økonomisk omveltning her i Norge. Delvis noksaa braatt endog. De faktorer, som virked sterkest til at kaste udviklingen md paa nye veier, var: kronens beslaglæggelse af en stor del af det norske kirkegods; vore stormands-etters uddøen; opblomstringen af det danske adelsvælde.
De rent politiske brydninger forbigaar vi her. Men kampene om jordegodset, tidens vigtigste kapital-felt, maa vi nævne lidt om. Her skede en forskyvning i stor stil af magt og velstand.
Saalænge den konservative katolske kirke og vore ikke talrige stormands-etter var landets største jordegods-eiere, gik udviklingen paa dette eiendoms-omraade i gamle, støe gjænger. Ingen voldsom forrykkelse til nogen kant, naar vi undtar forstyrrelserne efter svartedøden. og kirken blev - ialfald med hensyn til sine midler - sat under formynderskab af staten. Store jordegods-masser skifter i kort tid eiere og kommer paa nye hænder. Og de nye eiere er kronen og den danske adel.
Foreløbig fik kronen storparten. Men efterhvert faar adelen overtaget, dels fordi den havde det politisk, dels fordi kongerne umulig kunde klare administrationen af disse jordegods-masser. Og vi oplever, at en ny stormands-klasse med fremmedklingende navn, af dansk eller tysk herkomst, flytter ind som befalingsmænd over vore len, eiere af vore herregaarder, og først forvaltere, senere ogsaa eiere af vort fordums klostergods, bispestol- og provstigods.
Det blev en gylden tid for spekulanter. At opnaa en eller anden forlening var bare det første maal for ærgjerrigheden. Nei, det gjaldt at bli stor godseier. Mange var heldige og kom forbausende fort i veiret. Rigtignok raused de allerfieste endnu hurtigere ned - af gode grunde.
Paa Vestfold likte de danske adelsmænd sig allerbedst, og adskillige af de historier, Anders Madssøn hørte i sin hjemstavn, kom sikkert herfra. Vestfold var jo baade i natur og forhold næsten som et stykke Danmark.
Fra gammel tid havde kronen her Sem kongsgaard ved Tunsberg. Ved kjøb og gave af Gyrvhild Fadersdatter var Manvik hovedgaard paa Neset og en vakker gaardsamling i bygderne om Larvik erhvervet. Efter reformationen fik kronen endelig de storartede jordegods-samlinger, som havde tilhørt St. Olavs-klostret og Laurentiuskirken i Tunsberg. Ogsaa en del af Gimsø klostergods laa paa Vestfold. Kronen kom altsaa til at eie en mængde jordegods her.
Danskerne fandt tillige en hel række herregaarder nedover Vestfold: de største var Brunla og Fritsø.
Af danske indflyttere i 1500-tallet vil vi nævne Erik Ugerup eller Urup, en skaaning, som blev gift med en datter af fru Inger til Østraat. Han fik Olavs-klostrets gods i forlening og residerte paa Auli i Sem. Sønnen Aksel Urup bodde paa Skjersnes. Men Urup’erne kom ingen vei. Heldigere var Jernskjeggerne, som blev betydelige godseiere paa Larviks-kanten, eied baade Brunla og Fritsø og stifted ogsaa en ny hovedgaard her, Melau. Langerne fik fast fod paa Falkensten.
I første halvdel af 1600-tallet var det af disse bare Langerne, som kom til at spille nogen rolle. Men de var ogsaa mægtige nok. Og de fik nye konkurrenter i Preben von Ahnen og Vincent Bildt.
Anders Madssøn kommer til Vestfold. Slig var forholdene paa Vestfold, da den 17-aarige Anders Madssøn i januar 1626 kom hid. Han kom midt op i en erobrings-rid, hvori stormændene ustanselig søgte at slaa under sig jordegods, skoger, sagbrug og herligheder. De gav sig ikke tid til fuldt at nyttiggjøre sig det, de havde, men udvided stadig sine erhvervelser. Og Anders Madssøns nye husbond, Gunde Lange, var en af de dristigste.
Som befalingsmand over Tunsberg len bodde Gunde Lange paa Sem kongsgaard. I skrivestuen her begyndte Anders Madssøn sin tjeneste. Han skulde først være nogen tid paa prøve - «for handskrift». I 8-9 aar var han i Langes tjeneste og blev sikkert anvendt til meget forskjelligartede hverv. Lange fik nemlig efterhvert fuldkommen tillid til ham, saa han tilslut forestod «alle hans indtægter og udgifter» og vistnok ogsaa mange embedshverv; dertil maa det vel sigte, naar det sies, at han ogsaa ofte forestod hans «omslag» (Omslag: rentetermin, opgjørs-, oppebørselstermin.).
Disse tjenesteaar hos Gunde Lange maa sies at fuldende hans uddannelse, saa han nu med god udsigt til held kunde prøve at staa paa egne hen. La os samle udbyttet. For det første havde han erhvervet lokal- og personkjendskab. Ikke bare i Tunsberg len. Hovedparten af Langes private gods laa spredt fra Tyrifjorden til Skienskanten. Paa denne strækning havde Anders Madssøn fartet om paa kryds og tvers. Og hver eneste mand, som stak lidt op over mængden, havde han kommet i forbindelse med. Vi kan være trygge paa, at den gløgge unge fuldmægtig ikke bare bed merke i ansigtstrækkene. Lovkundskab havde han rig anledning til at sanke ind. Biskop Rosing sier i sin ligpræke over ham: - - «han var, hvilket det ganske land er bevist, en færdig mand i lov og ret.» Dette er ikke bare en taleblomst. Kun 29 aar gammel blir han borgermester og i sine sidste aar endog assessor i overhofretten. Personlige anlæg drev ham dog sikkert til særlig at studere étt omraade grundigt: vor nærings-lovgivning. At han var lovsterk her, fik nok bl. a. bønderne ofte erfare.
De 8 aar paa Sem kongsgaard var altsaa utvilsomt rige paa udvikling for den vordende forretnings-stormand. Han sanked ind kundskaber, han øved op arbeidsevnen, stifted forbindelser og blev kjendt.
Det er fristende, før vi gaar videre, ogsaa at dvæle lidt ved hans karakter-udvikling, formningen af hans lynne, livssyn og fremtidsplaner.
Anders Madssøn var sønderjyde. Dermed er en hel del sagt. Sønderjyderne kom til at spille en saa stor rolle i norsk næringsliv i 1600-tallet, at det maa vække opmerksomhed. Anders Madssøn er nemlig ikke den eneste fra den kant af Danmark, som slog sig op i Norge i de dage. Prof. L. Daae skriver herom (Daae: Det gamle Kristiania.): «Haderslevere og Flensborgere er stamfædre til en overordentlig stor del af Norges kjøbmands-familjer (Her kan nævnes navn som Toller og Vogt.). - - Disse sønderjyder var energiske handelsmænd, gode økonomer og nordmændene langt overlegne i næringsvet og selvfornegtelse. Deres hjemlands stilling som et grænseland mellem dansk og tysk nationalitet, hvor to sprog mødtes og taltes af hvermand, har bidraget til at give dem et eiendommeligt præg og udvikle hos dem en realistisk evne til at sno sig i verden og samle sig formuer».
