Prester.

     Prestebordets jordegods.  Hermed menes jordegods, utlagt til prestens underhold. Saasnart en bygd efter kristendommens indførelse hadde faat ordnet sig med egen kirke og prest, maatte det skaffes jord baade til kirkens vedlikehold og prestens underhold - fra først av vel bare en enkelt gaard til presten, og en skyldpart eller to i andre gaarder til kirken. Siden fik begge tillæg gjennem gaver eller ved kjøp, mest prestebordet. Her paa Nøtterø var kirken fattig paa jord, prestebordet bedre utstyrt.
     Nedenfor stilles op side om side tre lister over prestebord-godset. 
I Prestrudit  . . . 12 aurabol   | (Prestegaarden)              | Prestegaarden
i Ogmundarud  . . . 12    -      | (Amundrød u. Presteg.)       | Amundrød plass u. Pr.
i Mulabjarnarud . .  5 laup.smør | (Mulbjørnrud)                | Mulbjørnrød u. Hovland 
i Siduvik . . . . .  4   -    -  | Sewigen 1 smørpund           | (nævnes ikke mer)
i Petersrud . . . .  3   -    -  | Petthersrudt 1 tylvt bord    | Petterød 1 1/4 smørpund
i Alrøy . . . . . .  4 aurabol   | (Aarø)                       | Aarø nordre 1 kv. makrel
i Læghsrud  . . . .  1 markebol  | (?)                          | (nævnes ikke mer)
i Haavalsrud  . . .  3 laup.smør\| Hoffuorsrødt 1 tylvt bord    | Haavalsrød 1 1/4 riksdaler
Gun. Mideim gav . .  3 aurabol  /|                              |
i Otrbekkr  . . . .  7 ørtugsbol | Otterbeck 1     -     -      | Oterbæk ø. 12 smørmærker
i Arnhildarud . . . 5½    -      | Annulrødt 1 høne             | Anildrød 1 høne
i Bjarnardal  . . .  4 laup.smør | Biørnndall ½ tylvt bord      | Bjørndal ½ t. hugne bord
i Torbjørnarud  . .  1 aurabol   | (ikke nævnt)                 | (ikke nævnt mer)
i Nanzrud . . . . .  2    -      | (Lansrød)                    | Landsrød 1 smørpund
i Skerpa  . . . . .  6    -      | (Skjerpe)                    | Skjerpe 18 smørmærker
i Hegrastadir . . .  4    -      | Herrestadt                   | Heirestadt u. Prestegaarden
i Sæm . . . . . . .  ½ laup.smør | (Sem)                        | Semsteigen u. do.
i Bjarnes . . . . .  1 aurabol   | (ikke nævnt mer)             | (ikke nævnt)
i Tjorgrof  . . . .  2 laup.smør | Thiorgraff, ligger øde       | Kjærgrav 1 t. hugne bord
i Kaararud  . . . .  1   -   -   | (Kaarød)                     | Kaarød 1 smørpund
i Bøkeholt  . . . .  ½   -   -   | (Bogholt)                    | Bokholt u. Skjerpe 1 t. bord 
i Grjotrud sydra  .  2 aurabol   | Grøtterudt 1 tylvt bord      | (ikke nævnt mer)
i Ilastadir . . . .  2    -      | (ikke nævnt mer)             | ikke nævnt)
i Fit . . . . . . .  3    -      | Fetten i S.herred 1 smørpund | Fetten i S.hd 1 smørpund
i Elgjastadir nedre  1    -      | Ellestadt nordre ½     -     | Elgestad østre 12 smørmærk.
i Hvassir vestre  .  4    -      | (ikke nævnt mer)             | (ikke nævnt)
i Ulføy . . . . . .  2    -      | Ulfføenn 1½ smørpund         | Ulvø 1½ smørpund
i Sondin sydra. . .  2    -      | (Sande)                      | Sande søndre 18 smørmærk.
i Olafs Torin . . .  1 laup.smør | (se senere)                  | Frøen u. Tori, Skjee, 3 do.
i Haugar i Velløy .  1 aurabol   | Hannehog i S.herred 6 smørm. | Kurvteigen u. Hjelmby 6 do.
    Merk.   Tilsammen  16  a  18 | Frøberrig i S.hd. 1½ smørpd. | Freberg 1 smørpund
markebol,  over  4  fuldgaarders |     Merk.  De navn som staar | Skaugen 1½  -
skyld.  Om  prestebordgodset  se | i klammer, mangler i listen, | Tokenes 1 smørpund
foran  side  74.                 | men  flere  av  dem   kommer | Gunnestad ve. 18 smørmærk.
                                 | igjen siden.                 | Buberg 1½ smørpund
                                 |                              | Skarphauge 1 t. hugne bord
     I gaardhistorien blir git nærmere oplysninger om de enkelte bruk og parter. Her skal bare pekes paa at naar Rødeboklisten senere forsvinder, kan det enten skrive sig fra jordbytte, eller det kommer av at gamle bruk har skiftet navn. Buberg er kanske det gamle Læghsrud, og Sevik (nævnt ogsaa 1575) synes at ha skilt ut presteparten under et nyt navn: Skaugen.
     Da Tjømø engang i middelaldren som anneks blev lagt under Nøtterø, fik naturligvis Nøtterøpresten ogsaa indtægtene av jordegodset som laa til Tjømø prestebord, omkring 12 markebol jord. Hvad tid det skedde, vet vi ikke; muligens ogsaa Tjømø en stund laa under Sandeherred, før det kom til Nøtterø. Før svartedøden maa imidlertid Tjømø ha hat egen prest.
     Foruten indtægtene av jordegodset hadde presten høitidsoffer, korntiende av gaardene, og saa særskilt betaling for trolovelser, brudevielser, barnedaab og begravelser (etter ældgammel skik, dog ikke særskilt omtalt paa Nøtterø, fik presten en ku, "utfærdsku", naar en gaardbruker eller gaardbrukers hustru fôr til jorden). - Tienden utgjorde, som navnet sier, 1/10 av bygdens kornavling, men den samlede tiende deltes i tre parter: mellem kongen, kirken og presten. Prestens anpart av Nøtterø sogns tiende opgis 1644 at svinge mellem 31 og 40 tønder havre; i 1708 anføres: 44 tønder havre, 3 1/4 tønde blandkorn, og ost for mellem 5 og 6 riksdaler.

Prester i katolsk tid.

