Andebu. Bygdens enkelte gaarder. 2. Gaarder i Høijord

8. Herre-Skjelbrei.

Navnet. Skjaldbreidr, bred som et skjold.

Lidt om Skjelbrei før 1600-tallet.

Navnet Herre-Skjelbrei viser, at denne gaard engang har tilhørt herrer (adelsmænd) og derfor været frigaard. Meget tyder paa, at den har været i stormænds eie langt tilbage i tiden. Men med fuld sikkerhed kjender vi ikke gaardens historie længer tilbage end til omkr. aar 1600; den tilhørte da Rosenkrantz-etten.

En gammel tradition i bygden hevder, at Skjelbrei en gang eiedes af Alv Erlingsson, «Milder hr. Alv», som han gjerne kaldes. Denne bekjendte stormand spilled en vigtig rolle i slutten af 1200-aarene, fik baron-, senere jarle-titel, og optraadte udadtil som Norges mægtigste mand. Tilsiut gjorde han oprør, maatte rømme og drev en tid som sjørøver, indtil han blev fanget i Skaane og dræbt 1290. Et par aar efter blev hans lig bragt til Tunsberg og jordet.

Traditionen holder ogsaa paa, at hr. Alv skal ha bodd paa Skjelbrei. En ældgammel bygning, som stod paa gaarden helt ind i 1800-tallet, gik under navn af «grev Alvs residens» (bygningen blir nærmere omtalt nedenfor). Og Alvs søster skal ha bodd paa nabogaarden Berg.

Selv om Alv Erlingssøn har eiet Skjelbrei, saa kan han dog neppe ha bodd her nogen nævneværdig tid; det maatte da været i sine yngre dage. Ettens hovedgaard var Tornber (Tanberg) paa Ringerike, og her bodde faren. Om Alv ved vi, at han i sine velmagtsdage skrev sig dels «til Tornberg», dels «til Sarpsborg», og paa disse steder holdt han mest til, naar han ikke var ude paa sine færder.

Spørsmaalet, om Alv Erlingssøn virkelig har eiet Skjelbrei, kan derimod for tiden hverken bekræftes eller benegtes. Det maa staa uafgjort. En autoritet som justitiarius I. Chr. Berg (og med ham J. Kraft) finder det ikke usandsynligt ((I. Chr. Berg) Samlinger t. d. n. folks spr. og hist. II, s. 513. - J. Kraft: Top. stat. beskr. II, s. 752.). Skjelbrei tilhørte jo senere Rosenkrantzerne, som arved jordegods efter Bo Flemming til Nesøen, og Bo Flemming (der en tid var befalingsmand paa Tunsberghus) synes at ha eiet en del af Tornberg-ettens jordegods. En anden autoritet, G. Munthe, tør heller ikke afvise sagnet som uegte (G. Munthe i Urda I, s. 386.). «Om og hvorvidt dette sagn er grundet, lader sig vel nu saa meget mindre afgjøre, som den skat af vigtige dokumenter for den nordiske historie, der indeholdtes i Rosenkrantzernes store familje-arkiv, gik tabt ved Fredrikshalds ildebrand 1826. Da nemlig gaarden Skjelbrei i det 16de, maaske allerede i slutningen af det 15de aarhundrede tilhørte bemeldte familje, saa er der nogen grund til at formode, at iblandt dens adkomstbreve ogsaa har været oplysning om denne gjenstand at finde.» O. Rygh, som la liden vegt paa traditioner, gjør saa ogsaa her.

Saalænge vi ikke har sikre modbeviser, gaar det dog vel ikke godt an uden videre at afvise en saa bestemt og ældgammel tradition som den det her er tale om. At Alv Erlingssøns lig netop blev bragt til Tunsberg, støtter sagnets troværdighed. Ligesaa den omstændighed, at Alvs navn var knyttet til den gamle merkelige bygning paa Skjelbrei.

Straks efter Alvs tid skriver en stormand Anund Borgarssøn sig «til Skjelbrei» (omkr. 1320); rimeligvis menes denne gaard. Som nævnt er det sandsynligt, at den store jordegods-eier Bo Flemming til Nesøen senere eied Skjelbrei, og at Rosenkrantzerne arved gaarden efter ham.