De sær-egenskaber, som her nævnes, tillægges jo vanligvis ogsaa jøderne. Men det er ganske naturligt, at sønderjyderne blev Danmarks jøder.
At Anders Madssøn i rig udstrækning har havt sit folkefærds sær-egenskaber, blir vi snart forvisset om, naar vi følger hans livsløb. Saaledes maa en energisk, utrættelig arbeidsomhed ha været et hovedtræk ved hans personlighed. Af biskop Rosings skildring af hans sidste dage faar vi vide, at den fulgte ham helt til slut: sygdommen slog ham overende, men gang paa gang reiste han sig for atter at gribe fat.
At han var god økonom, er selvsagt. I ungdommen var han det ikke bare af anlæg, men ogsaa af nødvendighed og beregning; senere af vane. Utvilsomt gik han for at være krap og nøieregnende og ansaas for baade gjerrig og pengegrisk; ja blandt menigmand var det nok ikke længe mellem hver gang han blev kaldt «flaaer» heller. Men nu paa afstand maa vi se hans husholderevne i et andet lys. Uden en gjennemført, temmelig hensynsløs sparsommelighed fra først af havde ikke Anders Madssøn blit den stormand han blev. At han ogsaa i sine senere aar, da han var ovenpaa, ofte var mere paaholden, end folk fandt rimelig, var nok saa. Men hvilken selvgjort rigmand er ikke det? Træk og vaner, som meisles ind under et ungdoms- og manddomsliv i arbeidsslit og selvfornegtelse, vil naturligvis ogsaa staa der i alderdoms-aarene Og vi skal i denne forbindelse ikke glemme hans vakre legat-gave til de fattige. Hvad har adelsmændene fra den tid, en Pr. v. Ahnen, en Bildt, en Gunde Lange efterladt sig?
Ogsaa et eget lag til at «sno sig» blandt folk kan vi mer end gjætte, at Anders Madssøn maa ha havt. Bedst rammer kanske udtrykket slu. Han brugte øine og ører, passed sin tunge og satte op et ansigt, som ingenting forraadte. Tilsyneladende en kold, skraasikker regnemaskine, altid helt optat af det arbeide, han netop holdt paa med. Men bag masken ligevel altid en gløgg, vaaken og lydhør forretnings-hjerne, stadig paa jagt efter chancer.
Vi har alt nævnt, at Gunde Lange gjorde ham til sin betrodde fuldmægtig. Alvoret, tjenesteiveren og dygtigheden maatte skabe respekt og tillid; og paa hans kloge raad i privat-økonomiske anliggender lærte han nok snart at sætte tilbørlig pris.
Gunde Lange havde sikkert mange gode tanker om sin unge, dygtige fuldmægtig. Men forudsaa han hans fremtid? Aned han, at Anders Madssøn hused ærgjerrige, høitflyvende planer? Neppe. Ja, lidt op i veiret vilde han naturligvis. Men den fattige handelsmandssøn kunde da ialfald ikke sigte høiere end ved tro tjeneste hos adelige herskaber med tiden at faa en eller anden velaflønnet forvalterpost hos dem.
Og Gunde Lange tænkte sikkert, at han selv hjalp Anders Madssøn til hans ønskers høieste maal, da han skaffed ham forvalterposten over Tunsberg provstigods. Ja, Lange havde nok faat sig en god latter, hvis en profet da havde hvisket ham i øret: om 30 aar eier din fordums skrivekar et sligt gods selv! Da har din egen søn maattet gaa i graven som bankerot-spiller, og blandt kreditorerne i boet er din nuværende fuldmægtig en af de største!
Jo, Anders Madssøn begyndte nok tidlig selv at sigte høit. Vi har før pegt paa, at han maatte komme herop med en ungdoms uklare drømme om at gjøre heldige kup, om at slaa sig i veiret. Og eftersom han kom ind i forholdene paa Vestfold og tillige fik sikrere følelse af sine overlegne forretnings-anlæg, maatte fremtidsmaal og veier klarne.
Rundt om sig saa han adelsmænd krafse til sig jordegods, skogherligheder, sagbruksdrift og trælasthandel. Og Langerne allermest. I begyndelsen saa han vel paa deres fremfærd med ydmyg beundring. Han blev dupèret. Men saa blev han kjendt bag kulisserne, og da maatte snart den fødte forretningsmands kritik vaagne. Deres fremfærd var ikke netop saa beundringsværdig. De magted ikke at udnytte sine rige hjælpekilder og muligheder, misted oversigten, forslugte sig. Hver ny eiendom, de greb efter, forværred forstyrrelsen.
Kort og godt: adelsmændene mangled forretnings-dygtighed til at spille saa høit spil. Da Gunde Langes søn et snes aar efterpaa døde, var familjens formues-forhold saa rotete, at det gik en 15-16 aar, før hans bo blev ordnet - og det endte med afvikling, salg og bankerot.
Vi tar sikkert ikke feil, naar vi paastaar, at Anders Madssøn tidlig forudsaa de kriser, som rammed Langerne og lidt senere ogsaa tildels Vestfolds anden mægtige adelsmand, Preben von Ahnen paa Fossnes. Og fristende, men helt naturlig steg da en livsplan op: han vilde ta et nappetag med adelsmændene om Vestfold-bygdernes natur-rigdomme; han vilde bygge op en formue, en rigmands-stilling, men bygge forsigtig og solid. Mod de raadende stormænds adelsnavn og støttende forbindelser opover helt til kongetronen vilde han sætte handelsmandens gløgge forretnings-blik, sin jernvilje forenet med udholdenhed, ihærdig arbeidsomhed og sparsommelighed.
Denne styrkeprøve kom istand. Og Anders Madssøn vandt, vandt overlegent. Baade adelsmænd og konger maatte tilslut anerkjende ham som Vestfolds mægtigste mand og be ham om økonomiske haandsrækninger.
Anders Madssøn blir forvalter over Tunsberg provstigods. Det blev han i 1633, og det maa være Gunde Lange, som har skaffet ham denne sikkert meget indbringende post. Han beholdt den i 14 aar.
Med «Tunsberg provstigods» menes en stor samling jordegods, som oprindelig havde tilhørt Laurentius-kirken i Tunsberg. Presten her var i den katolske tid provst, deraf navnet. En god tid efter reformationen fik provsterne i Tunsberg provsti nyde indtægterne af dette gods; men omkr. 1600 blev det for alvor inddrat under kronen og af kongen git som forlening til danske adelsmænd. 1637 har en Stig Pors forleningen.
Anders Madssøn skulde forvalte eller bestyre godset for vedkommende adelsmand. Altsaa nærmest en fogedpost.
Det er ikke smaatteri det her er tale om. Af jordebøger (En jordebog over provstigodset findes i rigsarkivet i landkommissjonens protokol-pakke (Tunsherg lagdømme). I. Chr. Berg har aftrykt vistnok samme jordebog i Budstikken for 1824.) over godset ses, at landskylden af gaardene løb op i omkr. 160 bpd. smør, 21 skpd. tunge, 5 1/2 skpd. salt, 19 huder, 4 tylvter huggenbord, 3 høns.
Omregnet til smørskyld blir dette henved 275 pd. smør, altsaa svarende til skyldværdien af gaardene i et par sogn. De fleste af gaardene laa omkring Tunsberg og ellers spredt udover lenet; adskillige brug laa ogsaa i Brunla len; desuden 3 brug i Bratsberg og 5 øst for fjorden.
