Andebu. Nærmere oplysninger om de viktigste jorddrotter

4. Lange-etten.

Blandt de adelige jorddrotter her paa Vestfold omkring aar 160 er det bare Rosenkrantzerne og Langerne, som eied større gaardsamlinger i Andebu.

Som saa mange andre danske adelsmænd kom Langerne herop i reformations-aarhundredet. Det gjaldt om at spekulere i de jordegodsmasser, som den norske kirke og de uddøende norske stormands-etter maatte gi slip paa.

I sidste halvdel af 1500-tallet træffer vi Fredrik Lange som lensherre over Tunsberg len og eier af storgaarden Falkensten ved Horten. Han var gift med Dorte Kristoffersdatter Lindenov. Vi kjender ikke stort til ham, men følgende træk viser, at han var sin tids egte barn, hensynsløs og brysk. I et lag 1578 spilled han, fortælles det, «mummeskans» (et lykkespil) med lagmanden Tjøstulv Baardsson. De blev usams, og Lange kylte et ølkrus lige i synet paa lagmanden. Den værdige lagmand betalte med at stikke ihjel en af Langes tjenere og saare en anden.

Det er sønnen Gunde Lange, som svinger sig op til at bli jordegodseier i stor stil. Han maa være født omkr. 1570. Efter faren fik han Tunsberg len, hvormed ogsaa fulgte St. Olavs-klostrets rige besiddelser paa Vestfold.

Allerede Fredrik L. maa ha kjøbt op adskilligt jordegods. I sønnens hænder vokste besiddelserne raskt. For det første slog Langerne under sig en række storgaarder paa Drammens-kanten; Strømsgodset (Strømsgodset havde Fredrik L. kjøbt. Sønnen kalder det «min hovedlod».) og Fossesholm var de største. Sørover, i Larviks-egnen, fik de dog fat paa det meste. Det var Peder Iverssøn Jernskjegs gods, som her først og fremst blev kjøbt op, saaledes ogsaa hovedgaarden Fritsø. Hertil kom adskilligt strøgods paa Vestlandet, i Trøndelagen og Nordland, ja endog paa Hjaltland. Desuden holdt etten længe fast paa sine to herregaarder i Skaane (Markegaard og Søvde).

Gunde Langes jordebog fra 1625 viser, at hans samlede gods da anslaas til omkr. 1186 tdr. hartkorn, som svarer til henved 600 skpd. tunge eller 1800 pd. smør.

I Andebu eied han nævnte aar helt eller delvis: begge Høijord-gaarder, Aulesjord, Skog, Bøen, Lien, Store-Dal, Vesle-Dal, Hynne, Einarsrød, Østre Flaatten, Østre Skorge og Skoli.

Den vidtdrevne spekulation i jordegods bragte dog tilslut Gunde Lange i økonomiske vanskeligheder. I 1634 pantsætter han Fritsø og Fossesholm til kronen. Og 1639 ses han at ha pantsat gods til en 11-12 skpd. tunge til Tunsberg-borgeren Anbjørn Larssøn for 600 rdl.; deriblandt var næsten alle de før nævnte Andebu-gaarder (Fr. L. og G. L.s jordebog fra 1639 (rigsarkivet).). Men dette var bare begyndelsen. Som vi snart skal faa høre, kom sønnen Nils L. i alvorligere knipe.

Gunde Lange beholdt Tunsberg len og St. Olavs kloster til 1633. Kristian 4 benytted ham ogsaa som militær befalingsmand. I 1628 blev han oberstløitnant over Tunsbergske regiment, og under Hannibals-feiden 1644—45 fik han det hverv at passe grænsen fra Halden til Vinger. Han var da en affældig mand, «af alder ganske tør og kroket, bævende paa hænder og hoved.» Det var som hans assistent, at presten Kjell Stub dengang udferte sine meriter. Desuden hjalp sønnen Nils ham.