Det gamle loft paa Skjelbrei.

Helt til omkr. 1830 stod paa Skjelbrei en gammel træ-bygning, som gik under navn af «grev Alvs residens». Heldigvis har vi i behold tegning og beskrivelse af bygningen, optat 1751 af sorenskriver E. S. Resch.

Skjelbrei-loftet.

Sorenskriver Resch’s beskrivelse lyder saa (Beskrivelsen og tegningen findes i Urda I. Loftet er ogsaa afbildet i Kunst og haandverk I pl. XLIV.):

«A. Herved var en gammel bygning, som af bønder, der har eiet gaarden, er opbygt, og igjennem samme som gjennem en gang gik man op til A.

B. er døren til 2den etage, som bestod af et værelse. For døren var en trælaas og sterk jernbeslag. Inde i værelset var tvende vinduer, et i vest og et i syd af façon som H. I vinduerne havde ei været glas, men var lemmer jernbeslagede, som kunde slaaes op og ned; rundt om var bænker. Gulvet og loftet var af meget tykke planker, som hverken var skaarne eller høvlede, men hugne glatte. Omkring vinduerne var i bjelkerne udskaarne saadanne zirater, som sees ved døren B.

G. Fra B gik man trappen op til C, som var 3die etage eller høie-loft, hvor ved opgangen fandtes en meget stor og sterk beslagen lem; ellers var der en lang svale, som udentil var beklædt med bord, der ganske er forfaldne.

F er et vindu eller glugge paa svalen; lige for samme var et værelse ned en dør af façon som B. I dette værelse fandtes sengen K, som er en bænk, slagen til væggen, henimod 7 alen lang, 1 1/2 alen høi og 1 1/2 bred. Under vinduet, som var ligesom H, var en bænk at sidde paa. I vest var en dør, som gik ud til en sval.

Ellers var i dette værelse intet loft af bord, men aleneste nogle bjelker, som gik tvers over det. Endelig er det at anmerke, at dette gulv, som var ogsaa af meget tykke bord, var fuld af huller af størrelse som en 8-skilling, saa man gjennem samme kunde se ned i værelset B.

G. Videre i svalen, lige for G, var end et værelse, noget mindre end næst forrige. I samme var ingen vinduer, men alene et par smaa glugger. Døren hertil var med jernlaas, da ellers alle de andre var af træ.

D var en stor og sterk beslagen dør med tvende meget tykke ege-stolper, en paa hver side. Her indenfor var intet gulv og hverken glugge eller vindu.

E en liden der, og indenfor ligesom i forrige.

I og H er vinduene paa den søndre side, som her sees.

Forresten var tømmeret overalt af en ugemen størrelse, længde og tykkelae; og lafterne laa saa net sammen, at der ei kan trænge mindste fugtighed igjennem. Taget var af bord, med lægter sammenslagne. Endelig, dersom alle de bønderhuse, som tid efter anden er bygte tæt op til dette, var borte, da kan jeg sige, at jeg snart ikke har seet angenemere situation end den, som lod sig tilsyne paa høie-loft og svalerne.»

Huset kan dog i tilfælde ikke ha været Alvs «residens» eller hovedbygning. Det er nemlig egentlig et stabbur (Skjelbrei-huset havde mur under. Ikke stabber; at bygge boder paa atabber er en yngre skik.) paa tre stokverk (høgder), det eneste tre-høgdes hus af det slag vi kjender fra gammel tid i landet. Bygninger paa mer end étt stokverk kaldtes gjerne kort og godt loft. Tredje stokverk blir da «høie-loft» (høgloft).

«Imod den ælde, som sagnet tillægger det anførte hus, kan formentlig ei være synderlig at indvende, naar man ved, hvilken fast utrolig alder træhuse kan opnaa», skriver G. Munthe (Urda I. s. 86).