     I enkelte bygder, saaledes Sandeherred, kan vi gjennem gamle brev faa greie paa en lang række av bygdens prester i middelaldren. Fra Nøtterø er det skralt med oplysninger, bare to stykker nævnes i diplomene.
     1. Alv Asmundsson var prest paa Nøtterø 1392; han var da tilstede ved et jordsalg paa gaarden Østre Nøtterø (DN. I. 377).
     2. Haakon Guttormsson ca. 1395-1410, flyttet herfra til Sandeherred hvor han døde omkr. 1430. Var korbroder i Oslo domkirke. Sira Haakon nævnes i en række diplomer, utstedt mens han var paa Nøtterø, men ingen av dem vedkommer likevel Nøtterø - de bare fortæller at Haakon var med og forlikte tvistemaal mellem den stridbare Sandeherred-prest Eirik Kolbjørnsson og hans menighet. Selv var Haakon utvilsomt en fredens mand, og han har sat sig et vakkert minde ved testamentet sit, skrevet 1427 (DN. V. 402); heri skjænker han til sjælehjælp for sig og forældrene Guttorm og Sigrid gaver til en hel del kirker paa Østfold og Vestfold (Nøtterø kirke og prestebord fik til deling 3 aurabol i Fetten i Sandeherred); desuten til Olavsklostret i Tunsberg og til Oslo domkirke hvor han vilde ha gravsted. Han var rik, og hørte sandsynligvis hjemme i en av Østfold-bygdene.

Prester efter reformationen.

     1. Verner Grotte (Grotthæ) er sogneprest paa Nøtterø 1552, da han er med og utsteder et brev om et vildt optrin paa Bugaarden (DN. V. 842). Brevet er vist skrevet av presten selv og røper ham som dansk. Rimeligvis er han bygdens første prest efter reformationen.
     2. Søren Jenssøn, nævnes i et utrykt brev av 7 februar 1557 (han var tilstede ved en delingsforretning i Sandeherred).
     3. Kristen Mortenssøn, prest her i mai 1575, da han satte op liste over kirkens og prestebordets jordegods (Povl Huitfeldts stiftsbok). Han døde sommeren 1585 (se følgende).
     4. Simon Lauritssøn 1585-ca. 1610, tidligere skolemester i Tunsberg. Da nys nævnte Kristen Mortenssøn var død, bad almuen paa Nøtterø provsten Rasmus Hjort om at han vilde overlate dem skolemesteren i Tunsberg til prest. Provsten svart ja, og 25 juli 1585 valgte almuen Simon til prest; valget stadfæstes av bisp og statholder 31 juli. Han er med og vælger utsendinger fra presteskapet til kongehyldningen 1591; derimot kan han ikke møte, vel paa grund av sygdom, ved et lignende valg i Tunsberg 31 mai 1610, men sender sin medtjener (kapellan). Rimeligvis faldt han fra ved denne tid, for han var vel noget ældre mand allerede da han kom 1585.
     5. Espen Espenssøn Mossanius ca. 1610 til forbi 1618, var som navnet sier fra Moss; avla ed og blev ordinert til prest av biskop Senning 30 august 1609, blev saa kapellan hos Simon Lauritssøn, og fik senere kaldet efter ham. Levde endnu 2 november 1618, da han var med ved en overenskomst om gaarden Skrafskjær (se DN. XI. 812, efterskrift). Datter Else, gift med efterfølgeren.
     6. Peder Gregerssøn Lerche, uvisst naar han tiltraadte, men han døde 1634, utvilsomt i ung alder. Enken Else Espensdatter levde helt til 1696, da 85 aar. Hun eide Bugaarden og bodde der. En søn Gregers fik halve gaarden med, forsvinder snart.
     7. Frants Lauritssøn Flor 1634-54, da han døde av pest. Han ses at eie jordegods utenfor bygden, bl.a. Hauberg i Andebu, og han kjørte vist sine sognebørn med stramme tøiler, for de klager 1651 over pligtarbeidet til Prestegaarden. Frans Flor skal ha hat følgende barn (oplysninger i et senere skifte i Sandeherred): 1. Peder Franssøn Flor, aftensangprest paa Strømsø 1676-92. 2. Ole Franssøn Flor, sogneprest til Gjerpen 1681-1700. 3. Anne Fransdatter Flor, gift ca. 1674 m. gjestgiver Torstein Mikkelssøn Haukerød i Sandeherred.
     8. Lars Kristofferssøn Thue 1655-79. Om hans virksomhet som prest vet vi ingen ting, men det er adskillige oplysninger om hans økomiske kaar. Han kjøpte Vestre Nøtterø som han drev sammen med Prestegaarden, og da ogsaa Kjernaas nu var kommet til, fik han stort jordbruk. Desuten eide han parter i Oterbæk og Sande. 1666 søkte han om og blev bevilget kirketienden av Enebak, da han som skriver neppe hadde 20 tønder korn av kaldet. Lars Thue synes dog at ha greid sig bra, og han fik sikkert midler med hustruen Anniken Eriksdatter Grønvold, datter av den velstaaende prest Erik Grønvold i Rakkestad. Lars Thue døde 1679, hustruen 1695. Fra dem stammer Tønsberg-familjen Thue.
     Syv barn: 1. Erik Larssøn Thue, se nedenfor. 2. Lars Larssøn Thue, bodde 1700 i Kristiania. 3. Kristoffer Larssøn Thue, skipper og reder i Tønsberg. 4. Nils Larssøn Thue, bodde vist i Tønsberg. 5. Kirsten Larsdatter Thue, f. 1657, død 1709; gift m. raadmand i Tønsberg Hans Hanssøn Weil, død 1707. 6. Marthe Larsdatter Thue, g. m. sorenskriver i Inderøen Nils Olssøn Vind. 7. Else Larsdatter Thue, f. 1659, død 1699, gift 1692 m. skipper Nikolai Haagenssøn i Tønsberg (hun døde barnløs, og i skiftet efter hende faar vi oplysninger om søskenflokken).
     9. Nils Mathiassøn Buntzow 1680-88, tidligere prest ved Laurentiuskirken i Tønsberg. Om ham fortæller Jens Müller at han var født i Oslo 1615, blev 28 aar gammel prest ved Laurentiuskirken, altsaa 1643. Men denne før saa rike kirke var nu ribbet for jordegods, og Buntzow som hadde mange barn, levde i armod. 1654 fik han ved makeskifte gaarden Ørsnes og drev den, og da Nøtterø kald blev ledig ved Lars Thue's død, søkte han sig hit, skjønt han nu var opi aarene. Han døde 29 april 1688. Med første hustru, Margreta, hadde han 16 barn, skriver Müller. Anden hustru Maren Sørensdatter hadde en kort tid Gon paa Tjømø til enkesæte, men giftet sig paany og flyttet til Melsomvik.