Men det var ikke alt. Provstiet havde ret til leding og arbeidspenger af de brug, det havde bygsel til; brevløsnings-afgift af næsten alle lenets kirker; fosseleie, grundleie og løs landskyld hist og her; afgifter af andre kirkers gods osv. Sammen med ovennævnte landskyld kan hovedsummen af alt dette anslaas til omkr.
400 pd. og 200 daler i penger.
Desforuden oppebar provstiet kongens anpart af tienden i de fleste af lenets prestegjeld. I 1661 sættes tiendeparten til omkr. 540 tdr. havre, 1 tdr. blandkorn og 4 tdr. rug og hvete. Endelig halvparten af tiende-ostene, i penge 36 1/2 daler, og tredjeparten af hovedtienden, 18-20 daler.
Af alt dette havde provstiet at udrede som udgifter: 96 rdl., 10 tdr. havre og 5 tdr. bl.korn til presten ved Laurentius-kirken («Sognepresten ved Laurentius-kirken, hr. Nils Mathisen, haver aldeles intet jordegods til indkomst», anmerker meddelerne af jordebogen i 1661; de tilføier et ønske om, at kongen vilde skjænke ham noget, da han har mange barn og sidder smaat i det. Presten ved den kirke, godset var skjænket til, sad altsaa i næringssorger - de rigelige indtægter gik for størsteparten i en dansk adelsmands lommer!); 46 rdl. til byens skolemester og 70 rdl. til de fattige i hospitalet.
Den adelsmand, som fik dette betydelige gods i forlening, maatte selvfølgelig betale kongen en aarlig afgift. Endvidere maatte han lønne sin forvalter. Dennes løn opgis i 1661 at bestaa i brevløsningsafgiften (83 pd. smør) samt 14 rdl. af fornødspengene. Men paa almindelig fogedvis kunde naturligvis forvalteren beholde det overskud over vanlige takster, som han kunde udbringe natur-produkterne til. Og Anders Madssøn passed nok paa at «forbedre lønnen» paa den vis. Endelig tilkom det vistnok forvalteren efter sedvane endel sportler, f. eks. procenter af første-bygsel-afgiften.
Anders Madssøn flytter til Tunsberg, gifter sig og løser borgerskab. Efter overtagelsen af forvalterposten maa han ha flyttet ind til byen (A. M. skal ha bygget Madsegaarden allerede 1630; er dette rigtig, maa han ha flyttet til byen ved den tid.). Dog maa han fremdeles en kort tid ha gjort tjeneste hos Gunde Lange som privat fuldmægtig. Men han fik snart nu saa meget at vareta for egen regning, at forbindelsen maatte afbrydes. Netop i denne tid ser vi de første tegn til, at Lange kommer i økonomiske vanskeligheder (han maa pantsætte et par hovedgaarder til kronen). Det gjorde sikkert sit til, at A. M. trak sig tilbage.
Den 11. jan. 1635 holdt han bryllup med Karen Olufsdatter, datter af borger og raadmand Oluf Trulssøn, tilhørende en gammel Tunsberg-familje Stranger. Giftermaalet viser, at A. M. alt som Gunde Langes fuldmægtig og ved erhvervelse af forvalterposten havde naadd social anseelse blandt byens borger-aristokrati. Forresten havde svigerfaren neppe nævneværdig formue; men raadmandstillingen gjorde ham jo til en af byens spidser.
Karen Olufsdatter kom efter sin mands død til at vise vidt og bredt, at hun havde været ham en værdig hustru; hun leded nemlig, med en fuldmægtig til hjælp, forretnings-driften efterpaa i næsten 30 aar.
I 1636, 27 aar gammel, løste A. M. borgerskab. Det blev et merkeaar i den ærværdige kjøbstads historie. Anders Madssøn og senere hans slegt kom til i lange tider at staa ved roret i byens forretningsliv. Og det stod glans af dette førerskab. Her passer sikkert det kjendte billede:
han blev den friske iling iTrods alle de ulykker og al den modbør gamle Tunsberg kom til at friste udigjennem 1600-aarene, det var dog vingefang og flugt i den forretnings-rørelse, som Haderslev-familjen førte an i. Desværre for byen maatte den dele frugterne med altfor mange konkurrerende smaa og store naboer.
det træge vanegjængeri.
Gamle Tunsbergs tilstand i 1600-tallet skildres gjerne med mørke farver. Som bekjendt foreslog endog statholder Gyldenløve i 1666 at flytte byen til Hølen ved Laagens udløb.
Inddragningen af byens kirkegods-masser maatte gi den et knæk; det var en tapping af dens kapital-magt. Og deltagelsen i trælasthandelen hemmedes ved, at byen ikke laa ved et større vasdrag; jo mer kystbygdernes skoger udhuggedes, jo værre blev den stillet i konkurrancen. I 1661 stod mange gaarder øde.
De mørke skildringer er dog sikkert adskilligt overdrevne. Gyldenløve skriver saaledes: «- de meste huse staar ledige og forfaldne, saa jeg neppelig tror, at den hele by skal være 5000 rdl. værd». En takst 5 aar før viser dog 14-15000 rdl. Og Tunsberg havde hele 1600-tallet en anselig flok formuende borgere; det viser skattelisterne.
Gyldenløve var i disse aar sterkt angrebet af tidens projekt-feber. Og hans forslag om flytting af Tunsberg smager desuden ogsaa af egeninteresse: han havde sikkert alt tat sigte paa at erhverve Langernes gods i Laagen-dalen, og det gjaldt at gjøre denne del af Vestfold til landsdelens magt-centrum.
At Tunsberg ikke var saa affældigt endda, kom Gyldenløve selv til at bevise senere: han maatte laane penger af Madserne og pantsatte til dem sit jernverk og mere til.
Anders Madssøn arbeider op sin forretning. I en skatteliste fra 1635 oplyses, at A. M. «bruger Sundby sag» i Raabygde skibrede. Det er den første meddelelse vi faar om hans private forretninger. Men den sier os ogsaa, hvilket nærings-omraade han særlig vilde kaste sig over. Det var trælasthandelen.
Hans tilslut saa storslagne og mangeartede forretnings-drift maa naturlig ha udviklet sig saaledes:
I 1645 meddeles i et skattemandtal (Tunsberg lens regnskaber 1643-45. Skattemandtal for rostjenesteskat, som udlignedes efter den danske skyld-enhed hartkorn.), at de mest formuende i Tunsberg eier af jordegods:
Borgermester Ivar Nilssøns enke 153 tdr. hartkorn.
Anbjørn Larssøn . . . . . . . . 42 » -
Jens Ingvardssøn . . . . . . . 30 » -
Anders Madssøn . . . . . . . . 24 » -
Endnu er han altsaa no. 4 i rækken. Efter den vanlige takst svarer
hans gods efter norsk skyldværdi til 12 skpd. tunge eller 36 bpd.
smør og udgjør omkr. 1/14 af borgerskabets samlede gods.
