«Det norske matrikel-væsen er saa indviklet, at man ikke uden ved møisommelig granskning kan udfinde de regler, hvorpaa det er bygget», klager J. H. Vogt i 1816, da den gamle landskyld endnu tildels var i brug. Intet under da, at vi i vore dage studser og staar fast, naar vi i gamle dokumenter eller jordebøger støder paa disse underlige og mangfoldige skyld-enheder: huder og skind, smør, korn, malt, huggenbord, vadmel, høns m. m. m.
Det blir derfor her nødvendigt at gi en kort fremstilling af den gamle landskylds historie. (Af trykte kilder, som her er benyttet, maa nævnes: J. H. Vogt: Underretning om matrikelskylden. G. P. Blom: Forklaring over Hoved-matriknierings-kommissionens arbeide. Prof. E. Hertzbergs opsæt om «Landskyld» i Salmonsens leksikon.)
Vi maa da gaa tilbage til de tider, da penger var lidet i brug, særlig blandt menigmand. En bonde kunde leve paa sin gaard i aarevis uden at ha tat en skilling i haanden. Han kjøbte og solgte, betalte sine afgifter, udreded bøter - uden penger. Det var varer, særlig gaardenes produkter, som blev benyttet. Ja endog gaardhandel foregik uden penger.
I de tider - og længe senere - var jordegods det vigtigste og tryggeste værdifelt for kapitalen. Kongen, stormændene og senere ogsaa kirken la sig derfor efter jordegods. Derved opstod efterhvert flere og flere leilændinger. Da denne udvikling havde naadd sit toppunkt (i første halvdel af 1600-aarene), træffer vi i de bedste bygder en 3-4 leilændinger for hver selveierbonde.
Baade smaa og store jordeiere maatte bygsle bort den jord, de ikke selv brugte, til leilændinger. Disse betalte en aarlig afgift eller landskyld til jordeieren. Og landskylden blev i ældre tider gjerne betalt med varer af gaardens produkter.
Som regel valgtes ett af jordbrugets hoved-produkter: korn, smør, huder, skogvirke osv., saaledes at gode korn-gaarder, skog-gaarder eller brug, hvor fædrift var vigtigst, hver fik betale med det, som passed bedst. Men ofte blev ogsaa til landskyld-afgift valgt produkter af binæringer. Saaledes af gaarder ved sjøkanten fisk, sælspek eller salt; ved en lakse-elv laks; af en skoggaard tjære, never, kul. Eller ogsaa jagt-udbytte: maar- og ekorn-skind. Og rent paa slump findes spredt hist og her: høns, gjæs, vadmel, lerred, hamp, humle, pors og lign. Jordeierne kunde jo ha brug for noget af slige varer ogsaa.
Naturligvis kunde arten af landskyld aar om andet veksle for samme gaard. Men efterhvert fæstned én eller et par varesorter sig ved hvert brug.
I et land som Norge, hvor gaardenes afkastning og folkets levevis kan være saa forskjellig, er det noksaa forstaaligt, at der efterhaanden opstod et utal af landskyld-enheder. I 1600-aarene nævnes mellem 50 og 100 slige. Vi regner op en del:
Et større jordegods-regnskab maatte dengang bli meget indviklet. Som prøve aftrykker vi hovedsummen af prestebolenes jordegods i Tunsberg len 1661:
Tunge 26 skpd. 10 1/2 lispd. Smør 231 bpd. 2 mk. Salt 20 skpd. 1/2 lispd. Huder 6 1/2. Huggenbord 21 1/2 tylvter. Høns 19 stkr. Gjæs 2 stkr. Laks 7 1/2 bpd. Humle 1 lispd. 6 mk. Makrel 1 kvarter 1 vorde. Landskyldpenger 13 1/2 rdl. 1 ort 2 ß 1 album.
Men gaardenes landskyld stansed snart med sine hop op og ned; den blev staaende stille. Det var i 1200-tallet denne stillestaaen begyndte. Og grunden var følgende:
Staten saa sig om efter nye skatte-fundamenter. Det gjaldt at finde gode, saa skatterne rammed retfærdig. Og gaardenes landskyld maatte netop være et udmerket skatte-grundlag. Den gik jo op og ned og angav som gradmaaler til enhver tid temmelig nøiagtig gaardenes værdi. Og landskylden blev valgt. Herefter blev den ogsaa skatteskyld.
Men forudsætningen holdt ikke stik. Baade jordeiere og jordleiere fandt sig nu bedst tjent med at la landskylden aar om andet bli staaende paa samme trin. De afgjorde de forhøielser, de blev enige om, paa anden vis (første-bygsel, tredjeaars-holdning m. m.).
Staten vilde længe ikke anerkjende den slags aftaler, som jo ogsaa virkelig var omgaaelser af dens skatte-regler. Først i 1500-tallet godkjendtes disse nye jordleie-ordninger af lovgivningen. Gaardenes landskyld blev da en fast, uforanderlig afgift, som leilændingen aarlig betalte jordens eier. Men det var ikke den hele afgift; resten afgjordes paa andre maader.