Eilert Sundt omtaler ogaaa Skjelbrei-bygningen (Bygningaskik paa bygderne i Norge s. 62 fg.). Han sammenligner den med en to-høgdes bygning paa Hande i Valdres, som man ha været en gammel sengebod. I begge er de to underste rum mørke og lave med jordgulv; de maa ha været benyttet til almindelige forraads-rum. I øverste stokverk var det ene rum sengeloft, det andet utvilsomt klædesloft (havde derfor jernlaas). Skjelbreihuset skiller sig saa ud ved mellemste stokverk, et eneste stort rum eller sal.

«At Skjelbrei-huset i hvert fald maa ha været meget gammelt», skriver Sundt, «kan sluttes af den overmaade tarvelige indretning: gulvplankerne var ikke skaarne med sag, heller ikke glattede med høvl, men kun teljede med øks; der var ikke glasruder, men kun lemmer for vinduerne, og døren matte la sig nøie med trælass, - der var kun jernlaas for døren til det mørke loftværelse . . . . bestemt til at bevare kostbare eiendele.»

Ogsaa N. Nicolaysen mener, at bygningen kan være fra 1200-tallet (Norske fornlevninger s. 193.).

Men ildhus, framhus kan bygningen ikke ha været. Tre af rummene var sikkert forraads-rum, Ett sengerum om sommeren for gjester, og salen forsamlingsrum (ting, gjestebud).

Gaarden Skjelbrei i 1625.

Vi tar nu fat paa vort egentlige emne: Skjelbreis saga i det tidsrum, denne bog behandler. Først trykker vi da af et uddrag af

Jakob Rosenkrantz’ børns jordebog 1625.

  Herre-Skjelbrei . . . . . . . .  3 huder, foring 1/2 daler,
  Sukke sag (1) . . . . . . . . .  6 daler,
  Skjelbrei sag . . . . . . . . .  4 daler.

Disse ødegaarder ligger til Skjelbrei for den samme rettighed: Hoffuin
(Haugen?), Kossgaard, Fagerud, Gaassedoppel, Osbodsrudt, Sanness.

  Sønset (søndre) . . . . . . . .  6 mk. smør,
  Øde-Sønset  . . . . . . . . . .  1 hud, 1 mk. i foring,
  Bottn under Skjelbrei . . . . .  2 skind,
  100 maal i Myreskogen . . . . .  2 skind,
  Svensrød  . . . . . . . . . . .  2 skind,
  af hr. Laurits’s sag paa Ramnes  1 daler,
  af Skjeggerøds sag  . . . . . .  1 daler (øde),
  i Vivestad: Ektvet  . . . . . .  1 hud,
              Valmestadrød (2)  .  1 hud,
  i Kodal: Hasaas (3) . . . . . .  2 huder, foring 1/2 daler,
  i Sandeherred: Lofterød . . . .  2 huder.
1Her staar tilføiet: «Denne sag tilholder Gunde Lange sig og lader bruge.»
2Gaarden laa nok dengang ogssa i Høijord, men er engang skilt ud fra Valmestad i Vivestad.
3Maa være halvdelen af Østre Hasaas.
De to sidstnævnte gaarder er naturligvis strøgods og kan ikke ha havt arbeidspligt paa hovedgaarden. Om de andre brug paa listen gjælder det sikkert, at de længe havde hørt under Skjelbrei. Paa Søndre Sønset er lodden svært liden - bare 6 mk; gaarden havde ialt 3 pd. 6 mk. i skyld.

De adelige hovedgaarder med sine underbrug var skattefri. Og af underbrug opføres gjerne en hel del. De nærmeste og mindste var ligefremme husmandspladaer. Paa andre, som var større eller laa længer væk, havde brugerne en selvstændigere stilling. Enten var de «ugedagsbønder», som vel bare delvis afgjorde bygslen ved arbeide paa hovedgaarden; eller de betalte helt med varer eller penger.

Skjelbrei i tiden 1630-47.

I en skatteliste for 1628 bemerker fogden: «Fossnes og Skjelbrei er de Rosenkrantzers og haver ei heller udgivet nogen skat, men de R. haver iligemaade holdt dennem fri».