Under og efter krigen 1644-45 (Hannibals-feiden) maatte kronen i sin pengenød ty til laan ogsaa af byborgere. Herfor pantsatte den jordegods. I Tunsberg var paa det tidspunkt ovennævnte Anbjørn Larssøn vistnok mest pengesterk, og han ses i de aar at ha faat en hel del krongods paa Vestfold i pant. Paa A. M. derimod opføres bare nogen faa brug (deribl. Gunnarsbø). Hannibal Sehested sender ham ordre om at kjøbe op og sende til Moss, Fredriksstad og Halden «600 eller mere gode vinterlæs hø, hvert læs paa 12 kjæmmer, saavelsom en 300 eller mere tønder god havre.» ((I Chr. Bergs) Samlinger V. s. 390.) For dette har han neppe faat kontanter.
Men i krigsaarene 1657-59 gjorde A. M. sine bedste forretninger med kronen, der som bekjendt da kom i værre pengenød end nogensinde. I 1659 faar han derfor en god slump jordegods i pant (Tunsberg lens regnskaber 1665-72. I en jordebog her opregnes baade det i 40- og 50-aarene pantsatte krongods.); bare af Tunsberg provstigods omkr. 50 pd. smør. Af gaardene kan nævnes Teie paa Nøtterø, som i sin tid havde tilhørt Oslo bispestol. Denne gaard fik Anders Madssøn som fri gaard. Ogsaa af endel andet gods betinged han sig delvis skattefrihed.
I 1660-aarene vokste hans besiddelser raskt. En hel del af Preben von Ahnens jordegods glir nu over i hans hænder, deribl. hovedgaarden Herre-Skjelbrei. Ligesaa et parti af Langernes gods i Brunla. Ved sin død i 1670 eied han ifølge skattelisterne paa Vestfold:
I Sem og Slagen jordegods til skyldværdi omkr. 123 pd. smør (heri er ikke Gunnarsbø, som han brugte som «byløkke», medregnet). De vigtigste gaarder var: Undrum, Fadum, Lensberg, Eldre, Eikeberg, Aas, Rise, Laane, Roberg, Eik, Husvik og Røren,I Nøtterø omkr. 66 pd. smør. Vigtigste gaarder: Teie, Stangeby, Sem, Alby, Smidsrød, Gipø, Sande, Tanstad.
I Stokke omkr. 25 pd. smør. Vigtigste gaarder: Store-Var, Borge (flere parter), Toverød og Reinsgata.
I Andebu omkr. 83 pd. smør, vel 1/5 af prestegjeldet. Blandt gaardene var Herre-Skjelbrei.
I Andebu eied Anders Madssøn ved sin død 1670:I Ramnes omkr. 88 pd. smør. Vigtigste gaarder: Orrevaal, Klop, Holt, Freste, Hole, Gunnilstad, Solberg, Tufte, Revo, Jerpekjøn, Haug, Teigen, Laane, Linnestad.A. I hovedsognet.
1. i Kjæraas 6 pd. smør, 2. i Gulli 1 hud, 3. i Berg 1 hnd. 1-3 kjøbt som kirkegods af kanonikater i Oslo. - 4. Aasen 2 pd. smør, 5. i Granerød 3 høns, 6. i Skarsholt 3 høns. 4-6 pantsat til A. M. af kronen 1659. - 7. Vaale 1 skpd. tunge, 8. i Halum 1/2 skpd. tunge. 7-8 overdrat til A. M. i 1650-aarene af Preben von Ahnen. - 9. Vennelrød 3 pd. sm., 10. Gravdal 5 pd. sm. 9-10 kjøbt i 50-aarene af arvinger efter bongermester Ivar Nilssøn. - 11. i Bakke 3 pd. 6 mk. sm., 12. Ønne 6 pd. sm., 13. Staalerød 6 pd. sm. 2 skind, 14. i V. Nøklegaard 4 mk. sm., 15. Vegger 1 pd. 13 1/4 mk. sm., 16. Struten 1/2 tylvt huggenbond, 17. Lerskall 8 lispd. tunge, 18. i Døvle 1 pd. sm., 19. i Løverød 19 mk. sm., 20. i N. Holt 1 pd. 5 mk. sm., 21. i Stulen 6 1/2 lispd. tunge, 22. i Li 1/2 pd. sm., 23. i Gran 1 skpd. 4 1/2 lispd tunge, 24. i N. Haugan 1 1/2 pd. sm. 11-24 indkjøbt af bønder, næsten alle brug i 50-aarene.
B. I Høijord.
1. Skjelbrei gods med underbrug S. Sønset, N. Sønset, Valmestadrød og Svensrød, tils. skyld 5 huder 4 skind, 3 pd. 6 mk. smør, 2. 100 maal i Myre-skogen 1/2 pd. sm., 3. Store-Dal 2 1/2 pd. sm., 4, Vesle-Dal 6 lispd. tunge, 5. Einarsrød 1 pd. sm., 6. i Hynne 17 1/3 lispd. tunge. 1-6 pantsat til A. M. omkr. 1660 af Pr. v. A. 7. Steinshagen 3 skind, kjøbt af et kanonikat i Oslo. 8. Mellem-Sønset 1 skpd. tunge, 9. i Myre 1 1/2 pd. sm., 10. i Berg 1 1/2 pd. sm., 11. i Nes 3 pd. sm., 12. i Bøen 1 mk. sm. 3 skind. 8-12 kjøbt af bønder, delvis før 1650.
I Borre omkr. 45. pd. sm. Vigtigste gaarder: Vestmanrød, Solberg, Adal, Braarød, Sem, Kjerran, Haug, Tufte, Reir.
I Vaale omkr. 68 pd. smør. Vigtigste gaarder: Sørby, Haakestad, Hjelmtvet, Tørklep, Haraldstad, Hundsal, Borge, Brekke, Lærum, Opsal, Grøstad, Heum, Flaar, Nyrerød, Hem, Lefsaaker, Bjørkesti.
I Hof omkr. 25 pd. smør. Vigtigste gaarder: Nøtenes, Lindset, Lørdal, Kaarby, Gurrik, Nedre Aakerholt, Ønnemørk samt Sundby fos.
I Botne omkr. 20 pd. smør. Vigtigste gaarder: Grefsrød, Kvaan, Bakke, Tolsrød, Løken, Soa.
I Sande omkr. 50 pd. smør. Vigtigste gaarder: Lærum, Skjervik, Bølum, Asken, V. Skjøl, N. Revo, N. Ryggetangen, Repper-Kje1laas, Østren, Skjørdal.
I Skoger omkr. 8 pd. smør. Vigtigste gaarder: Haneval og Gunnerød.
I Hedrum 18 pd. smør. (Fjære og Furulund).
I Tjølling 7 1/2 pd. smør. (Hovland, Skisaaker).
I Sandeherred 54 pd. smør. (Ø. Nes, Raastad, Vestad osv.).
I Tjømø 16 1/2 pd smør. Største gaard: Kraakere.
Tilsammenlagt udgjør skyldværdien af Anders Madssøns her opregnede jordegods i disse Vestfold-bygder omkr. 657 pd. smør.
Men det er ikke altsammen. I boet efter Nils Lange havde Madssøn havt fordringer til 9 à 10000 rdl. Til dækkelse heraf fik han 1667 udlagt jordegods i Brunla lens bygder til omkr. 100 skpd. tunge eller 300 pd. smør. Af dette gods vilde han ikke betale odelsskat, sier fogden, «da det stod til løsning.» Men det blev selvfølgelig ikke indløst. Vel halvparten (henved 170 pd. smør) solgtes af Madssøns arvinger til Gyldenløve ved skjøde af 1692 efter en takst af 5046 1/2 rdl. (Tingprotokol no. 151 s. 84.)