Tillige var gaardenes landskyld deres skatteskyld, hvorefter enkelte af udredslerne til øvrigheden udlignedes (ikke alle).
Ulemper af en anden art opstod, da skatte-ydelser i 1500-tallet begyndte at bli forlangt i penger (I overgangs-tiden lyder skattelisterne baade paa varer og penger. En skatteliste fra 1528 har følgende udligning paa Kodal-gaarder: Gulbrand Brekke, Sven Trevland, enken paa Berge skal hver betale 1 lod sølv. Anders Skorge, Lars Skorge, Jon Bjørndal, Amund Gjerstad, Guttorm Hvitstein, Bjørn Skoli hver 1 stykke klæde.).
Men skulde skatter udlignes efter landskylden og betales i penger, saa blev det nødvendigt at faa en fast takst i penger paa alle disse varer, som nu var landskyld-enheder.
Det blev et vanskeligt arbeide; thi her var mange hensyn at ta. Det gik ikke uden videre an at ta landskyld-varernes gangbare priser. Man matte se at faa fælles-takster af samme vare, ialfald i de enkelte landsdele. Og landskyldens forskjellige varesorter maatte sa i nogenlunde rigtigt forhold indbyrdes. Men dette var ikke sa let at faa til, netop fordi landskylden længe havde at stille, saa varerne nu ikke havde samme indbyrdes værdiforhold som før.
1 skippund tunge (haardt korn, malt, mel) . . . . . \
2 tønder haardt korn . . . . . . . . . . . . . . . |
4 tønder havre . . . . . . . . . . . . . . . . . . |
1 løb (= 3 bpd.) smør . . . . . . . . . . . . . . . |
2 huder (= 24 kalvskind,, 16 sauesk., 8 gjeitesk., |
4 bukkesk.) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . |
2 skippund salt . . . . . . . . . . . . . . . . . . | Hver af disse gjælder
4 tylvter sagdeler . . . . . . . . . . . . . . . . > ligt med 2 rigsdaler
1 ku . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . | landskyldpenger
1 kvarter laks . . . . . . . . . . . . . . . . . . |
8 bpd. aal . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . |
4 vorder fisk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . |
2 vog (= 6 bpd.) tørfisk . . . . . . . . . . . . . |
16 alen vadmel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . |
4 rigsdaler sagleie eller mølleskyld . . . . . . . /
Ved skifter, kjøb og salg skulde landskyld-enhederne anslass
efter ovennævnte indbyrdes værdi-forhold. De kunde da let omregnes
til en enkelt hoved-enhed (skippund tunge, pund smør eller tønde
hartkorn). Ved udregning af udlignede skatter brugtes dog tildels
andre forholdstal mellem landskyld-enhederne, tilmed noget
forskjellige for hver skat.
De almindeligste skyldenheder paa Vestfold opføres i den nye takst saaledes:
1 mark smør . . . . . 3 ß (1 bismerpund = 3 ort) (1) 1 hud . . . . . . . . 5 ort 1 skpd. norsk salt . . 10 ort 1 tønde - » . . 2 rdl. 1 tylvt huggenbord . . 2 ort 1 tylvt sagtømmer . . 6 ort 1 tønde tjære . . . . 2 rdl. 1 tønde laks . . . . . 8 rdl. 1 fersk laks . . . . . 48 ß 1 mk. spekelaks . . . 4 ß 1 tønde makrel . . . . 4 rdl. 1 tønde sild . . . . . 4 rdl. 1 bpd. tørre gjedder . 40 ß 1 bpd. talg . . . . . 64 ß 1 bpd. humle . . . . . 1 rdl. 1 mk. lin eller hør . 2 ß 1 alen vadmel . . . . 18 ß 1 gaas . . . . . . . . 16 ß 1 par høns . . . . . . 12 ß1I Vestfold-bygdene havde smør høiere takst: 1 bpd. = 1 rdl.; 1 mk. = 4 ß.
Med gaardetallet menes inddelingen af gaardene i klasser. Konsekvent burde det ha været 4 hovedklasser: fuldgaarder, tridungs-gaarder (3/4 g.), halvgaarder, ødegaarder (1/4 g.). Og endelig udenom smaapladser.
Havde gaardetallet virkelig havt disse 4 klasser, og havde det med passe mellemrum blit revideret, saa kunde det blit et forsvarligt skattegrundlag. Det er sikkert meget gammelt som saadant; tid det var jo overmaade letvint.