     Av Nils Buntzow's barn fra første egteskap kan nævnes: 1. Mathias Nilssøn B., kapellan hos faren, men død før ham (navnet hans staar paa altertavlen i Tjømø kirke). 2. Maren Nilsdatter B., gift 1665 m. Mikkel Mikkelssøn Holst, en tid huslærer hos Buntzow, siden rektor ved skolen i Tønsberg, endelig sogneprest til Sem. - Flere av Buntzow's barn døde paa Nøtterø: dattern Else 1687, Margreta 1689, sønnen Bent 1690.
     10. Erik Larssøn Thue 1688-99, født paa Nøtterø 1656 og ældste søn efter før nævnte Lars Thue. Kapellan hos formanden nogen aar. Gift m. Maren Malene Jensdatter Skabo, datter av Andebupresten Jens Skabo. Hustruen døde 1699, og kort efter i samme aar hendes egtefelle.
     Barn: 1. Anniken Thue, f. 1688, død 1718; g. m. Mathias Paalssøn i Tønsberg. 2. Else, f. 1689, blev g. m. Nikolai Ørbech, res. kap. i Kristianssand. 3. Marte Maria, f. 1691, g. m. sogneprest i Stokke Nils Colstrup. 4. Lars Thue, f. 1694, døde ugift i Melsomvik 1731, var da teologisk student. 5. Anne Malene, f. 1697, blev g. m. Arent Lundberg i Tønsberg.

     11. Nikolai Mancin 1699-1737. Født i Trondhjem 1662 og søn av kjøbmand Johan Mancin og Elisabet Augustinusdatter. Tok teologisk embedseksamen 1684; var en kort tid lærer ved Tronhjems skole, hadde saa kondition hos presten Monrad i Øier; siden huslærer i Kristiania, bl. a. for Akershus-kommandanten Seue's barn; kom 1694 til Nøtterø som kapellan og kaldtes 1699 av Jarlsberggreven til sogneprest her. Ved lag 1728 blev han blind og maatte siden la en kapellan styre kaldet. Han levde til 1737. Provst Jens Müller skriver om Mancin: "Jeg havde den ære at besøge ham et par gange, og maatte med forundring og fornøielse høre hans vidtløftige kundskab i de genealogiske og heraldiske videnskaber, foruden anden mig behagelig discours. Skade at han var blind, og længe havde været saa". - Hans økonomiske kaar var paa slutten mislige, og boets midler dækket ikke gjælden. - Gift 1700 i Tønsberg m. Sofia Amalia Cramer som døde 1731, datter av assessor Cramer og hustru Margreta (som døde paa Nøtterø hos Mancin 1719, 80 aar).
     Barn: 1. Elisabet Mancin, f. 1701, egtet Andreas Hartvig, se nedenfor. 2. Fredrikke Amalia, f. 1703 egtet sogneprest i Borre Carl Christian Holst, men blev tidlig enke og bodde paa Vestre Nøtterø hvor hun døde 1774. 3. Johan Jokum Mancin, f. 1705, bodde 1742 i Nyborg paa Fyen. 4. Justine Margreta, f. 1707, egtet Ditlef Bull i Tønsberg. 5. Maria, f. 1712, egtet H. L. Seeberg i Tønsberg. 6. Justus Bernhard, f. 1713, døde ugift ca. 1742.
     12. Andreas Jakobssøn Hartvig 1737-40, styrte ellers kaldet fra 1728 av, kaldt dertil av Larviksgreven. Født 1699 i Aalborg i Danmark og søn av borgerfolk. Blev forældreløs i 6 aars aldren, men skyldfolk, blandt dem bispen Thestrup, hjalp ham til skolegang, og 22 aar gl. hadde han faat teologisk eksamen. Reiste saa til Norge og tok fat som huslærer hos prestefolk, først i Sandsvær, siden i Stokke, indtil han 1728 kom til Nøtterø for at hjælpe Mancin hvis datter Elisabet han egtet 1729. Hartvig døde allerede 1740, hadde da hat kaldet alene bare tre aar. Enken overlevde ham til 1778, bodde mest paa Vestre Nøtterø hvor hun ogsaa døde. - Andreas Hartvig sympatiserte med den vækkelse som paa denne tid utgik fra Brødremenigheten (hernhuterne) og vandt indgang flere steder i Norge, bl. a. paa Vestfold. Biskop Dorph likte ikke bevægelsen, og Hartvig kom under opsigt, men som vi har hørt faldt han tidlig væk.
     Seks barn, herav levde fire op: 1. Johanne Maria Hartvig, f. 1731, døde som enke paa Vestre Nøtterø 1794; gift m. Tomas Scheen i Tønsberg. 2. Nikolai Hartvig, f. 1732, døde 1770 som huslærer paa Dikemark Jernverk i Asker; var da student. 3. Sofia Amalia Hartvig, f. 1736, døde 1792 paa Vestre Nøtterø; ugift. 4. Jakob Hartvig, f. 1739, var 1771 toldskriver i Kristiania og gift m. Caroline Otzen, datter av palæforvalter Peter Markvard Otzen i Odense (en søn av Jakob Hartvig, Andreas Peter Markvard Hartvig, f. i Kr.a 1771, døde 1846 som sogneprest til Ekesund).
     13. Hans Fredrik Hegelund 1740-58, magister. Født 1709 i Nestved paa Sjælland hvor faren Peder Hegelund var res. kapellan; moren hette Kirstine Marie Thestrup. Tidlig forældreløs, men fik hjælp av snille folk til at komme ind paa Nestved skole hvorfra han 16 aar gl. dimittertes til Universitetet. Maatte ta post som informator, men tok likevel allerede 1726 en udmerket andeneksamen; var lærer ved Nestved skole 1726-29, tok atter op universitets-studiene og fik teologisk embedseksamen 1732. Biskop Peder Hersleb satte ham 1738 til rektor ved en mindre latinskole i Holbek, men den blev nedlagt. Sogneprest til Nøtterø 1740-58, da han utnævntes til sogneprest til Tjæreby paa Sjælland, og her døde han 1765. Hegelund fik det hverv at sætte igang skolen paa Nøtterø.