Altsaa til 1628 var begge gaarder i Rosenkrantzernes eie. 2 aar efter skal arvingerne efter Jakob R. ha skiftet det norske jordegods mellem sig, og straks efterpaa skal størsteparten af det være solgt.

Om Fossnes ved vi, at det i 1637 eies af Hedrum-presten Hans Jakobssøn (Jersin); han maa skatte af gaarden, som altsaa da har mistet sine friheder. Preben von Ahnen kjøbte saa Fossnes i 1643 eller 44, og paa tinge sidstnævnte aar lyses gaarden atter fri: «- eftersom den paa nogen stund har været af private personer bragt og derfor indført i skattemandtallet - er nu udløst og udslettes af mandtallet.»

Skjelbrei findes derimod ikke i skattelisterne 1630-47. Men solgt var det, som vi snart skal se. Gaarden maa derfor af en eller anden grund ha sluppet skat, muligens fordi fogden ikke har passet paa.

Preben von Ahnen kjøber Skjelbrei 1647.

27. februar 1647 blev følgende skjøde udstedt (Skjødet findes (paa pergament) i rigsarkivet.):
«Morten Lauritssøn, boende paa Skogum (i Asker), sorenskriver udi Akers fogderi, kjender og hermed gjør vitterligt, at jeg af egen fri vilje, saa og med min kjære hustrus Anne Pedersdatters ja, vilje og samtykke, haver solgt og afhændet og nu med dette mit brevs kraft aldeles sælger, skjøder og afhænder fra os vores børn og arvinger, og til ærlig og velbaarne mand Preben von Ahnen til Fossnes, kgl. majestæts befalingsmand over Nordlandene, og hans velbyrdigheds arvinger dette efterskrevne mit jordegods, beliggende udi Andebu prestegjeld udi Tunsberg len, nemlig:
  Herre-Skjelbrei med sine underliggende pladser og skylder
    aarlig overalt . . . . . . .  3 huder, foring 1 daler,
                                     sagleie 4 daler,
  Sønset . . . . . . . . . . . .  1 hud, foring 1 mark,
  Valmestadsrød  . . . . . . . .  1 hud, foring 1 mark,
  Svensrød ødegaard  . . . . . .  2 skind,
  100 maal i Myreskogen  . . . .  2 skind,
  Halum  . . . . . . . . . . . .  1/2 skpd. malt, foring 1 ort.
Forskrevne gods velb. Preben v. Ahnen mig efter min egen nøie fuldkommen haver og betalt med 800 rigsdaler in specie, ligesom i vores kjøb kom og min hustru foræret en discretion, saa jeg takker hans velbyrdighed godt for god og riglig betaling.

Og haver jeg overleveret til velbemeldte velb. Pr. v. Ahnen min adkomst og skjøde derpaa, hvorefter jeg hans velbyrdighed for mig, min kjære hustru, børn og alle vores arvinger og efterkommere fuldkommeligen hjemler og tilstaar alt forskrevne gods med al dens landskyld, bygsel og holding over alt godset samt alle de luter og lunner, som der nu tilligger og af arilds tid tilligget haver, ved hvad navn det helst er eller nævnes kan, aldeles intet undetagendes i nogen maader.

Og jeg eller mine arvinger efter denne dag kjendes og dertil ikke at have nogen ydermere lod, ret eller rettighed, men skal være og forblive under hans velb. og hans velh.heds arvinger til evindelig odel og eiendom, saa hans velb. og sine arvinger af mig og mine arvinger derudi skal holdes skadesløs.

Dette til bekræftelse haver jeg trykt mit signet her neden under, og egen haand paaskrevet, saa og venligen omhedet ærlig, velagt, og velfornemme mand Nils Hanssøn, lagmand i Kristiania, og Hans Eggertssøn, borgermester der sammesteds, til vitterlighed med at forsegle og underskrive.

Kristiania 26de februar 1647.»

(Underskrifter.)

Om denne Morten Lauritssøn kan oplyses, at han først var sorenskriver i Aker og Bærum; siden blev han raadmand i Kristiania, men fik ligevel vedblive med at være skriver i Bærum. Som det ses, bodde han paa Skogum i Asker og eied vel denne gaard. Hvem han kjøbte Skjelbrei af oplyses ikke; antagelig er det af Jakob Rosenkrantz’ arvinger.