Men det gaardetal, som blev benyttet paa Vestfold i de to første mandsaldre af 1600-tallet, var ikke forsvarligt. For det første brugtes væsentlig bare 2 klasser: fuldgaarder og ødegaarder; halvgaarder var en lidet brugt klasse, og tridungsgaarder var ukjendt. I Tunsberg lens 10 prestegjeld fandtes neppe 20 halvgaarder. Dernæst var skildet mellem fuldgaarder og ødegaarder saa ravruskende galt, at det neppe kan ha blit saa misvisende bare ved mangel paa revidering. Vi tar nogen eksempler fra Andebu:
De to Gjermundrød-gaarder stod begge i gaardetallet for fuldgaarder. Det kunde gaa an for Øvre Gj., som havde vel 1 skpd. tunge i skyld. Men Nedre Gj. havde bare 1 1/2 pd. smør i skyld. Store-Dal gik for fuldgaard med 2 1/2 pd. smør; lige ved siden laa Hynne med omkr. 1 skpd. tunge og skatted for ødegaard.
Tidens egen tradition havde følgende forklaring af feilene (Indberetning fra kommissarierne for Tunsberg lagdømme, trykt i Meddelelser fra rigsarkivet I, s. 123.):
«. . . .berettes det deraf at være kommen, at i gamle dage skulde der have været godt fiskeri under landet, som nu er slet borte, saa de rigeligen deraf kunde have sig ernæret, og da blev ringe skat paabudet, som vitterligt er. Naar nu bønderne kom i gjestebud sammen, skulde ødegaardsmændene sidde nederst (og) ei heller blev tilnævnt at være lagrettes-mænd, hvorfor ingen vilde være ødegaards-mænd, men gav fogden foræring, at de maatte indskrives i mandtallet for fuldgaards-mænd».Opsiddernes ærgjerrighed blev ialfald kostbar nok for efterkommerne; de maatte f. eks. undertiden istedetfor 4 rdl. i leilændingsskat betale 9 eller 12.
Hovedgrundene til gaardetallets urimeligheder var dog selvfølgelig, at det var forældet og havde en ufuldstændig klasseinddeling.
For at stagge de mange klagemaal fra smaa fuldgaards-mænd, paabød Kristian 4, at skatten skulde lægges slig, «at den rige hjælper den fattige». Det vil si: de skulde korte af paa stakkaren og lægge paa naboen. Gjaldt det en 12-dalers-skat, kunde en velstaaende fuldgaards-bonde faa 18 daler; saa kunde to fuldgaards-bønder ved siden med daarligere ryg slippe med 9 daler hver. Men vilkaarligheder af den art var selvsagt et daarligt botemiddel.
Hvor stor skulde nu egentlig en fuldgaard være? Fredrik 3 gav ved hyldningen 1648 et paabud om, at gaardene skulde besigtiges, og de gaarder, som skyldte 2 skipund tunge eller derover eller kjendtes gode for saadan landskyld, skulde agtes for en fuld gaard. Men efter den maalestok blev det bare 2 fuldgaarder i hele Andebu gjeld, som holdt maal, Herre-Skjelbrei og Andebu prestegaard - og de var begge skattefri.
Og over hele Vestfold gjaldt det som regel, at selv bygdernes bedste gaarder ikke holdt maal. Vestfolds skattebyrde blev derfor ubillig, sammenlignet med landsdele, hvor brugene gjennemgaaende var større.
Paa alle hold slæbte man paa forældede og urimelige overleveringer fra gamle tider. Landsstyret fra toppen og ned gjennem alle forgreninger var formet i adels-vældets tidsrum og bar paa alle de skavanker, som en ofte uduelig og endnu oftere egennyttig og pengegrisk adel havde beheftet det med. Siden reformationen havde jo de norske len været græsgange for den danske adel. Og en uforholdsmæssig del af landets indkomster gik i adelsmændenes og deres underordnede tjenestemænds lommer.
Det menige folk maatte betale, skjønt bygdernes bedste jordegods og største skogherligheder var i adelens eie; skjønt næringerne var i forfald; skjønt krig og uaar uhyggelig ofte havde ført den rene nød tilhuse. Skatterne var mange i tal og kjørt i veiret slig, at den rette betegnelse ikke længer var beskatning; det var udsugelse. Og som vi nylig har hørt, var de vigtigste grundlag for skatternes fordeling saa forældede og urigtige, at skatterne ogsaa rammede høist uretfærdig.
Her trængtes et grundigt rydnings-arbeide, og efterpaa forbedringer og nybygging i stor stil.
Det mangled heller ikke paa tiltag og gode løfter. Desværre magted ikke det nye styre at indfri saa meget af, hvad det loved, eller sætte tiltagene i verk. Naar det kom til stykket, mangled det baade paa vilje og især paa evne. Adskillig af det nye, som virkelig kom, var heller ikke godt. Især fik Vestfold i denne tid «nyskabninger» ind i sin udvikling, som desværre ikke var født af fremskridts-tanker. Vi sigter til oprettelsen af de to lensgrevskaber. Derved blev det blaast liv i gjengangere, som med klam haand tvang Vestfold-bygdernes udvikling i de næste 4-5 mands-aldre ind paa golde veie.