     Gift tre ganger: 1. m. Anna Lafransdatter, død paa Nøtterø 1742, 27 aar; 2. i 1743 m. Mette Dorothea Budde, død paa Nøtterø 1758; 3. m. Ida Dorothea Pents. - Med første hustru hadde han sønnen Vilhelm, født paa Nøtterø 1742, blev degn i Danmark. Med anden hustru sønnen Peder, f. 1750, og datteren Petronelle Kirstine, f. 1753. - Hegelund klarte sig nogenlunde økonomisk. Fra 1752 av hadde han Clemet Thue Samsing til kapellan.
     14. Christian Beverlin Studsgaard 1758-59, hadde kaldet i 8 maaneder, men kom ikke til Nøtterø, da han 1759 blev sogneprest til Herlufsholm og rektor ved skolen der. Født 1727 i Kjøbenhavn, døde 1806. Hadde en glimrende karriere: utnævntes 1769 til professor i teologi ved Kjøbenhavns universitet, 1778 til biskop over Aalborg stift.
     15. Rasmus Jenssøn Kjelman 1759-73. Født i Larvik 1723, søn av overinspektør i Larvik grevskap Jens Kjelman (fra Aarhus) og hustru Elisabet Hansdatter Hellevad fra Sandefjord (se Sandeherred s. 414). Student 1739, aaret efter andeneksamen. Faren døde 1742 uten at efterlade sig midler, og sønnen maatte ta ut som huslærer, var bl. a. et par aar hos den bekjendte Ole Tidemand i Bergen, tidligere prest i Larvik og Hedrum. Reiste paany til universitetet og tok embedseksamen 1745. Efter hjemkomsten fortsatte han som privatlærer, først hos Johannes Mørch i Sandefjord, siden hos Børre Strøm i Larvik. Endelig fik han 1759 Nøtterø kald av Larvikgreven. Han døde vaaren 1773 av flekfeber. - Gift to ganger: 1. 1759 m. Anna Christine Eeg, datter av foged i Romsdalen Børge Eeg; hun døde 1767, 34 aar. Gift 2. 1768 m. Johanna Catarina, eneste datter av Sandefjord-kjøbmanden Hans Christensen efter hvem hun arvet omkr. 1100 rdl. Kjelman's bo viser 1440 rdl. i overskud; han eide skibspart og hadde vist lært av skyldfolk at drive litt forretninger. En søster var gift m. kunstmaler Jakob Pederssøn Lindgaard, og han malte sikkert Kjelman, men noget portræt kjendes ikke med fuld sikkerhet nu. I Kjelmans tid blev Nøtterø kirke indkjøpt fra greven av fire bygdemænd. Baade Nøtterø og Tjømø kirker fik bedre utstyr. Helt til sin død hadde han Samsing som kapellan. Samsing, en samvittighetsfuld og bra prest, blev altsaa sittende som kapellan i over 20 aar, og han graat av glæde, da endelig Larvikgreven 1773 ga ham Tjølling kald.
     Barn, fire efter første, to efter sidste hustru: 1. Elisabet Kjelman, f. 1761. 2. Riborg Margreta, f. 1763. 3. Jens, f. 1764. 4. Gjertrud Dorthea, f. 1767. - 5. Anna Christine Eeg, f. 1769. 6. Johanna Christine, f. 1771.
     16. Wilhelm Andreas Falck 1773-1813. Han var født i Kristiania 1734 og søn av krigsraad Wilhelm Falck og Anna Margreta Olsdatter. Kom ind paa Kristiania latinskole, dimittertes 1754 til universitetet i Kjøbenhavn og tok aaret efter andeneksamen. Opholdt sig en tid i hjemmet, men fortsatte saa studiene og fik embedseksamen 1757. Blev huslærer en tid hos kaptein Hageman i Holmestrand, drev siden som pædagog i Kristiania, intil han 1763 blev personel kapellan hos provst Henrik Wissing Ørsted i Hedrum med hvis eneste datter han blev gift. 1773 kaldte Larvikgreven ham til sogneprest paa Nøtterø. Han søkte avsked 1813, flyttet over nytaar til datteren fru Abelsted i Sandefjord, men døde allerede 28 mai 1814 og blev begravet i Sandeherred kirke. - Wilhelm Falck roses av sine overordnede som nidkjær og samvittighetsfuld prest, og eftermanden Wille skriver (i "Budstikken" 1821): "Megen agtelse vises (paa Nøtterø) den offentlige gudstjeneste, hvilket uden tvivl for en stor del maa tilskrives den værdige sogneprest hr. Wilhelm Falck, som næsten i 40 aar levede og virkede her paa stedet, samt hr. Clement Thue Samsing, siden sogneprest til Tjølling, som før hin var personel kapellan i lang tid her, og som begge endnu haves i taknemmelig erindring".
     Gift 1765 i Hedrum med Fredrika Sofia Ørsted, født i Hedrum 1744, død paa Nøtterø 1801. Av 13 barn vokste 6 op: 1. Christian Conrad (opkaldt efter Larvikgreven), f. 1767, døde i Kristiania i 20 aars alder. 2. Henrik Falck, f. 1769, blev toldinspektør i Risør; g. m. frøken Malling fra Drammen. 3. Wilhelm Falck, f. 1773 i Hedrum, blev overretssakfører i Larvik hvor han døde 1808; var gift med en datter av sakfører Lind i Larvik. 4. Anna Margreta, f. 1776 paa Nøtterø, gift 1801 m. skipper Baltasar Christian Hageman i Sandefjord. 5. Sofia Charlotte, f. 1777, egtet 1802 skipper Nikolai Bartolomeus Abelsted (om dem se Nordre Aarø). 6. Jakob Falck, f. 1782, blev skipper og bodde paa Ørsnes (se Ørsnes).
     17. Jakob Andreas Wille 1814-50. Født 1777 i Seljord, Telemarken, søn av sogneprest Hans Amundsen Wille og Bolette Nilsdatter Møllerup. Student 1794, teologisk kandidat 1798 (laud ved alle prøver). Res. kapellan i Vaale 1802-11, da han søkte avsked for at ta sig av en privatskole han hadde oprettet i bygden og ialt drev et halvt snes aar. Utnævnt 1814 til sogneprest paa Nøtterø, anbefalt dertil av greven som en fra "hjertets, forstandens og kundskabens side udmerket mand". Han døde paa Nøtterø 15 november 1850.