Regner vi dette pantegods med, kommer skyldværdien af Madssøns jordegods op i omkr. 950 pd. smør. Endda kan vi gaa ud fra, at der findes endel spredt pantegods hist og her, som vi ikke nu kan opspore. Som rund sum kan vi da trygt gaa ud fra, at Anders Madssøns samlede jordegods dreied sig om
1000 pd. smør.
En sammenligning vil lette forstaaelsen af, hvor meget dette er. Skyldværdien af samtlige gaarder i Andebu prestegjeld i den tid udgjorde omtr. 400 pd. smør. Havde Anders Madssøns eiendommer ligget samlet, havde godset i udstrækning svaret til 2 1/2 slige prestegjeld. En anden sammenligning. Adelens gods i Tunsberg len antas i 1661 at ha udgjort (udenom hovedgaardene) omkr. 400 pd. smør. Vi ser, det forslaar ikke. Krongodset kom neppe op i stort over 300 pd. Selv om krone og adel slaar sig sammen, kan de ikke veie op Hadersleveren.
Om maaden, hvorpaa Anders Madssøn erhverved jordegodset, er alt af og til nævnt lidt. Kun en mindre del synes han at faa ved ligefremt, fra begge sider frivilligt kjøb. Han blir først panthaver. Paa den vis faar han gods fra kronen, Pr. v. Ahnen og Langerne. De fleste bønder, som solgte ham gaarder, havde nok ogsaa først git ham «forsknivning.» Dels gik de til ham for at faa kontanter til at løse ud medarvinger, dels kom de i butikgjæld. Ved i enkeltheder at følge udviklingen i én bygd (Andebu), viser det sig, at bønderne førte en ofte seig kamp for at beholde sine gaarder. Det begynder gjerne med, at A. M. faar opkjøbt en mindre lod; er det en god skoggaard, kan han holde paa den i aarrækker, selv om slegten paa gaarden retter paa sig og nok gjør forsøg paa at faa lodden igjen. Men sørgelig ofte glir hele gaarden over til A. M.
Det findes eksempler paa, at Gunde Lange og Pr. v. Ahnen fik fat i bondegaarder, fordi slegten var usams, og det var tvist om lodder. Naar disse herrers fogder kom og viste hjemmelsbrev paa lodden, hjalp ingen protest længer. Sandsynligvis har ogsaa A. M. skaffet «forlig» her og der paa den vis.
Blandt vrimmelen af gaarder var der én Hovedgaard, Herre-Skjelbrei. Det var sikkert med et stolt smil, A. M. skrev Skjelbrei ind i sin jordebog. Nogen aar efter overtog hans svigersøn Melau hovedgaard efter opgjør i Langes bo. Ingen af disse gaarder var særlig værdifulde; men - de var seierstegn.
Vi har fulgt veksten af Anders Madssøns jordegods. Om de andre grener af hans forretnings-drift er det vanskeligt nu at skaffe saa nøiegaaende oplysninger, at vi kan maale deres omfang.
Om trælasthandelen - hans hoved-branche - skal dog sies lidt. Allerede i 1500-tallet var det gjort et alvorligt skaar i Vestfolds skogrigdomme; særlig gik det da ud over kystbygderne. I 1600-tallet kommer indlandsbygdernes tur. I fortegnelse over A. M.s jordegods viser det sig, at han fortrinsvis haked sig fast i bygder som Ramnes og Andebu; her eied han tilslut mellem 1/4 og 1/5 af skyldværdien.
Oprindelig var sagbrugsdrift og trælasthandel fri for bonde som bymand. Men navnlig i første halvdel af 1600-tallet kom en række indskrænknings-paabud til fordel for adelsmænd og borgere. Og i de privilegier, Fredrik 3 gav kjøbstæderne i 1662, faar disse eneret til trælasthandel med udlændinger. Bøndernes ret til at hugge i sine skoger og drive sagbrug blir ogsaa efterhvert saa indsnevret, at adelsmænd og borgere tilslut raar over hele skogbrugs-næringen.
Anders Madssøn lever netop i overgangstiden. Skogene er alt sterkt medtagne; bønderne prøver at undgaa kjøbstæderne og handler direkte; adelen har skatte-friheder, som letter den konkurransen med byborgerne; og A. M. lever i en by, som mangler vasdrag og er daarlig skikket til at tiltvinge sig en større andel af distriktets trælasthandel.
Men trods alle ugunstige omstændigheder arbeided ligevel A. M. op en trælast-forretning, som det endnu staar ord af. Det er paa dette omraade hans forretnings-geni feirer sin største triumf. Adelsmændenes konkurranse svækker han ved sin overlegne handels-dygtighed og ved at plukke fra dem jordegods. Den hindring, som laa i Tunsbergs uheldige beliggenhed, omgaar han ved at fordele sin trafik langs hele Vestfold-kysten.
«Han havde mange mile omkring Tunsberg», hedter det, «her og der sine kontorer og kramboder, hvor han lod udsælge de varer, som med hans egne skibe, der bestandig fôr paa Holland, England, Frankrige og Spanien, blev bragt hjem. Og siden han desuden var eier af de fleste og bedste bønder-gaarde omkring Tunsberg, hvortil var skjønne og store skove, saa kosted det ham ikke mer, naar hans skibe kom hjem, end at give ordres til sine landbønder, saa bragte de ham snart bord, bjelker og anden trælast i overflødighed, hvormed hans skibe uden ophold blev tilladede - -.» (Optegnelser om familjerne de Tonsberg og v. Tritzschler, meddelte af rigsarkivar H. I. Huitfeldt-Kaas i Personalhist. tidsskr. II/3 s. 26.)Anders Madssøn som embedsmand. Det var i 1636 han løste borgerskab, og allerede 2 aar efter valgte byens raad ham til borgermester (formand for raadet). Denne stilling forestod han «i fred og feide» i 25 aar (1638—63).
Det er som trælasthandler, A. M. sterkest har dupèret bygdefolket. Det kan let skjønnes deraf at det er fra dette felt vi har de fleste sagn om ham. Hans skude kunde komme seilende ind en bugt, sier sagnet, og der fandtes ikke en stok eller en planke paa stranden. Men om en to-tre dage var skuden fuldlastet. Endel last skaffed bønderne tilveie, men det neste kjørte Gamle-Erik frem om nætterne med skjærer.
Den samme skal ogsaa ha kjørt ind en stor planke-stabel til Madsetomten i Tunsberg. Bønder paa byveien havde mødt ham i Jarlsberg-gata. Han brugte kulsvarte, fnysende gamper dengang. Planke-stabelen blev liggende og raadned op; jord-haugen skal endnu være synlig paa Madsetomten.
Anders Madssøn havde nemlig solgt sig til fanden. Derfor havde han heller ingen skygge, og det opdaged hans hustru til sine store forskrækkelse engang, hun gik ved hans side i maaneskin.