Vi vil nu inta en jordebog over Skjelbrei, slig som godset var et par aar efter Pr. v. Ahnens overtagelse.

Preben von Ahnens jordebog over Skjeibrei 1649.

Herre-Skjelbrei,  en  fri gaard med
  underliggende  ødegaarder og øde-
  pladser: Lille-Skjelbrei, Lerret,
  Gaasedoppel, Obudsrødt,  Fagerød,
  Hauf,   Kossgaard,    Øde-Sønset,
  Valmestadrød,  Svensrød,  11 maal
  i Myreskogen  samt  halve  fossen   4 huder, 3 skind, 4 daler,

Ugedagstjenere i sognet:
  Søndre Sønset . . . . . . . . . .   2 1/2 pd. 6 mk. smør (1),
  Store Høijord . . . . . . . . . .   3 pd. smør, 1/2 skpd. mel,
  Store-Dal . . . . . . . . . . . .   2 pd. 6 mk. smør,
  Hynne . . . . . . . . . . . . . .  17 3/4 lispd.

Ugedagstjenere og andre bønder under
  Herre-Skjelbrei:
  Bjuerød . . . . . . . . . . . . .   5 pd. smør, sagfossen 5 lispd.,
  Askjum og Torbjørnrød . . . . . .   6 pd. smør,
  Flaatten (østre)  . . . . . . . .   2 1/2 pd. smør,
  Vaale . . . . . . . . . . . . . .   1 1/2 pd. smør, 2 skind, 
  Halum . . . . . . . . . . . . . .     1/2 skpd. malt,
  Møiland . . . . . . . . . . . . .   1 1/2 pd. smør.
Desuden opregnes 5 brug i Ramnes: Freste, Linnestad, Nonneteigen, Tuft og Berg; 1 brug i Lardal: Gaaserød; 9 brug i Vaale; 3 i Botne; 10-15 i Sande; 1 i Sandsvær. Men maaske med undtagelse af enkelte Ramnes-gaarder stod disse naturligvis ikke i nogen forbindelse med Skjelbrei hovedgaard. Det var strøgods.

1Nu har altsaa hovedgaarden raadighed over hele S. Sønset paa 1/2 pd. nær.

Efter dette udgjorde skyldværdien af Herre-Skjelbrei gods i 1649 ( naar bare brugene inden prestegjeldet medregnes):
  hovedgaarden med underbrug og 1/2 fos  /  4 huder, 3 skind
                                         \    4 daler,

  ugedags-gaarder i Høijord . . . . . .  /  8 pd. smør, 1 skpd.
                                         \    7 3/4 lispd. tunge,

  ugedags- og andre gaarder i Andebu  .  /  16 pd. smør, 1 lispd. 
                                         \    tunge, 2 skind.
Omregnet til smørskyld tils. henved 40 pd. smør. Summerer vi Rosenkrantzernes jordebog over Skjelbrei fra 1625, faar vi (alt medregnet) bare 16 pd. smør og 12 daler i fosse-afgift. Endda snauere var godset (se skjødet), da P. v. A. kjøbte det i 1647, nemlig kun paa 9 1/2 pd. smør og 4 dalers fosse-afgift.

Kjøbesummen til Morten Lauritssøn maa derfor sies at være stiv (omkr. 90 rdl. pr. pd. smør).

P. v. A. har altsaa øget godset ganske betydelig, saa det nu uden skam som et mindre søstergods kunde nævnes ved siden af hans hovedresidens Fossnes.

P. v. A. kom ikke til at beholde Skjelbrei-godset saa længe. Allerede 1650 ses enkelte af de tilliggende brug afhændet; andre gik i 50-aarene. Selve hovedgaarden glap ham ud af hænderne omkr. 1660. Og dennegang var det ikke en adelsmand, som fik Skjelbrei. Det var den rige borgermester i Tunsberg, Anders Madssøn, opkomlingen med den velfyldte pengekiste, som de pengeforlegne Veatfold-ske adelsmænd ikke længer kunde komme forbi.