     Wille som var halvbror av den bekjendte topografiske forfatter sogneprest Hans Jakob Wille, skrev i "budstikken" 1821 "Noget om Nøtterøe og Tjømøe Sogne", et bruddstykke som desværre aldrig blev fuldført. 1826 ga han ut et par lærebøker, herav en forklaring som nærmest var en omarbeidelse av Pontoppidans. Han blev 1833 amtets 2den suppleant til Stortinget, og 1836 4de repræsentant, møtte ogsaa paa det overordentlige storting 1836-37. Var ordfører paa Nøtterø 1839-47. - Sogneprest Wille gir indtryk av at ha været en stilfærdig fredens mand som omhyggelig undgik tvistemaal med bygdefolket, f. eks. om skolevæsenet. Utvilsomt maa Wille ha næret interesse for bygdeskolen, men han opnaadde lite for at bedre dens kaar.

146. Silhouet. Interiør fra Nøtterø prestegaard ca. 1820. Efter C. W. Schnitler: Slegten fra 1814.

     Wille var gift med Marine Sofia Petrea Bloch som overlevde ham til 1853. Av deres barn vokste op fire sønner og fire døtre: 1. Hans Wille, f. 1807, teolog; adjunkt i Trondhjem 1832, res. kap. paa Voss 1837, sogneprest i Flesberg 1844, i Sandsvær 1851, i Rygge 1862; døde 1877. Var 1855-62 provst i Kongsberg provsti, og 1857-58 stortingsmand fra Buskerud. Gift m. Bartolomine Wettergreen, datter av sogneprest Fredrik Wettergreen i Eidsberg. - 2. Christian Severin Bloch Wille, f. 1809, teolog; pers. kap. paa Nøtterø 1832-38 (blev bygdens første ordfører), res. kap. i Fredriksstad 1838, sogneprest i Skudenes 1846, i Nes 1852, i Skjeberg 1863-85; døde 1892. Gift m. Sofie Wettergreen, søster av brorens hustru. - 3. Christen Carl Otto Wille, f. 1816, teolog; pers. kap. paa Nøtterø 1843-52, prest paa Fredrikshald 1852-82 (res. kap. fra 1859, sogneprest fra 1876); døde 1884. Gift m. Laurine Wille, en fjern slegtning. - 4. Jakob Andreas Wille, f. 1821, sykelig, døde 1844. - 5. Maren Christiane Wille, f. 1803, ugift. - 6. Mathea Bolette W., f. 1805, egtet 1831 toldbetjent Hans Berg fra Lyngør. - 7. Hanna W., f. 1806, ugift. - 8. Anne Marie W., f. 1810, egtet 1840 pastor Ernst David Ely.
     18. Nils Christian Nissen (bror av Statsraad Rasmus Tønder Nissen), sogneprest til Øier og provst i Gudbrandsdalen, utnævntes 1851 til sogneprest paa Nøtterø, men overtok ikke kaldet (han blev skremt av husene paa prestegaarden).
     19. Georg Prahl Harbitz 1852-79. Født 26 juni 1802 i Haus prestegjeld (litt nord for Bergen) og søn av gjestgiver Nils Harbitz og Elisabet Christine Ibsen. Faren var av tysk, maaske oprindelig hollandsk herkomst; moren stammet fra en dansk slegt. Otte aar gammel blev han farløs, og da moren sat i trange kaar, tok fremmede sig av ham, først presten J. K. Meyer i Haus, senere familjen Prahl i Bergen. De satte ham ind paa realskolen for at utdanne ham til handelsmand og ta ham ind paa kontoret, men vicekonrektor Johan Winding mente han heller burde studere, læste privat med ham og fik ham ind paa latinskolen. 1821 blev han student med haud, tok 1824 andeneksamen med laud, 1825 embedseksamen med haud, men laud ved de praktiske prøver. I tiden 1820-30 var det mangel paa prester, og selv med andenkarakter hadde Harbitz valg mellem flere kald. Han valgte at bli sogneprest i Askvold, et veirhaardt kystkald nord for Sognefjord (i Søndfjord). Her var han i 13 aar, til han 1839 blev forslyttet til Slidre i Valdres, dengang et stort udelt fjeldkald. 1847 søkte og fik han garnisonsprest-embedet i Kristiania, man da han opdaget at hans stortingsvirksomhet hadde fremkaldt misstemning mot ham i denne delvis strengt konservative menighet, ovetok han Vestre Slidre (hans forrige kald var netop blit delt). Kaldets indtægter var ikke store, og valdrissen var delvis sen med at betale presten, derfor maatte han snart søke sig væk. 1852 utnævntes han til sogneprest paa Nøtterø og blev her i 27 aar. Fik efter ansøkning avsked i desember 1878, men bestyrte kaldet til april 1879, flyttet saa til som søn som bodde paa Abbediengen i Vestre Aker, og her døde han 22 november 1889. Blev gravlagt ved sin hustrus side i Askvold. - Gift med maren Mariken Hof, datter av gaardbruker Ingebret Larsen Hof i Aker og Ingeborg Martine Torgersen fra Blindern. Hustruen døde 1839 i Askvold, og siden var han enkemand.
     Harbitz var ikke helsesterk. I ungdommen og mens han var i Askvold led han av astma, men det gik over da han kom til Slidre. Han var dog i hele sin embedstid "aldrig ganske rask", skriver han selv; i 1858 maatte han permitteres fra tinget, i 1865 var han arbeidsudygtig i flere maaneder, i 1873 og 78 "gjennemgik han haarde sygdomme". Harbitz var en liten og ikke sterkbygd mand, men i den vesle karen bodde en ukuelig viljestyrke, og han kunde overkomme en mængde arbeide. Det gik flere ganger rygter i Kristiania om at han var død nede paa Nøtterø, og endog aviser fortalte det. - Fra 1863 av holdt han altid kapellan (ogsaa Tjømø hørte dengang med til kaldet).
     Hadde Harbitz viet sine kræfter utelukkende til geistlig virksomhet, kunde han utvilsomt ogsaa paa den veien naadd fremskutte stillinger. I erklæringer paa hans embedsansøkninger uttaler hans overordnede gjentagne ganger at han hadde mer end almindelige gaver som prædikant, var besjælet av varme og iver for sit kald og virket med ualmindelig dygtighet, flid, orden og nidkjærhet i bestyrelsen av sine embeder.