Disse naive sagn lar os skimte ind i Anders Madssøns travle, taktfaste forretnings-maskineri. Saasnart én af hans skuder entred land, gik det ilbud over øer og sund til nærmeste kontor. Her var tidenden ventet; overslag over, hvormeget last det trængtes, og hvor den fandtes, laa færdigt; nye ilbud fôr afsted til skogfogderne, som atter varsled leilændingerne. Naar saa skuden fortøied ved lastepladsen, kom alt de første lass, og strømmen af lass gik ustanselig, til skuden var fuld.
Og Vestfold-bønderne gnidde sig i øinene og stirred - dette kunde aldrig gaa rigtig til!
Antallet af raadmænd i Tunsberg paa den tid varierte; en 6-8 var vist det vanlige. Som oftest var det 2 borgermestre af gangen.
I 1637 nævnes Anders Thurman og Kornelius Janssøn. Den sidste døde aaret efter, og det er som hans eftermand Anders Madssøn blir valgt. Thurmann derimod nævnes endnu i en skatteliste for 1645, saa han maa ha været Madssøns kollega i 40-aarene. Fra omkr. 1650 er Jørgen Coldevin borgermester sammen med Madssøn. Han døde 1658, og nu staar vistnok A. M. alene, til han tog afsked i 1663. Hans efterfølger blev Ivar Madssøn, som tidligere var foged i Tunsberg len, men 1658 flytted til Tunsberg og blev raadmand. Han nævnes helt til omkr. 1690. Ved hans side staar først Jakob Jørgenssøn (tidligere tolder, muligens ogsaa byfoged), udnævnt 1665, og i begyndelsen af 70-aarene Mogens Henrikssøn (Stoltenberg). Efter hans død (omkr. 1675) var vist Ivar Madssøn alene.
Borgermester og raad kaldtes byens øvrighed. Nærmeste hovedlensherre (her lensherren over Akershus) var dog deres foresatte, saa de maatte søge stadfæstelse paa vigtigere beslutninger hos ham.
Det kommunale liv var lidet udviklet dengang; men netop derfor havde borgermester og raad en mangfoldighed af hverv at vareta. De maatte blande sig op i baade stort og smaat - være domstol, politi, brandmestere, lignings-kommissjon, kasserere, skolestyre, fattigstyre, sørge for byens forsvar, ordne med soldat-indkvartering, udrustning af byens krigsskib m. m. m. (I professor T. H. Aschehougs udmerkede verk «De norske kommuners retsforfatning før 1837» findes en udførlig fremstilling af ældre tiders kommunale forhold i by og bygd.).
Stillingerne som borgermester eller raadmand var egentlig om bud; men de havde dog nogen løn, særlig borgermestrene. Som saadan nævnes akcisen (afgiften) af vin og fremmed øl, enkelte skattefriheder og endelig andel i sagefaldet.
Anders Madssøn har sikkert i den lange aarrække nedlagt meget daarlig lønnet arbeide i byens tjeneste. Men forretnings-mand som han var søgte han dog ogsaa at faa borgermester-stillingen til at kaste noget af sig. I 1652 har han og Coldevin faat bevilgning til i 14 aar aarlig at udføre 2 skibsladninger hjul-tømmer mod en liden afgift. I 1653 fik han skattefrihed for sit odelgods i 10 aar, vel nærmest for penge-forstærkninger (For «tjenester i den svenske feide», sies det.); men han glemte nok ikke da heller at fremholde sin stillings magerhed. 2 aar efter at han har tat afsked, blir han fritat for alle skatter undtagen akcise og told «paa grund af langvarigt besvær med borgermesters bestilling».
Det klages oftere fra norske kjøbstæder i den tid over, at borgermestre og raad slaar under sig det meste af byens næringsdrift. Anders Madssøn dominerte naturligvis tilslut hele Tunsberg. Men det var jo først og fremst dygtigheden og rigdommen, som gjorde ham til hersker.
Som borgermester deltog Anders Madssøn i de bestræbelser, kjøbstad-borgerne gjorde efter enevældets indførelse for at faa bedre privilegier. Han har underskrevet det andragende, som overraktes kronprinsen ved arvehyldningen i 1661. Ligesaa var han med blandt de udsendinger fra norske kjøbstæder, som aaret efter samledes i Kjøbenhavn (Meddelelser fra rigsarkivet I s. 28 og II s. 322.).
A. M. blev ogsaa medlem af «Den store landkommissjon», som nedsattes 1661 og kom til at virke 60-aarene udigjennem. A. M. blev med i det udvalg, som fik med Skiens lagdømme at gjøre. Han ansaas vel for altfor personlig interesseret til at sættes i udvalget for Tunsberg lagdømme; raadmand Mogens Henrikssøn blev tat istedet her.
Den nærmeste grund til, at han i 1663 frasa sig borgermester-stillingen, var, at han det aar udnævntes til «kongelig kommissarius». Som saadan var han med i den kommissjon, som skulde greie med krongodset søndenfjelds, helst se at faa afhændet det. Endelig udnævntes han 1667 til assessor i overhofretten (oprettet aaret før).
A. M. stod paa en god fod med statholder Gyldenløve (statholder fra 1664-99). I de før nævnte «Optegnelser» sies, at han var «som hans høire haand. Gyldenløve raadførte sig ofte med ham i vanskelige tilfælde, og han blev tilligemed ham efter kgl. ordre adskillige gange brugt i rigets vigtigste affærer og forretninger».
Det er imidlertid ikke som embedsmand, Anders Madssøn har skabt sig et varigt minde. Utvilsomt har han i alle tilfælde forsvaret sin plads som en dygtig mand; i enkelte hverv, hvor det blev spørsmaal om praktisk indsigt i næringslivet, har han vel ogsaa gjort udmerket tjeneste. Men overlegen, genial var han bare paa étt felt - som forretningsmand.
Anders Madssøns død. Paa en forretningsreise til Skien blev han syg i denne by «kort tid efter mikkelsdag» 1670 (Ligprædiken over Anders Madssøn af biskop Hans Rosing, trykt 1674.). Sygdommen begyndte med «riven og sliden i hans venstre arm, flytted og over til høire; dertil heftig trangbrøstighed». Han maatte holde sengen en halv dags tid; men da han om eftermiddagen følte sig bedre, gjorde han sig færdig med forretningerne, saa han hurtigst mulig kunde ta fat paa hjemveien.
Efter hjemkomsten kom anfaldene igjen, men ikke saa heftige. I november maatte han i «egne og andres forretninger» reise til Larvik. Her fik han et nyt anfald og skyndte sig derfor hjem igjen. Nat til lørdag 19. november blev han saa daarlig, at han trodde han skulde dø. Om morgenen følte han sig dog lettere og vilde ta et par timers hvile. Før hustruen gik fra ham, læste han velsignelsen over hende og hendes foretagende. Efter hvilen stod han op for at se til forretningen. Han havde ingen anfald nu, men var meget svag. Sygdommen flytted sig i armene og for brystet. Han var dog ikke saa daarlig, at han «forlod sine geschefter».
Lørdag eftermiddag ved 5-tiden forsamled han sin husstand for efter sedvane at la oplæse den kommende søndags evangelium med forklaring. Ved 8-tiden kom et nyt anfald. Han begjærte da straks til sig «den velerfarne der paa stedet boende medicum» (medikus, lege). Men det gik nu fort nedover, og det ser ud til han slukned allerede samme kveld. Ved sin død var han 61 aar, 9 mdr. og 17 dage.