Men adskillige prisværdige ting blev dog gjort i denne tid. Administrationen blev bedre ordnet (Se indlednings-stykket om inddelingen.), og det blev gjort ærlige forsøg paa at skaffe grundige oplysninger tilveie om bygdernes og byernes økonomiske forhold. Efterpaa blev det ogsaa rettet paa adskillige skavanker. Men kronens pengenød, farsotter og en ny krig hindred rigtignok opfyldelsen af det løfte, som menigmand satte mest pris paa: varige lettelser i skattebyrderne. Foreløbig sattes dog skatterne adskillig ned, gaardsskatten endog med 50 %.
Kommissjonen delte sig i to udvalg, et for hvert lagdømme.
Udvalget for Vestfold (Tunsberg lagdømme) har høsten samme aar leveret sit arbeide. Det har skaffet frem de forlangte opgaver og oversigter og gjort istand jordebøger for de to len.
Desværre er ikke alle udvalgets meddelelser nu bevaret i fuldstændig form (Meddelelserne findes i rigsarkivet. Titel: Landkommissjonen 1661. Tunsberg lagdømme.). Men vi har dog her en god kilde til oplysninger om Vestfold-bygderne omkr. 1660. Mest værdi har selvfølgelig jordebøgerne over Tunsberg og Brunla len. For Vestfold (som for de andre landsdele) er dette de første mere nøiagtige fortegnelser og beskrivelser over gaardene, som vi har. Vel er det ikke stort vi faar vide om hver gaard. Udvalget rak nemlig ikke at besigtige gaardene, men maatte stole paa de opgaver, det fik af tjenestemænd og indkaldte bønder. Som prøve indtar vi jordebogens beskrivelse af en Andebu-gaard
Kjæraas / Lars
\ Hans
skylder 6 pund smør og 2 høns,
deraf til et kanoni i Oslo kapitel 6 pd. smør med bygsel over alt,
til Else Kjæraas 2 høns.
Skog af gran til noget sagtømmer og smaalast.
Derunder og Øde-Kjæraas, skylder 1 pd. smør,
heraf Else 1/2 pd. med bygsel over alt,
Hans Kjæraas og Ole Hotvet 1/2 pd.
Skog af gran og furu til sagtømmer og anden smaalast.
En flomsag derunder samt kvern af malning til husbehov.
Lignende jordebøger blev af landkommissionens øvrige udvalg
sat op for de andre landsdele. Og disse jordebøger blev saa
grundlaget for Norges første matrikel eller hoved-jordebog, som udarbeidedes
nogen aar senere. Men før dette arbeide kunde fremmes, maatte
gaardene besigtes og takseres.
Lagmændene skulde ha hjælp af fogder og sorenskrivere. Desuden skulde 6 bønder (lagrettesmænd) være med i hvert Sogn.
Takserings-mændene skulde «forfare» hver eneste gaard, stor eller liden, hvem den saa tilhørte. Traf de brug, som ikke før var skyldsatte, skulde de nu skyldlægges. Gaarder med for stor skyld burde faa afslag; men da maatte det sørges for tilsvarende paalæg paa «andre ringelagte gaarder i samme prestegjeld, saa at Os derved udi Vor jordebog og skattemandtal intet afgaar, men snarere forbedres». Paa hver gaard skulde de faa oplysninger om «aker og eng, skog, fiskeri, sæd og avling, samt hvad enhver af hester og fæ aarlig kan overføde.»Hovedhensigten med det hele arbeide var «at faa en gang ret lighed og visshed udi skatten, saa at af lige gode gaarder, jordbrug og herlighed ogsaa skyldes og skattes lige . . .»De mange landskyld-enheder skulde omskrives til hoved-enheder:
søndenfjelds . . . . skippund tunge; / spand korn, nordenfjelds . . . . < løb smør, \ vog fisk (tørfisk).Forholdet mellem disse skulde være: 1 skippund tunge = 1 1/2 spand korn eller 1 1/2 løb (4 1/2 bpd.) smør eller voger (9 bpd.) fisk.Samtidig med landskylden skulde leding, foring, tiende og smaaredsler rettes for hver gaard; dog maatte ogsaa da paases, at kronen og kirken ikke tabte i indkomster. Endelig skulde forsømmelige brugere paalægges at rydde op dyrkbar jord samt at plante humlehage (Derom var tidligere git paabud, baade af Kristian 4 og Fredrik 3.).
Følgelig maatte ogsaa gaardetallet rettes (reskriptet nævner dog ikke dette).
Matriklen skulde være færdig om 3 aar.
Det er let at se, at et matrikulerings-arbeide, udført efter denne instruks, maatte bli mangelfuldt.
For det første blev hænderne bundne paa skjøns-mændene ved den bestemmelse, at landskyld, leding, tiende og andre afgifter ikke i noget prestegjeld maatte minke, men heller forhøies. Arbeidet blev da indskrænket til en rettelse og bedre fordeling gaardene imellem inden hver bygd.