     Men det blev som politiker Harbitz fik et landskjent navn. Allerede mens han var i Askvold, valgtes han 1836 til tingmand, dengang 34 aar. Han valgtes ved alle valg i tiden 1836-69, ialt tolv ganger: to ganger fra Nordre Bergenhus, fire ganger fra Kristians amt, seks ganger fra Jarlsberg og Larviks amt. Sat først i Lagtinget, fra 1851 i Odelstinget, fra 65 atter i Lagtinget. Den længste tid var han medlem av Budgetkomiteen hvor han blev komiteformand 1848, men i 50-aarene var han i Protokolkomiteen. Naturligvis var han med i fuldmagt- og valgkomiteene. Fra 1848 av valgtes han stadig til præsident i Stortinget, og som saadan var han ordfører for tingets kroningsdeputationer 1848 og 60, og for stortingsdeputationen til Eidsvold paa grundlovens 50-aarsdag 17 mai 1864 (han holdt da festtalen i rikssalen); likesaa for tingets deputation til Stockholm 4 november samme aar for at feire unionens 50-aarsdag. Som præsident holdt han en kort, men navngjeten tale efter avslutningen av adressedebatten 1860, og 1866 aapnet og ledet han det første møte i den nye stortingsbygning. Hertil maa føies at han som lagtingsmedlem skulde været riksretsdommer 1836 i saken mot Løveskjold, men blev utskutt; derimot var han med 1845 i saken mot Vogt. - Det sier sig selv at Harbitz maatte bli med i vigtige komiteer utenom tingsalen; her skal bare nævnes: i unionsforsvarskommissionen 1856, i skattekommissionen 1860 (som ga støtet til ny matrikkel og ny skattelov); i den norsk-svenske unionskomite 1865 (han traadte straks ut, dels fordi han blev syk, dels fordi han ikke likte gangen i forhandlingene).
     Alle de av Harbitz's biografer som kan skrive med nogen nøiere kjendskap, er enige i at han øvde en meget stor indflytelse i tinget, skjønt han hverken var partifører eller kunde glimre ved særlig fremtrædende anlæg som taler og debattant, maalt med f. eks. en Johan Sverdrups maal. Nøklen til at forstaa denne indflytelse maa vi delvis søke i at han fra først av sluttet sig til bondepartiet, i 1830- og 40-aarene tingets oppositionsparti. Det hadde været strømskifte i den politiske utvikling omkring 1830, bøndene rykte mer mandsterke ind paa tinget, og Harbitz selv blev 1836 valgt til Nordre Bergenhus sammen med tre bønder, utvilsomt fordi vælgerne mente han hadde samme grundsyn. Bondepartiets særprogram var ellers saare spakfærdig, gik ut paa utpræget sparsomhet i statshusholdningen, bevare grundloven uforandret, og utvikling av kommunenes selvstyre. Harbitz vandt tillid inden bondepartiet, og saklig set svigtet han igrunden aldrig denne tillid, skjønt han efter 1848 nødigere end før stemte mot regjeringen og ikke vilde la sig indregistrere i noget bestemt parti. Han stemte bestandig mot grundlovsforandringer, saaledes mot statsraadenes adgang til tinget og aarlige storting (sidsnævnte reform gik han dog endelig med paa 1869). Og han var altid strengt sparsommelig, men viste selvfølgelig mer vidsyn end Jaabæk og hans nærmeste følge, naar det gjaldt kultur- og æresbevilgninger. Denne Harbitz'z oprindelige sikre tillidsplass i bondepartiet blev utgangspunktet for hans senere fremskutte stilling i tinget. Hertil kom saa at han med tiden blev "pertiernes forsonende mellemmand"; han hadde nemlig en sjelden evne til at samarbeide med alle, og vandt alles agtelse ved sin dygtighet og sin selvstændige og hæderlige karakter. En biograf skriver træffende om ham:

     "Paa de følgende storting (efter 1836) blev opmerksomheten mere og mere henvendt paa ham som tingmand. Det var dog ikke saameget i debatten - i hvilken han forøvrig ikke deltok sørdeles ofte - at han særlig gjorde sig bemerket, skjønt han hørtes gjerne og fulgtes med opmerksomhet paa grund av sit klare, greie og altid sakkyndige foredrag, men mere som komiteformand, og ikke mindst ved den indflydelse som det viste sig at han hadde i de mindre partimøter utenfor selve tingsalen... Han hyldet vistnok (som formand i Budgetkomiteen) streng sparsomhet, men han hadde altid aapent blik for hvad landets ære og dets tarv fordret, og med den evne han eide til at kunne omgaas med mænd av alle partier, øvde han - fordi hans uegennyttighet, hæderlighet og rene karakter var hævet over enhver tvil - en indflydelse, ikke mindst ved den foreløbige avgjørelse av bevilgningssaker, som var større end man i almindelighet utenfor tinget hadde kjendskab til. Han var partiernes forsonende mellemmand, og ved sine underhandlinger med meningsfæller og motstandere drev han mangen vigtig sak og mangen bevilgning igjennem som ellers vilde hat liten utsigt til at vinde flertal. Han var en frisindet mand og var med paa alt som han trodde var fremskridt, eller som av den almindelige oopinion var stemplet som saadant, men ethvert forslag til grundlovsforandringer hadde i ham en avgjort motstander". (Thv. i Skillings-Magazin 1890.)
     Samme forfatter skriver at Harbitz som præsident i Stortinget "ledet forhandligerne med værdighet, overlegen dygtighet og med bestemthet parret med upartiskhet og sindighet". - En anden skribent synes dog den geistlige værdighet sommetider stak for meget frem. - Den livligste skildring av Harbitz i tingsalen og paa præsidentstolen har vi faat av folkehøiskolebetyrer O. Arvesen som i 1850- og 60-aarene lange tider opholdt sig i Kristiania og som interessert ungdom fulgte med i tingets forhandlinger. Som bekjendt hadde Stortinget længe sine møter i en liten trang sal i et hus i Dronningens gate.
     "Vi som stod paa galleriet", skriver Arvesen (i "Oplevelser og Erindringer"), "befandt os saa nær d'hrr. tingmænd at vi makelig kunde ha haandtakes med dem.
