74. Skjælerø.

     Navnet uttales Sjæ'le, skrives ca. 1750 og utover Schiellerød, senere Sciellerøen, Skjelerøen og Skjellerøen. A. Kjær forklarer det under tvil som Skjeljarøy, av skjæl.
     Det kom folk her før 1750, og førstemand var vistnok Paal Monssøn som muligens var søn av Mons Bolæren og tidligere hadde bodd paa Aarø, Petterød og flere steder. Han skal ha været 90 aar, da han døde 1760. Hustruen Guri Haakonsdatter var 70 ved sin død 1750. Hende egtet han 1712; første hustru Berte Jakobsdatter døde paa Aarø. Vi kjender to døtre som begge blev boende her, Berte og Eli.
     Hans Monssøn egtet Berte ca. 1740, men bodde en tid utenbygds, kom vist hit omkring 1750, og snart efter falder han væk. Ogsaa han synes at være søn av Mons Bolæren, var isaafald gift med sin brordatter. Tre døtre: Else, Inger Maria, Johanne. Av dem blev Else g. m. Anders Larssøn (se Bolæren og Steinkløss); de to sidste blev gift med hver sin bror fra Torgersøen, Søren og Ola (om Ola, se nedenfor). - Enken efter Hans Monssøn, Berte, egtet enkemanden Lars Anderssøn Bolæren, var en tid der., men kom hit igjen, og Lars døde paa Skjælerø 1775. Berte overlevde ham et snes aar.
     Bent Kristenssøn kom hit 1761, da i 50 aars alder, blev gift med Eli Paalsdatter, den andre datteren efter Paal Monssøn. Begge naadde høi alder, Bent blev 78, Eli 74. De hadde sønnen Hans Bentssøn, se nedenfor.
     Ola Rasmussøn fra Torgersøen, g. 1776 m. Johanne Hansdatter herfra, slo sig til her, men døde ute snart efter; han blev begravet i Kjøbenhavn 1778. Tre gutter efter sig, Rasmus, Jakob og Ola. Enken Johanne fik en ny husbond i enkemanden Knut Larssøn Husvik og flyttet nok dit.
     Hans Bentssøn, født her paa Skjælerø 1763, egtet 1793 Jøran Trulsdatter, f. 71 paa Gaasø. De bodde først en tid paa Gaasø. Hans druknet efteraaret 1803; de fandt liket næste vaar, og han blev begravet paa Vallø. - Fire døtre: 1. Berte Andrea, f. 95, egtet 1830 arbeidsmand Kristian Olsen, vistnok fra Nes paa Bytangen. 2. Ingeborg, f. 97, 3. Inger Helene, f. 1801, egtet 1825 Jens Johannessen Fjærholmen. 4. Helvig, f. 1804. - Jøran sat enke her til 1810, og i den tiden fik hun leilighet til at vise at hun var skjærgaardskjerring av rette slaget, se nedenfor.
     1810 egtet Jøran Ingebret Jakobsen fra Bugaarden. Det var en noget falmet enkemand som tidligere hadde begravet tre hustruer, men han kjøpte Steinkløss, og det lokket vel Jøran. De satte ogsaa bo paa Steinkløss, men solgte det et par aar senere og flyttet til Skjælerø. Her døde Ingebret 1814. De hadde sønnen Tor Henrik som vi siden træffer paa Roppestadholmen.
     Efter Ingebrets død flyttet Jøran til Fjærholmen. Kirkeboken viser at hun nok spekulerte paa et tredje giftermaal som dog gik istaa. Hun døde paa Vollen 1826. - Efter Jøran og Ingebret nævnes ingen familje. Øen blev brukt av lensmanden i Sem til sauehavn. - 1826 fik bankchef Krüger kongelig skjøte paa Skjælerø.

     En bergingsdaad. Bjørnson synger vakkert og sandt:
                     Men vesle fiskerbaad
                     har baaret frem saa mangen daad
                     av mot og herlig kløgt,
                     skjønt aldrig den blev trykt.
     En slik daad her i Nøtterø's skjærgaard, utført høsten 1808, vakte dog saapas opsigt at den baade blev trykt og fik offentlig hædersløn. Vi tar ind beretningen efter Skilling-Magazin for 1844:
     "Skipper Mathias Hjorth af Drøbak, førende chalupskipet De tvende Brødre, forliste den 16de november 1808 paa sin reise fra Danmark med en ladning kornvarer i en svær storm paa et skjær, Ellerholmen kaldet, udenfor øen Skjellerø. Paa dette skjær søgte nu skibsmandskabet, bestaaende af skipperen og 3 mand, at holde sig fast, uagtet søstyrtningerne af og til overskyllede dem. Da indvaanerne paa Skjellrø næste dag hørte de skibbrudnes raab om hjælp, gjorde fiskeren Christofer Christensen og enken Jøran Truelsdatter af yderste kræfter forsøg paa at arbeide sig ud til skjæret, med en liden pram, det eneste fartøi, som fandtes paa øen, men blev stedse kastede tilbage af den rasende storm, som fyldte prammen med vand. Efter at de skibbrudne saaledes i omtrent 36 timer havde holdt sig fast paa skjæret, lykkedes det endeligen Christofer Christensen og Jøran Truelsdatter, ved at sætte sig i den øiensynligste livsfare, at arbeide sig ud til skjæret og redde skipperen og 2 mand, som endnu var i live; thi den 3die, en gammel mand, der ei havde kunnet udholde hungeren, kulden og den kraftanstrængelse, det kostede at holde sig fast paa skjæret, var allerede død 20 timer, førend de 3 blev reddede. Da de derefter var ført til Skjellerøen, blev de paa det omhyggeligste pleiede af bemeldte Christofer Christensen og Jøran Truelsdatter, hvilke meddelte dem alle de forfriskninger, som de efter deres fattige evne kunde give dem, uden ringeste ytring om betaling, indtil de efter nogle dages forløb var komne saavidt til kræfter, at de kunde forlade øen. Til belønning for den udviste daad lod kongen under 2 februar 1809 skjænke Jøran Truelsdatter sølvmedaillen for ædel daad (foruden den ved plakaten af 14 sept. 1798 fastsatte præmie) og Christofer Christensen Dannebrogmændenes hædertegn."
     Men det kom et efterspil. Som bekjendt var det matnød hertillands netop i 1808-09, og flere Nøtterøfolk, deriblandt den nye dannebrogsmand Kristoffer Skjælerø, begyndte at lure paa om det ikke gik an at berge op noget av kornet fra den sunkne kornskuten. Og i al sin stilhet gjorde de forsøk. Men det blev levert ind anmeldelse paa synderne, vistnok av toldbetjenten i Aarøsund Karsten Mølbach, og velvillige sjæle sørget for at det avgik indberetning til det danske ordenskapitel om at den nye ordensridder var sterkt mistænkt for "en graverende forseelse", ja det blev ogsaa føiet til ymt om at hans tidligere liv heller ikke var syndefrit. Ophavsmændene til denne dumme staahei fik heldigvis ingen glæde av sin tjenesteiver. Eieren av kornlasten erklærte at han ikke ønsket nogen tiltalt, og myndighetene ga endog bygdefolket undervisning om den sikreste maate at rense kornet paa, saa de uten skade for helsen kunde bruke det.
     Om Kristoffer, se mer under Lindholmen og Hvalø.


Innhold