For det andet blev det lidet og intet gjort for at faa énhed i arbeidet over det hele land. Det forlangtes vistnok, at der skulde benyttes visse hovedskyld-enheder i hver hoved-landsdel. Men skjønsmændene fik ingen veiledning om, hvilket forhold det skulde være mellem en gaards avling, besætning o.s.v. og landskylden, ledingen og tienden; heller ikke om, hvor stor en fuldgaard skulde være, altsaa efter hvilken maalestok gaardetallet skulde rettes. Slige regler kunde jo heller lkke godt gis, naar takserings-mændene blev bundne til at holde hver bygds indkomster paa gammel høide. Men én ting kunde dog styrelsen ha sørget for: at en revisjons-komite tilslut havde gjennemgaat de enkelte lands-deles matrikler og rettet paa de værste feil. Heller ikke det blev gjort.
Det har ogsaa været anket over, at takserings-arbeidet egentlig kom til at ligge i bøndernes hænder, og de var for meget part i sagen. Hertil maa dog svares, at i dette tilfælde var bønderne selv de eneste sagkyndige, som det kunde være tale om at benytte til et saa vidtiøftigt arbeide. Og skavankerne ved verket kan vistnok kun i liden grad lægges dem tillast. I det store og hele maa de ha gjort et godt arbeide.
Besynderlig nok blev ikke instruksens bestemte paabud om hovedskyldenheder respekteret. Her paa Vestfold beholdt de smør-skylden ved siden af tunge-skylden; andre steder huder, talg o.s.v. Vi skal siden se hvorfor.
Trods al mer eller mindre berettiget kritik staar det dog fast, at matrikulerings-arbeidet fra 1660-aarene var et dygtigt og fortjenstfuldt verk. Det gik over 150 aar hen, før efterkommerne magted at sætte en bedre matrikel istedet. Først en god tid efter 1814 kom en afløser af den gamle ærværdige hoved-jordebog fra 1667.
For bygdernes vedkommende blev den ogsaa landkommissjonens hovedarbeide.
I Tunsberg len kom fogden Klaus Nilssøn Røyem til at forestaa arbeidet. Gaardene blev besigtet i aarene 1665 og 66, og jordebogen blev færdig 1667.
Jordebogen har en indledning, som gir gode oplysninger om fremgangsmaaden. Her er et uddrag.
Tunsberg len ligned intet andet len søndenfjelds, idet alle gaarder, som ikke stod for ødegaarder, var indført i mandtallet for fuldgaarder, enten de var store eller smaa, skyldte. meget eller lidet. I lenets 10 prestegjeld (Nøtterø fraregnet) fandtes neppe 20 halvgaarder. Den gaard, som kunde skylde 1 skippund tunge, eller 1 lispd., eller bare 12-13 lispd. (ja endda mindre) og saadde 5-6 tdr. og avled 20-26-30. lass høi samt fødde 4-5-6 kuer, 1 hest, 4-5 sauer - en saadan gaard var ligesaavel indført for fuldgaard som én, der skyldte 2 skpd. tunge eller derover, saadde 12-15-16 tdr., avled 50-60-70-80 lass høi og fødde 10-12-14 kuer, 2-3-4 hester og 10-12 sauer.Indledningen til Brunla lens jordebog indeholder omtrent de samme oplysninger.Og der fordredes ligesaa stor skat af den mindste som af den største gaard. I de sidste aars skattebrever forlangtes nemlig, at alle brug, som siden 1656 havde staat i mandtallet for fuldgaarder, skulde betale fuld skat, selv om de skyldte under gaardtaksten - indtil de af sorenskriveren med mænd ved lovlig besigtelse blev «afsat og forringet».
Ved hyldningen 1648 havde vel kongen fastsat, at gaardene skulde besigtes, og at kun de gaarder, som skyldte 2 skpd. tunge eller derover eller kjendtes god for saadan landskyld, skulde være fuldgaarder. Men faa gaarder var siden virkelig blit besigtet. Og skattebrevene havde lagt hindringer i veien for at følge taksten.
Nu var imidlertid efter kongens befaling lenets samtlige gaarder blit besigtet.
For at opnaa lighed med andre len var gaardene i gaardetallet inddelt saaledes:
Det lod sig dog ikke gjøre at følge taksten: hver fuldgaard skulde skylde 2 skpd. tunge. Det vilde medført skattetab, naar skat efter gaardetallet blev paabudt.
- fuldgaarder,
- tridungsgaarder = 3/4 fuldgaard,
- halvgaarder = 1/2 -
- ødegaarder = 1/4 -
- halv-ødegaarder = 1/8 -
- smaa ringe pladser.
Herefter burde fastsættes en bestemt skat for hver gaard-klasse, dog saa, at den rigere kom den ringere noget til hjælp.