Gunde Lange maa være død straks efter. Han var gift med Anne Hansdatter af etten Litle. Af sønnerne skal vi her bare nærmere omtale Nils Lange, arvtageren til det meste af jordegodset paa Vestfold. Datteren Ida L. fik dog Falkensten med tilliggende brug.

Nils Lange maa være født omkr. aar 1600. Sammen med to ældre brødre og under Kjell Stub som hovmester reiste han i sin ungdom udenlands for at uddanne sig. Efter hjemkomsten fik han en stilling som hofjunker. 1640 blev han forlenet med Eker len samt Sem hovedgaard (paa Eker). Dette len bortbytted han 1643 til Vincent Bildt mod Brunla len, som han beholdt til sin død 1652. Allerede 1639 havde han faat Larviks og Helgeroens tolderier.

Han var gift med Margreta («Merete») Gjedde, en datter af rigsadmiral Ove Gjedde. Hun bragte ham i medgift Halsen hovedgaard i Tjølling og en samling bondegaarder i omegnen, saaledes 24 brug i Sandeherred. De bodde paa Fritsø.

I 1645 fik 141k Lange en urias-stilling. Han blev general-krigskommissær og skulde forestaa oppebørslerne og udbetalingerne under krigen. Samtidig matte han, som nævnt, gjøre aktiv krigstjeneste under sin far ved grænsen.

Denne oppebørsels-stilling blev hovedpinden til Lange-ettens økonomiske ligkiste. Det var elendig bevendt med kronens finanser, og til en begyndelse hører vi, at Nils Lange maatte gjøre udlæg af sin egen pung; herfor fik han udlagt jordegods (Gimsø kloster og gaarder paa Vestfold). Men hans private kasse var ikke i den forfatning, at den taalte slige ekstra-tapninger. Nils Lange maatte ty til byborgerne for at reise kontanter, først og fremst til Anders Madasøn i Tunsberg. Men de vilde ha sikkerhed - og hvor lidet det end matte smage, matte han pantsætte den ene slump efter den anden af jordegodset.

Det værste var, at han misted overblikket, saa hans egne og kronens affærer blev rotet sammen. Da han døde 1652, havde han endnu ikke kunnet lægge frem regnskab for oppebørslerne i midten af 40-aarene. Det er et ligefrem trist syn: den utvilsomt velvillige, tjenstagtige og rettænkende, men vistnok noget svage Nils Lange maa - fordi hans far og farfar har været altfor grundige efter jordegods - kjæmpe en haabløs kamp for at hevde sin etts dominerende jorddrot-stilling her paa Vestfold. Han maatte gaa i graven med den tunge visshed, at trods alle hans anstrengelser var fremtids-udsigterne værre end før - ja han var endog mistænkt for uredelig embedsførsel. Det var den arv han efterlod sin hustru og sine to smaa barn!

Den nye konge Fredrik 3 optraadte til en begyndelse strengt overfor familjen. Statholderen Krabbe fik bestemte paalæg om at inddrive kronens fordringer og ordne med de andre kreditorer. Men en slig floke var ikke god at greie.

Enken Margreta Gjedde ses at ha kjæmpet tappert for at berge mest mulig for sig og sine barn. Straks efter mandens død var ogsaa familjen rammet af en ny økonomisk ulykke: en voldsom flom rev høsten 1653 med sig den halvø i Faris-vandet, som hovedgaarden Fritsø la paa. Dammen sprang nemlig, husene gik med, kverner og sagbrug i fossen ligesaa, og de dyrkede marker fik en slem medfart.

Allerede 1656 døde ogsaa fru Margreta. Og sønnen Ove og datteren Anna Margreta havde som hovedstøtte nu bare den gamle faster Ida Lange paa Falkensten (Preben von Ahnen paa Fossnas var ogsaa formynder. Han var gift med en morsester af Nils Langes hustru.).