Anders Madssøn overtar Skjelbrei gods.

I en jordebog fra 1661 faar vi forskjellige oplysninger om Skjelbrei. Vi indtar derfor det meste af det afsnit, som vedkommer gaarden (Tunsberg lens jordebog. Findes blandt Landkommissjonens dokumenter, afdeling: Tunsberg lagdømme.).
Herre-Skjelbrei altid været fri gaard. Pr. v. Abnen tilhørig. Forpagtet til Halvor og Paal. Skyld med underliggende ødegaarder, sag og kvern 3 huder 2 skind.

Anm. (tydeligvis tilføiet senere):

Herre-Skjelbrei er af P. v. A. bortforpantet til A. Madssøn, som den nu følger. - Derunder eftentævnte pladser:

  1. Valmestedrød . . . . . . . . . . . .  1 hud,
     (desuden Andebu prestebol her  . . .  3 skind),
  2. Øde Sønset . . . . . . . . . . . . .  1 hud,
  3. Søndre Sønset  . . . . . . . . . . .  2 1/2 pd. 6 mk. smør,
     (desuden A. Madssøn her  . . . . . .    1/2 pd.),
  4. Svensrød . . . . . . . . . . . . . .  2 skind.
Her faar vi vide, at Skjelbrei-godset gik over til Anders Madssøn som pantegods. Han havde tidligere paa samme vis faat Store-Del, Vesle-Dal, Hynne, Einarsrød, Halum og Vaale. Af de andre gaarder, som i 1649 nævnes under Skjelbrei, var Østre Flaatten og Østre HØijord kjøbt (eller indløst) af Ida Lange; Møiland havde opsidderen kjøbt; og Bjuerød og Askjum solgte Pr. v. A. i tiden 1661-64 til sogneprest Jens Skabo.

Vi har ogsaa besked om, at Skjelbrei var bortforpagtet til bønder. I mandtalslisten for 1664 opgis forpagtnings-afgiften til 31 daler.

Hverken Skjelbrei eller de andre til A. M. pantsatte gaarder blev indløst igjen, men gik over til fuld eiendom, og Madssøns arvinger beholdt gaardene 1600-tiden ud.

Skjelbrei skulde nu ved overdragelsen til Anders Madssøn tabe sine rettigheder som fri gaard. Vi finder det dog ikke i skattelisterne i 1660-aarene. Efter Madssøns død i 1670 opføres det aaret efter, men tas atter ud og kommer først ind i mandtallet i slutten af hundreaaret.

Skjelbrei i matriklen af 1667. I matriklen er Valmestadrød, Sønset-gaardene og Svensrød skilt ud og opført særskilt. Om selve Herre-Skjelbrei (med husmandspladser) staar oplyst:

Den gamle skyld 3 huder 2 skind (Den gamle skyld for snaue Skjelbrei var bare 2 huder (= 3 pd. smør). Denne meningsløst lave skyld maa være forhøiet noget i 1650-aarene.) omskrives og øges til 2 skpd. 5 lispd. tunge.

Her saaddes 18 tdr. og træddes 7 tdr. Høiavling 70 lass. Besætning 4 hester, 14 kuer, 6 ungnaut, 12 sauer.

En del rydningsland, dog ikke tjenlig til andet end udhavn. Humlehage.

Skog af gran til noget smaat sagtømmer. Sag og kvern.

Opsiddere paa Skjelbrei i 1600-tallet.

Nogen herrer bodde, som vi har set, ikke her i dette tidsrum. Det var hele tiden bønder. Om hvilken stilling disse brugere til de forskjellige tider indtog ligeoverfor jorddrotterne, har vi faa oplysninger.

Saalænge Rosenkrantzerne havde baade Fossnes og Skjelbrei, synes det rimeligt, at disse holdt en gaardsfoged paa Fossnes, som ogsaa har havt tilsyn med Skjelbrei. Isaafald maatte brugerne i den tid nærmest bli at regne for underordnede gaardsbestyrere.