Hvad landskylden angaar, saa turde ikke kommissjonen afskaffe smørskylden, da smør i dette len var god landskyld, og smørskylden beløber sig til omkring halvdelen mod al anden skyld. Ved omlægning vilde ogsaa kongen tabe i skat (Maa sigte til, at kommissjonen ved omlægning havde maattet følge instruksens forholdstal 1 skpd. tunge = 4 1/2 pd. smør. Da bønderne satte pris paa at beholde smørskyld, fandt de sig i, at bare 3 pd. sm. jevnstiltes med 1 skpd. tunge.). Nu var 3 pd. smør sat lige mod 1 skippund tunge.
Al anden landskyld var derimod omlagt, saa nu fandtes i lenet kun tunge og smør. Og hvis kongen vilde fastsætte en viss takst for disse to landskyld-enheder, saa kunde bonden vide, hvad han skulde skatte, naar skat efter landskylden blev paabudt.
I ledingen var der før megen ulighed gaardene imellem. Nu var ledingen fastsat efter landskylden saaledes:
1 skpd. tunge \ / 6 mk. smør eller > betaler i leding < 1 lispd. tunge, 3 pd. smør / \ 1 1/2 ß i penger.Tidligere udrededes i foring af en fuldgaard 16 ß, af en halvgaard 8 ß. For at undgaa skattetab, da jo gaardetallet var ændret, var følgende takster sat: fuldgaard 20 ß i foring, tridungsgaard 15 ß, halvgaard 10 ß, ødegaard ingenting.I arbeidspenge betaltes før af en fuldgaard 1 rdl., af en halvg. 1/2 rdl., af en ødeg. 1 rigsort. Nu var arbeidspenge udlignet saa: en fuldgaard 4 1/2 ort, en tridungsgd. 3 ort 8 ß, en halvg. 2 ort 6 ß, en ødeg. 1 ort 2 ß, en halv-ødeg. 14 ß.
Tienden var fastsat efter sognepresternes registre og bøndernes opgaver over, hvad der var betalt i de sidste 3 aar.
Af kornsæd saaes og avles her i lenet næsten bare havre. Paa enkelte steder dog lidt byg og blandkorn, 1/2 tønde, 1 kvarter eller 1/2 kvtr. Desuden saaes lidt høfrø og hampefrø og paa faa steder en hel eller halv sætting hvede eller vaarrug.
I matriklen er derfor udsæden angit for havre. Hvert aar ligger ellers 1/3 af gaardens akerjord u-saaet til «traa eller fællidt».
Angaaende rug maa tilføies, at her saaes lidet eller intet af rug i akerjord. Hvis vinterrug saaes, sker det i braater i skogen. Trærne afhugges og opbrændes og siden saaes. Men om en bonde har en braate det ene aar, har han ingen det andet. Derfor er det ikke medregnet i jordebogen.
Foged her i disse aar var Søren Herkules; sorenskriver Georg Orse (da han længe var fraværende, deltog som fuldmægtig Laurits Pederssøn). I bygderne udtoges 12 bønder, som deltes i to flokker; hver takserte sin halvdel af bygden. Tjømø skiltes ud og toges som et eget herred. Det klages over, at enkelte opsiddere negted at opgi avling og besætning.
Her i Brunla har de holdt sig instruksens paalæg mer efterrettelig om at taksere alle gaarder, ogsaa de skattefri. I Tunsberg len udelades simpelthen flere af adelens hovedgaarder og alle prestegaarder. I Brunla gis en kort beskrivelse af begge disse slags brug, men deres skyld forandres ikke.Det gik ikke fort med at faa gjort de nye matrikler for Vestfold gjældende. Bønderne holdt sig til den gamle landskyld; sorenskriverne gik med paa at regne efter den ved skifter; og selv fogderne førte længe odels-skattelisterne paa gammel vis. Leding, foring og arbeidspenger udskreves derimod straks efter de nye matrikler.Om korn-avlingen sies det samme som anført for T.s len. Ogsaa her oplyses, at «næsten hvert aar overalt tredjeparten af gaardenes akerjord ligger u-saaet til traa eller follidt.»
Om det gamle gaardetal hedter det, at en del smaa gaarder ved sjøkanten havde staat for fuldgaarder. I det nye gaardetal var ogsaa her benyttet 6 klasser.
Ogsaa i Brunla havde de beholdt smør-skylden, fordi «smør i dette len er god landskyld og falder den meste landskyld i smør, og fornemmelig har vi derhos anseet, at hans kong. maj. deraf kan have godt, og landdrotten ingen skade, eftersom der skattes af 3 pd. sm. lige med 1 skpd. tunge.»
«Skulde nu smøret overalt være forandret til tunge,» hedter det videre, «da skulde der vel have været mange gaarder, som skyldte 6 eller 3 pd. smør (mer eller mindre), og kunde dog efter deres godhed ikke været blevet sat høiere i tunge end som 1 1/2 skpd. eller 15 lispd. eller ringere, hvorved skatten havde blevet forringet.» Landdrotten kunde nu ikke klage; thi han beholdt samme landskyld som før, hvis gaarden var god for den. Men leilændingen havde kommet til at lide ved omlægning til tunge efter taksten 1 skpd. tunge = 3 pd. smør, da skattetaksten for disse landskyld-enheder henholdsvis var 4 rdl. og 3 rdl.