     Blandt de mænd i tingsalen, der vakte opmerksomhet, var ogsaa gamle pastor Harbitz fra Nøtterø. Han var Stortingets præsident og en av veteranene paa den tid. Naar man saa denne vesle graahaarede mand med den rolige gang og med det store hvite hode vandre frem og tilbake i tingsalen, hadde man litt vanskelig for at forstaa, at han i sin tid hadde været en av tingets mest ultraradikale medlemmer, saa radikal endogsaa, at Carl Johan skal ha kaldt ham "le petit Robespierre". Nu saa han ut som den rene ærværdighet. Efter hvad man sa, skulde han dog fremdeles være en smule ultra i forhold til, hvad tiden dengang tillot, men dog ikke værre, end at det samlede storting valgte ham til præsident. Han la aldeles ikke an paa nogen slags høi- eller velærværdighet, men der stod allikevel uvilkaarlig respekt av manden. Han talte ikke ofte, men naar han gjorde det, var det, naar et eller andet kjernepunkt særlig skulde markeres. Rolig og fast - men vaggende som paa en Nøtterøbaat - uttalte han sin mening, der han stod. Han var saa litt som Ueland nogen veltalende mand. Hans ord faldt tørre og næsten kolde; men man merket altid, at der var glød der de kom fra. Jeg mindes endnu som det var idag, den foraarseftermiddag, aften og halve nat i 1860, da den store adressedebat førtes oppe i tinget. - Stortinget var dengang midlertidig flyttet op i universitetets festsal, mens man ventet paa den nye stortingsbygning. Der skulde, som man vet, forfattes en adresse til Sverige som svar paa Riksdagens taler og beslutninger i statholderspørsmaalet. Hele Kristiania og alle vaakne mænd og kvinder i vort land brændte jo i de dage av harme over, hved der var blit sagt og besluttet derinde, og ikke mindst over, hvad vor konge var blit tvunget til. Da indgangen til stortingsgalerierne aapnedes kl. 5 eftm., stod menneskemængden i lange køer henover Universitets- og Karl Johansgaterne. Det var vistnok kun en brøkdel, som slap ind, ti galeriet er jo ikke stort; jeg var saa heldig at være blandt denne brøkdel. Deroppe sat vi saa som stuet i en tønde i ni samfulde timer, fra 5 eftm. til 2 nat. - Det var i sandhet hete timer for mange, men de fleste av os vilde dog neppe ha undværet dem. I denne lange tid beklædte den værdige Harbitz præsidentstolen og ledet forhandlingerne. Disse var ganske skarpe, men dreiet sig dog ikke om selve saken, nemlig at her maatte gjøres noget, men om den heldigste form for det svar, som skulde gives. Der forelaa to forslag til adresse, det ene sa man væsentlig var av Sverdrup, det andre av Schweigaard. Forhandligerne dreiet sig da om at finde en form, der var noget mindre skarp, knitrende og lynende end den Sverdrupske, men samtidig litt mere staalsat og skarpskodd, end man fandt Schweigaards. Naturligvis kom der ogsaa nu og da mangt et kvast saksindlæg frem under debattene, men alt førtes dog stadig tilbake til formspørsmaalet. Saavidt jeg mindes blev adressen tilslut en sammensveisning av det bedste i begge forslagene. Under disse mange timers forhandlinger var der saa stille paa galeriet, at man kunde hørt en naal falde. Da adressen endelig var færdig, og avstemningen over den iorden, løftet det store graa hode sig paa præsidentstolen. læste den høit og rolig, som var det et dagens evengelium fra alteret, og holdt saa en kort liten tale. Jeg er overbevist om, at han aldrig under nogen av sine prækener paa Nøtterø har fundet saa lyttende tilhørere, som vi alle som en lyttet til denne. Det var fædrelandet og dets ære og ret, som var denne korte, men varme tales sterke tema."
     Saa litt nærmere om hans virke paa Nøtterø og Tjømø. En saa strek politisk virksomhet maatte selvsagt i adskillig mon hemme ham i prestegjerningen, særlig naar han heller ikke var helsesterk. Men det var jo dengang storting bare tredjehvert aar, og selv om han maatte ofte nogen tid ogsaa utenom til kommissionshverv, fik han av og til fri hele aar. Dele sig maatte han ilkevel, men Harbitz var en saapas kraftig personlighet at han greide det. Hans minde som prest staar skarpt fæstet baade i Nøtterø og Tjømø menigheter. Nogen fremtrædende taler var han egentlig ikke, og da han kom op i aarene, svigtet jo stemmen. Men bygdefolket gir ham det lov at hans prækener var klare, greie og indholdsrike. Det stemmer med at tyngden i hans begavelse laa i intellektuel retning. Han var fremforalt et klart hode, en logiker. Men hans i det hele rikt utrustede natur manglet heller ikke gemytsvarmen - den laa der altid som undertone og brøt ofte igjennem og tændte stemning. Som sjælesørger og raadgiver, enten det gjaldt aandelige eller verdslige vanskeligheter, var han sikkert altid den kloke, forstaaelsesfulde og hjælpsomme.
     Likevel er det ikke presten og sjælesørgeren Harbitz som først og fremst vil mindes - det er reformatoren, ordet tat i vid betydning. For at ta et billede fra sjømandssproget: bygdeskuten som længe hadde ligget i dødvand med liten seilføring og elendig fart, fik i Harbitz en skipper som vilde ha seil i top, ny kurs og fuld fart. Og det blev ganske rigtig snart liv i seilasen. Han kom ikke med buldrende kommando, det var nu engang ikke hans vis hverken i bygden eller som tingpræsident. En merker aldrig hos Harbitz nogetsomhelst anstaltmakeri for at stikke sig frem som leder og fører. Han var stor nok til at føle sig tilfreds med at sakene hadde fremgang, og klok nok til at vurdere betydningen av at bygdens mænd selv mest mulig syslet med gjennemførelsen. Efter at ha git impulsene stod han helst bak og holdt øie med traadene, ga vink, om det trængtes. Slik kom sparebanken igang, slik kom laasene væk fra kirkestolene. Bare da det gjaldt det store løft med at reise skolehus hele øen over, maatte han rundt i kredsene for at agitere paa møter. Men han indtok en tilbaketrukken stilling i bygdens herredsstyre, stod bare i repræsentantskapet, vilde ikke ind i formandsskapet og bli ordfører.
     Paa andre steder i bygdeboken blir git nøiere besked om reformarbeidets enkeltheter. Mest vidrækkende staar grundlæggelsen i begge bygder av et ypperlig tidsmæssig skolevæsen, men ellers spores Harbitz's indflytelse paa snartsagt alle hold.