Kong Fredrik optraadte snart mildere med den ulykkelige familje. Det man sikkert være godtgjort, at Nils Lange ikke havde gjort sig skyldig i virkelige besvigelser. Han havde bare i den kritiske nedgangs-periode mistet oversigten, og de private og de offentlige interesser var gaat surr for ham. Begge kasser var desuden lige nødlidende. Men officielt blev vandflom-skaden angit som grund til den mildere behandling.

Krabbe fik derfor paalæg om heller at eftergi gjælden til kronen, hvis opbud derved kunde undgaas. Han skulde sammenkalde kreditorerne til et møde i Larvik for at prøve et mindeligt opgjør. Og da fru Margrete døde, gav han statholderen befaling om at søge at berge odelsgodset for barna.

Men det gik i langdrag med at faa ordnet denne ugreie hespel. Først 15 aar efter Nils Langes død - i 1667 - synes bestemte afgjørelser at bli foretat (Retsprotokol no. 1506, rigsarkivet.).

Blandt kreditorerne skal vi nævne enkelte.

Anders Madssøn i Tunsberg havde tilgode 8134 rdl.; hertil kom i renter 1230 rdl., tils. 9364 rdl. Herfor fik han overdrat jordegods til en skyld af 100 skpd. tunge. Af gaardene kan nævnes: i Tjølling: Huseby, Kaupang, Gjerstad, Nedre Klaastad, Gryttingen; i Sandeherred: Hjertnes, Elgesem, Nordre Fevang, Kolerød, Nordre Stange, Skjelbrei, Bø (halve).

Anders Madssøns svigersøn Nils Toller var ogsaa større kreditor. Han fik udlagt Melau hovedgaard, hvorunder laa 9-10 gaarder i Laagendalen og 2 i Sandeherred (Skravestad og Skaaren).

Kjell Erikssøn, borger i larvik, havde et pantekrav paa 624 rdl. Mod 200 rdl. i mellemlag fik han 4 gaarder i Hedrum: Allum, Tutvet, Steinsvold og Nordre Bjerke.

Helvig, enke efter borger i Larvik Peter Tygessøn, havde et pantebrev paa 2000 rdl. og fik gaarder paa Neset og i Hedrum. Desuden havde hun 100 rdl. tilgode for logering og traktement. Nils Langes barn maa ha opholdt sig i hendes hus (Som tidligere nævnt var gaardene i Andebu allerede 1639 panteat til Tunsberg-borgeren Anbjørn Larssøn.).

Jomfru Ida Lange man være død i 1660-aarene. Nils Langes barn Ove og Anna Margreta var nu i myndigheds-alderen. Den sidste blev gift med en dansk adelsmand Kristian Vind. Ove Lange maatte fortsætte afviklingen af forældrenes bo, og hans fuldmægtig Mikkel Norden drev paa med at stevne bøndene for restanser. Slige smaatterier hjalp dog lidet. I 1670 sælger han saa hovedgaardene Brunla og Fritsø til Ulrik Fredrik Gyldenløve. Disse gaarder blev stammen til Larviks grevskab, som oprettedes snart efter.

Ove Lange forlod for bestandig Larviks-egnen og tog ophold paa Falkensten, som han arved eller kjøbte (rigtignok beheftet med gjæld) efter sin faster. Her bodde han en lang aarrække. Endelig udnævntes han til amtmand over Gudbrandsdalen og Hedemarken. Han døde 1698 og efterlod sig en eneste søn, Nils Lange. Denne maatte fraskrive sig «arv og gjæld» efter sin far; altsaa farens bo var fallit. 1706 træffer vi ham som oberst i russisk tjeneste under navnet Nicolaus von Langhe. Han havde søgt ud i verden for at prøve sin lykke. Han opnaadde dog ikke at svinge sig i veiret blandt moskoviterne. Senere dukker han op i Tyskland, og her forsøger han sig som skribent. Overalt var han jaget og plaget af kreditorer. Og saa forsvinder han.

Han var den sidste paa mandssiden af Vestfold-Langernes ett.


Innhold