I Brunla len blev matrikelen lidt ændret i 1684, ligesaa i 1690.
Vi tar først for os gaardetallet.
Det gamle gaardetal indeholdt:
I Andebu hovedsogn . 35 fg. » hg. 25 øg. 3 pladser = 63 brug
Høijord anneks . . 16 - » - 13 - » - = 29 -
Kodal - . . . 13 - 3 - 12 - » - = 28 -
--------------------------------------------------------------
Andebu prestegjeld 64 fg. 3 hg. 50 øg. 3 pladser = 120 brug
Anm. 1. De her og i det følgende brugte forkortelser forstaas let fg, = fuldgaard,
hg. = halvgaard, trdg. = tridungsgaard (3/4 fg.).
I den nye matrikel kom gaardetallet til at vise:
Andebu . . 17 fg. 11 trdg. 12 hg. 20 øg. 3 halvøg. = 63 brug Høijord . 9 - 5 - 6 - 7 - 2 - = 29 - Kodal . . 5 - 7 - 12 - 3 - 1 - = 28 - -------------------------------------------------------------- Tils. . . 31 fg. 23 trdg. 30 hg. 30 øg. 6 halvøg. = 120 brugSammendrar vi det gamle og det nye gaardetal, faar vi følgende resultat:
Det gamle gaardetal: Det nye gaardetal:
Andebu . . . 166 1/2 øg. = 41 5/8 fg. 146 1/2 øg. = 36 5/8 fg.
Høijord . . . 77 - = 19 1/4 - 71 - = 17 3/4 -
Kodal . . . . 70 - = 17 1/2 - 68 1/8 - = 17 1/8 -
------------------------ ------------------------
Tils. 313 1/2 øg. = 78 3/8 fg. Tils. 286 øg. = 71 1/2 fg.
Som vi ser, er gaardetallet i alle tre sogn sat ned. Ialt har det
minket med 6 7/8 fuldgaarder. Dristigst har de kuttet væk i
hovedsognet, hele 5 fuldgaarder.
Ved udskrivning af en leilændingsskat paa 12 rdl. pr. fuldgaard maatte afkortningen gi et skattetab af over 80 rdl.
Naar bønderne kunde faa lagmanden, fogderne og skriverne med paa en saa pas stor nedsættelse, maa de ha havt gode grunde at føre i marken. Efter instruksen var jo afkortning ikke tilladt. Men ogsaa embedsmændene maa ha indrømmet, at den gamle gaardetakst her paa Vestfold gjennemgaaende var for høi.
Bønderne opnaadde dog ikke noget nedslag i de før nævnte afgifter foring og arbeidspenger, som ogsaa udlignedes efter gaardetallet; taksterne for disse to blev nemlig sat op.
Nu skal vi se, hvorledes det gik med landskylden.
For at lette oversigten omskriver vi de mange skyld-enheder, som var i brug før 1667, til én hovedenhed og vælger dertil smør. Denne skyld-enhed likte folk bedst, og den havde flertal blandt specierne baade før og efter 1667.
Hovedsognets gamle skyld var:
148 bpd. 15 mk. smør, \
10 skippund 1 lispd. tunge, \
13 huder 8 skind, \ Omregnet til smør tils.
3 1/2 tylvt huggenbord, / 204 bpd. smør
15 høns, /
8 ß penger. /
Anm. 1. Følgende takster er benyttet: 1 skd. tunge = 3 pd. sm.; 1 hud = 1 1/2 pd.;
1 skind = 3 mk.; 1 tylvt hgbord = 1 pd.; 1 rdl. = 1 pd.; 1 høne 1,8 mk.; 1 gaas = 3.6 mk. smør.
Høijords gamle skyld:
52 bpd. 8 smør, \
10 skippund tunge, \ Omregnet til smørskyld
5 huder 7 skind, > tils.
3 høns, / 92 bpd. 2 mk. smør
1 rigsdaler 1/2 ort. /
Kodals gamle skyld:
47 bpd. 22 1/2 mk. smør, \
1 skippund tunge, \
30 1/2 huder, \ Omregnet til smør tils.
1 tylvt huggenbord, / 99 bpd. 3 mk. smør
2 gjæs, /
1 rdl. 13 ß penger. /
Ved matrikuleringen i 1667 tildeltes
Andebu / 23 skpd. 7 1/2 lispd. tunge, \ = 216 bpd. smør.
\ 145 bpd. 20 mk. smør /
Høijord / 15 skpd. 7 1/2 lispd. tunge, \ = 102 bpd. 15 mk. smør.
\ 56 1/2 bpd. smør /
Kodal / 17 skpd. 1 1/2 lispd. tunge, \ = 96 bpd. 6 mk. smør.