I Preben von Ahnens tid skulde én jo tro, at en lignende ordning endda lettere kunde gjennemføres. Han bodde tlldels selv paa Fossnes og kunde selv eller gjennem sin gaardsfoged styre driften paa Skjelbrei.

Muligens har ogsaa det været tilfælde i førstningen. Men i hans sidste eier-aar maa isaafald brugerne ha faat en selvstændigere stilling; thi i en kvægskat-liste fra 1657 opføres de som skattepligtige af sin besætning. De maa da tvilsomt selv eie denne; thi adelsmændene skatted ikke afsine besætninger. Og i 1664 har vi som før nævnt vide, at opsidderne forpagted Skjelbrei.

Meget tyder paa, at brugerne hele tiden før 60-aarene var forpagtere, som selv eied besætning og gaardsredskaber. At det var tilfældet efter 60-aarene, mens Madse-etten havde gaarden, maa anses for utvilsomt.

Stillingen som brugere eller forpagtere af Skjelbrei synes ikke at ha været synderlig eftertragtet blandt Høijords og Andebus mere velstaaende bondefamiljer. Vistnok var det en del flytting, men det var smaafolk, som kom igjen, og ialfald den ene af de opsidder-familjer, som bodde her i begyndelsen af hundreaaret, fik længe lov at sidde i fred. Først i Madsernes tid kom helt nye folk - og de kom udenbygds fra.

Hovedgrunden hertil var vel, at de bønder, som sad lidt rumt i det, heller bygsled en almindelig gaard, hvis de ikke kjøbte en. Som almindelig leilænding sad de friere og fik vistnok ogsaa fordelagtigere vilkaar.

Brugerne af Skjelbrei spandt nemlig ikke silke af driften. Ingen af dem formaadde at arbeide sig op til gode kaar, og deres sønner stod ikke i kurs paa prestegjeldets rige bondegaarder.

De forskjellige eiere af hovedgaarden maa derfor ha forstaat at presse mest mulig indtægter ud af eiendommen.


Det er naturligvis vanskeligt at ha besked om brugerne paa Skjelbrei, da de (saalænge gaarden var fri) ikke betalte gaardsskat. De eneste kilder blir da odelsskat-lister, sagefalds-fortegnelser og kirkebogen. Men af skattepligtige jordlodder havde de lidet. Og kirkebogen og bøtelisterne skjelner ikke mellem brugere af hovedgaarden og husmænd.

I sidste halvdel af hundreaaret var Skjelbrei som regel delt i to brug, som efter kvægmængden at dømme ikke var lige store. Det ser ud til at ha været to-deling før 1650 ogsaa.

Ellev Skjelbrei nævnes her fra 1612 (sagefald) til 1658, da han døde. Han havde da det største brug. Ellev skatter i 1650 af en to-tre smaa jordlodder: i Søndre Sønset 1/2 pd. smør, i Gran 3 1/2 lispd. mel, i Jessetrud 1/2 skind. De tør vise, at baade han og hustru tilhørte bygdens slegter. En søn, Ola, bygsled Søndre Sønset (som jo hørte til Skjelbrei gods); en anden søn, Halvor, fortsatte efter faren paa Skjelbrei, men flytter væk i 70-aarene.

Ved siden af Ellev nævnes op gjennem første halvdel af hundreaaret en hel flok, ofte et par af gangen: Paal, Ola, Jon, Søren, Hans, Abraham. Enkelte af disse maa ha været husmænd. I 50-aarene kommer en indflytter, Paal Larssøn, som døde paa Skjelbrei 1679, omkr. 65 aar.

Omkr. 1680 flytter ind en ny familje, Jørgen Larssøn og hans brødre Gunnar og Helge. At de er udenbygdsfra, kan vi bl. a. se af deres jordlodder. De eier nemlig 2 pd. smør og 17 lispd. tunge i Linnestad og 12 pd. smør i Hassum. Gunnar døde allerede 1685; Helge omkom ved et ulykkestilfælde (drukning) 1695, 37 aar gl.; Jørgen døde 1705, 65 aar, og samme aar døde hans vistnok eneste søn Lars i 25-aars-alderen.


Innhold