Hans lig blev sat ind i en «aaben begravelse» i koret i Laurentius-kirken, tæt nedenfor alteret. Biskop Hans Rosing holdt ligtalen, som efter tidens skik var overmaade grundig. Ved at læse den faar vi medlidenhed med ligfølget, som maatte holde for, at den nidkjære biskop vilde gjøre fuld ret og skjel for den rundelige betaling, han lik (ant. 200 rdl.). Anders Madssøns livsløb blev sammenholdt med patriarkernes og andre bibelske rigmænds, og rosen var ofte overstrømmende. Vi citerer lidt. De første udtryk er ikke sterkere, end at biskopen har sine ord i behold:
«Og som han var, hvilket det ganske land er bevist, en færdig mand i lov og ret, dygtig til sine bestillinger, flittig i sin handel, fornuftig og vindskibelig i alle sine forretninger, saa var han endda mere omhyggelig og aarvaagen i sin salighedssag og ikke lod sig ved nogen anden - være sig ellers hvor høit angelegen - forehavende forretning afholde fra sin gudelige andagt til at høre Guds ords saliggjørende prædiken. Han gav noksom tilkjende, at han baade var en duelig mand og en god kristen - -».
Vidnesbyrdet om, at han var «en duelig mand», har eftertiden i fuldt maal git sin tilslutning. Anders Madssøn maa ha været et forretnings-geni af en art, som leder tanken hen paa sammenligning med enkelte af den nyere tids Amerika-miljonærer. Det staar respekt af en slig livsgjerning som hans. Han er nemlig ikke en heldig lykkejæger, som blir hævet i veiret ved et par træf. Han er sin egen lykkes smed, et feltherre-talent, som tiltvinger sig sin general-stilling paa forretnings-markedet, og han vilde utvilsomt i hvilketsomhelst tidsrum skabt liv og rørelse omkring sig, reist bedrifter og samlet kapitaler i stor stil.
Hans hjem og slegt. (Stamtavle over Anders Madssøns slegt, meddelt af rigsarkivar H. I. Huitfeldt-Kaas, findes i Personalhist. tidsskr. II/3.) Ligeoverfor Laurentius-kirken og straks op for sin store trælasttomt - Madsetomten - havde Anders Madssøn sit hus. Nedover mod bryggen stod sjøboder. Gaarden, som skal være opbygget 1630, takseres i 1661 for 700 rdl.
Han havde ogsaa faat sine to brødre op til Norge. Den ene, Gregers Madssøn, nedsatte sig som kjøbmand i Tunsberg. Den anden, Jesse Madssøn, var teolog. Han blev først rektor i Kristiania, senere professor ved gymnasiet der og endelig 1659 sogneprest til Skien, senere ogsaa provst i Nedre Telemarken.
Gregers Madssøn havde to sønner, Mads og Anders. Begge blev betydelige forretningsmænd. Mads Gregerssøn blev efter Anders Madssøns død fru Karens fuldmægtig, men havde ogsaa bedrift paa egen haand. En del aar var han tolder. Fra broren Anders Gregerssøn stammer de senere Tunsberg-familjer Grønhof, (og gjennem kvindelinjer) Stoltenberg og Gerner.
Anders Madssøn og fru Karen Olufsdatter (Stranger) havde 6 barn, hvoraf 3 sønner og 1 datter vokste op. Barna antog familjenavnet Tonsberg (ogsaa de Tonsberg), og slegten opnaadde snart at bli godkjendt som adelig (især paa grund af sin rigdom, men enkelte medlemmer fik ogsaa ved høie embedsstillinger ret til rang-adel). Sønnerne fik god uddannelse og blev ogsaa sendt en tur til udlandet.
Ånders Madssøns forretnings-drift fortsættes. Fru Karens død. Skifte. Fru Karen Olufsdatter skulde sidde i uskiftet bo og forretningen fortsættes. Brorsønnen Mads Gregerssøn blev fuldmægtig, og han «forestod hendes handling saaledes, at de forhvervede midler ikke formindskedes, men meget forøgedes».
Af jordegodset blev dog noget solgt. Og i 80-aarene skifter hun ud en hel del af det til barna.
Fru Karen døde 4. okt. 1698 og Mcv begravet ved mandens side i Laurentius-kirken. Begravelsen kosted 1158 rdl. Desuden fik biskop Rosing 200 rdl. for ligpræken og 50 rdl. til dens trykning. Ligstenen kosted 200 rdl. (Baade Anders Madssøns og fru Karene ligstener staar nu i et vakkert lidet anlæg ved Tunsberg kirke. I 1905 har legatstyret (statsraad Chr. Knudsen og byfoged Johnsen kostet en stilfuld indhegning om ligstenerne (efter tegning af arkitekt Fr. Pettersen).).
Nu holdes skifte (8/11 1698). Men da hun i levende live foruden jordegods ogsaa utvilsomt maa ha delt ud andre midler til sine barn, faar vi heller ikke ved denne leilighed fuld besked om, hvor stor den samlede formue var. Vi vil dog gi et kort uddrag af skiftet.
Omregnet i smørskyld udgjør dette omkr. 300 pd., altsaa ikke engang tredjedelen af, hvad manden efterlod sig. For det første er legat-godset trukket fra; noget er solgt og en stor part er tidligere delt ud til arvingerne.
Af jordlisten ses, at boet har adskilligt spredt gods udenfor Vestfold: i Rygge, Hallingdal, Hadeland, Hedemarken, Toten. Eiendomsret til kongens part af korntienden i Hole, anslaat til 787 rdl., opføres ogeaa. Muligens har allerede Anders Madssøn eiet noget af dette.
657 ordinære speciedaler, 100 Kongsberg species, 1500 rdl. i danske kroner og rigsdaler, 2760 engelske kroner, 500 dukater i en pung, som den sal. frue til sin begravelse destineret, 7 dobbelte rosennobler i en liden pung af sølv og silke, 8 1/2 rosennobler, 6 dobbelte dukater, 44 dukater, 7 genier, 1 guldgylden, 1/2 jacobus.
Af guldsager nævnes: 1 pantzer guldkjede med ameleret guldlaas vegtig 17 lod, 119 rdl. 1 do.med en laas med tulipan paa vegtig 18 lod, 126 rdl. 1 wuursterns mønsterkjede 19 1/2 lod, 156 rdl. 1 bog med guldspænder, 20 rdl. Desuden ringer, knapper m. m.
Af sølvsager regnes op omkr. 40 gjenstande. Her er det vigtigste: 1 sølvkande paa 120 lod med en vindrueknap i laaget og Hans Langes og frues vaaben paa, aarstal 1643, takseret for 6o rdl. 7 andre sølvkander, værd tils. 295 1/2 rdl. 1/2 dusin sølvbægre med et laag til med fru Karens navn, 48 rdl. 1/2 dusin til, 48 rdl. 2 mindre, 12 rdl. 1 bæger med laag 13 rdl., smaa forgyldte bægre 16 rdl. 1 kaasche med laag, 43 lod, 21 1/2 rdl. 1 forgyldt pokal 20 1/2 rdl. 1 oval og kantet smørkande 7 1/2 rdl. 1 par sølvstager 39 1/2 rdl. o. s. v. Sølv ialt til omkr. 870 rdl.