\ 44 bpd. smør /
Før 1667. Efter 1667.
Andebu . . . . 204 bpd. » mk. smør, 216 bpd. » mk. smør,
Høijord . . . 92 - 2 - - 102 - 15 - -
Kodal . . . . 96 - 6 - - 96 - - - -
--------------------- ----------------------
Tils. 395 bpd. 5 mk. smør. Tils. 414 bpd. 21 mk. smør.
Som vi ser, er landskylden øget med omkr. 20 pd. smør.
Forhøielsen kommer udelukkende paa hovedsognet og Høijord; i Kodal
er landskylden sat ned.
20 pd. smør modsvarer en 6-7 halv-gaarder. Forhøielsen i landskylden ophæver altsaa ikke heltud nedsættelsen i gaardetallet (6-7 fgaarde).
Gaardetallet ses afpasset efter landskylden efter følgende regler:
Til slut vil vi som prøve paa arbeidet ta ind beskrivelsen af en enkelt gaard.
Tredings Gaard.
Skyldte tilforn \ Hafsaas vestre, Daniell, skylder med Underliggende 6 pd. Smør. / Schouff pladtser Hoven och Theyen 5 pund Smør,Saaer 9 Tønder och Træer 3 Tønder, auffler 46 Læsz Høe Føder 9 Kiør, 4 Ungnøed, 8 Søffver og 2 Hester. Schouff til noget Ringe Saugtømmer aff Furer och Gran som dogh mest aff Waade Ild ehr opbrendt, Item nogen Boege schouff Rødningsland noget Ringe till at forbedre Engen med, som Besidderen er paalagt at oprydde, Haffver Hommellhauge.Leding Thidende Smør . . . . 10 mk. Haffre . . . . 7 1/2 qtr Korn . . . . 2 1/2 bpd. Blandkorn . . 1/2 setting. Penge . . . 2 1/2 ß. Foering . . 15 ß.Arbeydet følger Thunsberg Laug stoell.
I Arendal skibrede var opnævnt hele 30 lagrettesmænd, i Raabygde 22. Fra Andebu prestegjeld deltog ialt (under de forskjellige lensmands-distrikter) følgende bønder:
Ingebret Kolkinn, Hans Døvle, Nils Haugberg, Henrik Askjum, Ola Sjeland, Ola Sønset, Per Høijord, Ola Skog, Nils Galis, Torger Berge.
Efter dette skulde de ældgamle skyld-enheder i Andebu være mynt og smør. Dette bekræftes ogsaa af de oldbrever, vi har om vore bygdegaarder. Af disse skal vi her i oversættelse trykke af ett, som eies af gaardbruger Lars Kolkinn.
«Til alle mænd, som ser eller hører dette brev, sender Bent Torleyfson og Gunulff Torgylsson, svorne lagrettesmænd, Guds og sin hilsen og kundgjør, at vi var paa Hassem mandagen næstefter helligtrekongersdag (d. e. 10. januar) i aaret 1502. Da kom Haavard Gestsøn did og forlangte sin moders sande vidnesbyrd, om hvor stor Torp, som ligger i Andebu sogn, var i landetal; da sagde hun, at Torp var tre markebol og Staalerød er tre markebol, det vidner hun efter forklaring af fire brave mænd, som heder Unnul paa Haatvet og Trond der sammesteds og Erland paa Staalerud og Gest paa Torp, at Torp og Staalerud er lige store i landetal, det vil hun forsvare for Gud, at saa er. Ligeledes tilstod hun for dannemændene, at hun selv rev seglet af brevet, fordi hun vidste mellem Gud og sig, at det var uret skrevet, hvad der stod om Torp. Til ydermere sandhed og bevis trykker vi vore segl nedenfor dette brev.»Den gamle skyld paa Torp og Staalerød var altsaa i 1502 mark. I to brever om Brekke i Kodal ses, at denne gaard havde myntskyld 1509, ja endog i 1558.
Netop i 1500-tallet, kanske ikke før i dets sidste halvdel, foregik synes det ombyttingen. Myntskylden forsvinder lidt efter lidt. I ældre jordlister hænger den dog igjen til omkr. 1625.
Hvilke skyld-enheder kommer saa i stedet? Merkelig nok ikke først og fremst den ældgamle smørskyld, men derimod huder (og kalvskind), malt, korn, huggenbord m. m. Omkr. aar 1600 maa et stort flertal af bygdegaardene ha havt huder i landskyld.
Men saa rykker smørskylden op, og i 1600-tallet staar den ubetinget høist i bøndernes gunst. De danske myndigheder foretrak tunge og tønder hartkorn. Men det hjalp ikke. Det blir flere og flere smørskyldgaarder. Endelig satte matriklen af 1667 stop for ombyttingen.
Den udvikling i landskyld-forholdene, jeg her har pegt paa, omspænder utvilsomt store distrikter, først og fremst hele Vestfold.