Navnet. Oprindelig Nauma, et elvenavn. Det er vel bækken, som gaar gjennem eiendommen, som har hedt saa.
I gammel tid ødegaard med skyld 1 hud. Blev i 1667 sat for halvgaard; ny skyld 15 lispd. tunge.
De saadde 5 tdr. og trædde 1 td. Fik 34 lass høi. Fødde 2 hester, 6 kuer, 4 ungnaut, 7 sauer.
Nogen rydningsjord til engens forbedring, som opsiddesen blev paalagt at oprydde. Mangled humlehage.
Skog af furu, gran (og ek) til noget sagtømmer.
I en mandtalsliste fra 1666 opregnes 2 husmænd til Nomme.
I 1660-aarene omtales paa Nomme to sager og en kvern. Den ene sag brugtes, ialfald tildels, sammen med Gjerstad. Den anden gaar under navn af Øvre Snappe-sag; dens ene damstok laa paa Svindalens eie, men selve sagen paa Nommes grund. Øvre Snappe-sag eies omkr. 1650 af sorenskriver Alex Mogenssøn. Han solgte den 25/8 1654 til borgermester Jørgen Kortssøn Coldevin i Tunsberg. Til Svindalen betaltes 1/2 rdl. i grundleie: Nommes eiere havde ret til skur af 300 bord som afgift.
Ved sag-reduktionen i 1688 blev det bare 4 sager igjen i Kodal-egnen, som fik privilegier til skur: Skoli sag 400 bord, Østre Skorge 1400 b., Nomme 1400 b., Øvre Snappe-sag 100 b.
Begge sager paa Nomme fik altsaa skur-ret. Snappe-sagen tilhørte hele tiden Coldevin-familjen. Peder Wolf paa Melsom i Stokke, som var gift med en Elisabet Coldevin, arved halvdelen i sagen, og denne lod takseres i skiftet efter ham 1711 til 36 rdl. (En vidtløftig proces vedkommende Snappe-sagen omtales s. 72.).
Eiere. Nomme eies 1624 af Kari Hvitstein og brugtes da som underbrug under denne gaard. Af Hvitstein-arvingerne fik Ellev Eskedal og Sven Rimstad 1/2 hud hver i Nomme. Disse to havde sine parter endnu 1661. Ellev Eskedals jordegods gik nogen aar efter over til Lars Paalssøn i Larvik (Lars Paalssøns saga fortælles s. 105.). Ifølge hjemmelsbrev dateret Larvik 14/10 1671 kjøbte saa opsidderen Ivar 1/2 hud i Nomme af Lars Paalsson for 100 rdl. Da Ivar vistnok arved restparten, blev Nomme nu selveiergaard. Straks efter aar 1700 blev Larviks-greven eier af Nomme.
Opsiddere. Ivar Svenssøn fik Nomme i 1660-aarene, 30 aar gl. Han maa være søn af Sven Rimstad, én af eierne, og altsaa dattersøn af Ivar og Kari Hvitstein. Ivar blev snart heltud selveier og drev som det synes betydeligt skogbrug. Men han havde stor familje og vondt for at klare sig. Han stod altid i gjæld til byborgere (allerede 1667 har Anders Madssøn 40. rdl tilgode her). En uheldig skoghistorie, som blir nærmere omtalt nedenfor, gav ham sikkert ogsaa en lei knæk.
Ivar var to gange gift, og ialt 13 barn vokste op. Første hustru var Mette Henriksdatter. Af deres barn kan nævnes: Henrik, gift med Idde Torgersdatter fra Berge; bodde forst paa Nomme, saa paa Solberg i Sandeherred; døde ung 1692. Sven, gift og boende paa Torp i Andebu (se under denne gaard).
Den anden hustru hedte Marte Nilsdatter og var søster af Rasmus Hagenes. 9 barn vokste op.
Ivar Nomme døde 1711, vel 80 aar gl. Gaarden var da gaat over til greven. De holdt et kostbart gravøl (20 rdl.), og huset var godt forsynet med løsøre (besætning og løsøre takseres for 260 rdl.).
Men bare skatte-restanser og gjæld til byborgere gik op i 100 rdl., og til deling blev kun igjen 32 rdl.
Ved skiftet mødte en søn efter Peder Wolf paa Melsom, Ole Woif og paastod, at Ivar skyldte 18 rdl. til hans fars bo. Nomme-folket fremla modkrav paa 28 1/2 rdl.; de havde jo som grundleie af Snappe-sagen ret til skur af 300 bord aarlig, men i de sidste 19 aar havde de ikke faat skaaret. Ole Wolf svarte, at de havde ret til skur, ikke til penger. Hvorfor havde de ikke kommet med tømmer? Nomme-folket førte vidner paa, at gamle Wolf havde bedt dem ikke komme med tømmer; han rak ikke at skjære sit eget; det laa og raadned; de skulde fra penger. Men Ole Wolf bare vrængled. Enken bød da op i op for at undgaa proces. Ole Wolf var fremdeles vrang. Skifteretten afsa nu kjendelse for, at sidste liberale tilbud - i tilfælde proces - ikke skulde staa i veien for fuld erstatning.
En skoghistorie. Gaarden Farmen tilhørte grev Gyldenløve. Det var tvist om skogdelet mellem Nomme og Farmen, og i slutten af 1680-aarene havde Ivar Nomme hugget adskilligt i et skogstykke, som senere viste sig at tilhøre Farmen. 2. feb. 1689 blev det holdt ekstraret i skogen (ved «flekte-eken»), og Ivars skadehugst blev da takseret til 90 rdl. 14. juli 1690 satte skriver Georg Orse atter ret ved skjelne-eken til paadøinmelse af sagen. Ivar fremholdt ihærdig, at det var mishugst, sket af misforstand og vankundighed». «Og udi aller dybeste underdanighed» bad han om, at naade og mildhed, ikke retten, maatte naadigst ansees». Men dommen blev ikke mild. Han skulde betale for skadehugst efter taksten 90 rdl., bøter for landnam 45 rdl., endelig i omkostninger 27 rdl., tils. 162 rdl. Det maa være mer end Nomme var værdt. Ivars (undskyldninger og underdanigste forhaabninger kunde ikke skriveren befatte sig med, men henviste ham til greven. Muligens fik han noget afslag, skjønt grevens daværende foged Johannes Mogenssøn var en hardhjertet flaaer, som en tid efter maatte sættes af.Jernmalm paa Nomme. Omkring 1690 begyndte de at bryte jernmalm paa Nomme. Men greven havde blandt sine mangehaande privilegier ogsaa eneret til al bergverksdrift i grevskabet, saa opsidderen fik neppe nogen indtægt af driften. Fogden formaner paa tinge almuen til flittig at kjøre malm fra Nomme ud til Fritsø verk - «dog for billig betaling». For en vending med 1 hest fik bønderne 9, 10 og op til 12 ß; med 2 hester gjerne 1 rigsort. Fogden lokker med, at de jo kan ta rujern opover igjen til Hagenes-hammeren.