1. Halvparten i skibet St. Andreas, 111 læster . . . . . . . . . . . . 750 rdl.
2. Skib St. Olluf, 100 læster, 30 aar gl. med last inde for 293 rdl. . 1300 »
3. Kreierten St. Jørgen, 35 1/2 læst, 39 aar gl. . . . . . . . . . . . 300 »
4. Tredjeparten i skib Haabets ark . . . . . . . . . . . . . . . . . . 443 1/3 »
5. I skibet St. Peter eies . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 600 »
6. - - Concordia . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 300 »
7. - - Salvator . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 200 »
8. Endelig i Anne Kirstine . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 100 »
-------------------
Tils. 3983 1/3 rdl.
Kreierten St. Jørgen forærte arvingerne til Anders Gregerssøn.
Jordegodset kan rimeligvis takseres for 40 rdl. pr. pd. smør i gjennemsnit; for 300 pd. 12 000 rdl. Regner vi saa ogsaa med fosseskyld, korntienden i Hole, sølvsager m. m. skulde snaut regnet hver arvepart i boet efter fru Karen dreie sig om 15000 rdl.
Som nævnt havde imidlertid arvingerne tidligere faat en hel del jordegods uddelt. Sandsynligvis ogsaa skibsparter, penger, værdipapirer og huser.
Med holdepunkter i ovenstaaende kan jo en sandsynlighedsberegning opgjøres over størrelsen af den formue, Anders Madssøn efterlod sig ved sin død. Vi maa da sætte en rimeligere takst paa huser og tomter (bare det hus, han bodde i, værdsattes i 1661 for 700 rdl). Tillige maa skibsrederiet være indskrænket efter hans død. Det samme gjælder vel i endnu større grad om udestaaende værdipapirer; Anders Madssøn var antagelig langt dristigere i det stykke end Mads Gregerssøn, der som enkens fuldmægtig maatte være forsigtig.
Anslagsvis kan maaske følgende beløb sættes:
1. Jordegods 1000 pd. smør à 40 rdl. pr. pd. . . . 40000 rdl.
2. Gjældsfordringr (obligationer, pantebrever i
bygdegaarder, krambodgjæld m. m.) . . . . . 30000 »
3. Løsøre, kontanter og værdisager . . . . . . . . 8000 »
4. Skibsparter . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6000 »
5. Varelager og trælast-oplag . . . . . . . . . . . 3000 »
6. Huser og tomter i Tunsberg og paa ladepladserne 3000 »
----------
Anders Madssøns samlede formue 1670 omkr. . . . . . . 90000 rdl.
Regner vi rigsdaleren for kr. 3.20, faar vi ved ligefrem omregning
288000 kroner. For at komme vore dages værdiforhold nogenlunde
nær, maa dette beløb mindst multipliceres med 10 = 2880000 kroner
eller henimod 3 miljoner, som blir den hovedsum, vi kommer til.
Legater og gaver. Anders Madssøn havde før sin død aftalt med sin hustru, at en del jordegods skulde afsættes til et legat for fattige. Dette jordegods var fraskilt før hustruens død. Det bestod af følgende 18 gaarder (Se Norske stiftelser I. s. 178 og II. s. 425.):
I Sem og Slagen: Nordre Lensberg, 3 pd. smør og 1/2 skpd . mel, Østre Grette, 1 pd. smør, Tverved, 1 pd. 16 mk. smør.
I Nøtterø: Østre Smidsrød, 3 pd. smør og 1/2 skpd. mel, Nedre Tanstad, 15 lispd. mel, Nordre Sande, 5 pd. smør og 7 lispd, mel.
I Andebu: Kjæraas, 6 pd. smør, Aasen, 2 pd. smør, Vennerød, 3 pd. smør, Vaale, 1 skpd. mel.
I Ramnes: Vestre Hole, 4 1/2 pd. smør, Vestre Bakke, 6 lispd. mel, Oserød, 4 lispd. mel, Skaar, 12 lispd. mel.
I Borre: Vestre Adal, 16 lispd. mel, Øvre Kjærran, 15 lispd. mel.
I Sandeherred: Torrestad, 1 1/2 pd. smør, Lingelem, 1 hud.
Landskylden udgjør tils. 30 pd. 16 mk. smør, 5 skpd. 15 lispd. tunge og 1 hud, omregnet i smørskyld omkr. 50 pd.
Den aarlige indtægt var dengang omtr. 68 rdl.
Legatet har gaat under navn af «Anders Madssøns legat». Indtægterne skulde tildeles 4 fattige enker og husarme som opholdshjælp. Det skulde bestyres at givernes slegtninger, men hvis ingen saadanne bodde i byen, af magistraten og sognepresten til Laurentius-kirken.
Anders Madssøns legat er nu blit kapitalsterkt, skjønt det vistnok først i den
sidste mandsalder er kommet under en mere energisk forretningsmessig forvaltning. Størst
fortjeneste i denne henseende har afdøde overretssagfører J. Meyer indlagt sig. Han var
legatets forstander i 27 aar (1875—1902). Vi skal anføre enkelte tal.
Landskyld. Anden indtægt. Opsparet kapital.
1875 . . . . . . . 875 spd. 182 spd. 3743 spd.
1899 . . . . . . . 5032 kr. 8985 kr. 60580 kr.
Ved udgangen af 1904 kan legatformuen anslaas til omkr. 325000 kr. Af
jordegodset er i behold ca. 85 skyldmark; opsparet kapital ca. 150000 kr.; bruttoindtægt
ca. 12000 kr. I 1904 fik 28 fattige enker understøttelse. Legatets forstander er for
tiden o.r.sagf. Sam. Meyer.
I 1636 var Anders Madssen med blandt giverne af en sølvkalk til
Jostedals kirke.
Paa bygdeting i Sandeherred 1668 tinglæstes et gavebrev fra Anders Madssøn, dateret Tunsberg 13. nov. 1667, - - - «efter hvis vidtløftige formalia iblandt andet han med sin kjære hustru Karen Olufsdatters vilje og samtykke haver udlagt og afstast til Lanrentius-kirken i Tunsberg for 300 rdl. bekostning paa de sal. Langers gravsted i samme kirke og det til evindelig odel og eiendom efterskrevne gaarder, nemlig Østre Holtan paa Tjømø, 1 1/2 pd. smer halv bygsel, Elgesem i Sandeherred, 3 pd. smør, halv bygsel - - -»
Til Vivestad kirke skjænked fru Karen straks efter mandens død «en prægtigt udstafferet og forgyldt altertavle og prædikestol». Til Laurentiuskirken i Tunsberg gav hun bl. a. en klokke og et maleri.
Mads Gregerssøn skjænked senere gaardene Nordre og Søndre Evje i Sandsvær til et legat. For indtægterne skulde kjøbes klær til fattige i Tunsberg. Legatet har været bestyret sammen med Madssøns.
Han gav ogsaa 2 gaarder i Vaale til et legat for denne bygd. Sognepresten skulde for indtægterne indkjøbe bibler og gudelige bøger til uddeling blandt fattige i Vaale og Undrumsdal.
Ogsaa andre af Madssøns slegt skjænked gaver i veldædige øiemed.