     Harbitz var blit ordinert til prest 31 mai 1826, og samme dato 1876 feiret han 50-aars jubileum og præket da i Nøtterø kirke. Biskop Essendrop møtte frem og holdt fra kordøren en gripende tale til og om den graahaarede jubilant. Baade Nøtterø og Tjømø hædret hans jubilæum ved at oprette legater som bar navnet hans, og portrætter av Harbitz, malt av Knut Bergslien, fik plass i kirkene. Da han to tre aar efterpaa tok avsked, bevilget stortinget ham 6000 kr. i pension, samme æresbeløp som hans præsidentkollega amtmand Aall fik. - Harbitz var allerede 1851 blit ridder av Olavsordenen, blev 1857 kommandør, 1864 storkors, og samme aar fik han svensk Nordstjerneordens storkors. Kanske disse ordensprydelser har glædet den gamle prestemand - han var ialdfald saa klok at de ikke kunde skade ham.
     Nøtterø og Tjømø har rik grund til at føle dyp og varig glæde over i den vanskelige gjennembrudds-periode 1850-80 at ha eid i sin midte en kraft som Georg Prahl Harbitz - et viljejern, en dypttænkende, fremsynt og høit anlagt fremskridtsmand av sjeldneste slag. "En vestlandsgut var han", og han vilde sove sin sidste søvn i skjærgaarden der vest. Men han tilhører landet, og ikke mindst Vestfoldøene Nøtterø og Tjømø. Her maa hans minde altid lyse og mane.
     Som før nævnt døde sogneprest Harbitz's hustru 1839 i Askvold, og han giftet sig ikke igjen. De hadde otte barn:
     1. Nicoline Michaelona Dorthea, f. 1827, gift 1853 m. Lorentz Fredrik Olsen, utnævnt til sogneprest til Gryten i Romsdal, men paa reisen ditop blev han liggende farlig syk paa Molde, blev lam, søgte forgjæves helbredelse ved ophold paa Rikshospitalet og ved Sandefjords bad; døde i Sandefjord 1858. Enken indtok sin tidligere plass som styrer av farens hus og har sat sig et vakkert minde ved at anlægge og dyrke frem prestegaardshaven. Hun døde i Vestre Aker 1916.
     2. Anne Elisabet Marie, f. 1828, sykelig fra tidlig ungdom av; gift 1859 m. Mathias August Svendsen fra Kristiania, skibsfører, senere toldbetjent; hun døde barnløs 1879 i Tønsberg.
     3. Augusta, f. 1830, fik som barn en hoftesygdom og blev halt; var hos faren.
     4. Johannes Winding Harbitz, f. 1831; student 1850, tok saa tilsjøs, fik styrmandseksamen 1852, var skipper 1859-69, senere reder; bodde i Tønsberg til 1897, da han flyttet til Vestre Aker. Hadde en hel del tillidshverv i Tønsberg, var saaledes ordfører i 12 aar. Stortingsmand for Tønsberg 1880-93. Statsraad 1893-95 (medlem av Emil Stangs 2det ministerium, var først i Stockholm, siden chef for Forsvarsdepartementet). Han døde 1917. - Gift m. Louise Henriette Betty Lunnevig, datter av bakermester, senere skibsreder Ole Lunnevig i Tønsberg.
     5. Gotfred Christian Bohr Harbitz, f. 1833, døde 1916; utdannelse som forretningsmand, var kjøbmand i Tønsberg, senere kontorchef i Kristiania. Gift m. Fransisca Esther Theobald hvis far var prest i London.
     6. Maria, døde 1852 paa Rikshospitalet.
     7. Georg Prahl Harbitz, f. 1837; student 1855, teologisk embedseksamen 1862; var først seks aar kapellan hos sil far; 1869-77 sogneprest til Eid i Romsdal; i Bakke fra 1877; i Vefsn fra 1882, i Mandal fra 1890. Døde 1911. Forfatter av en række religiøse skrifter. Gift m. Nikoline Anette Dahl (søster av Walter Scott Dhl), datter av sogneprest Nils Dahl i Eid, Nordfjord.
     8. Anton Engebret Hof Harbitz, f. 1839, omkom høsten 1852 ved skib "Maria Elisabet"s forlis ved den engelske kyst.
     20. Johan Nordahl Brun 1879-95. Født i Fjelberg (utenfor Bergen) 1818, søn av sogneprest Augustinius Nordahl Brun og Dora de Fine von Krogh. Student 1839, snart efter andeneksamen, og embedseksamen 1844. Var sykelig og virket derfor længe som privatlærer. 1854-58 bestyrte han Svelvik borgerskole; var 1858-65 stiftskapellan i Kristiania stift, de fem sidste aar forrettende sogneprest paa Fredrikshald; 1865-74 sogneprest i Aadalen; 1874-79 prest ved Bodsfængslet; kom 1879 til Nøtterø (Tjømø var nu skilt fra), tok avsked 1895. Døde paa Rosanes 1900 og ligger begravet ved Nøtterø kirke. - Gift 1864 m. Kristine Konradine Arup, f. 1836 og datter av provst Lars Arup i Fredriksstad, en bror av biskop Arup. Hun døde 1917.

     21. Christoffer Knudsen, utnævnt 1896, men overtok ikke kaldet (blev senere sogneprest i Tønsberg og Bragernes, var kirkestatsraad 1905-06).
     22. Andreas Emil Hansen 1896-1911, var født paa Kongsvinger 1837 og søn av landhandler Hans Andreas Hansen og Marthe Elisabet Norby. Student 1855, embedseksamen 1861, praktisk prøve 64; laud til alle eksamener. Fra 1864 pers. kapellan i Gjerstad; fra 68 sogneprest i Jostedal; fra 1875 i Gol; fra 1882 i Skiptvet, provst 1893 i Øvre Borgesyssel; 1896-1911 sogneprest paa Nøtterø. Døde i Kristiania 1919. - Gift 1868 m. Anna Judith Sørensen, datter av sogneprest Severin Fredrik Sørensen i Tinn. - Deres barn har antat navnet Heber efter sin oldemor paa fædrene side.

     23. Hans Backer fra 1911, tilhører Holmestrand-familjen Backer. Født i Drammen 1858 og søn av distriktslæge i Skien Andreas C. Backer og hustru Gustava, f. Backer. Student 1875, teologisk kandidat 1881 med laud; vernepligtig officer 1879, premierløitnant 1885; lærer ved Hortens middelskole 1882-88. Sogneprest i Mo i Telemarken 1888-1900; i Flekkefjord 1900-1911, da han utnævntes til Nøtterø. Var provst i Vestre Telemarken 1894-1900; i Flekkefjords provsti 1900-1911; blev provst i Søndre Jarlsberg 1919. - Gift 1884 m. Johanne Offenberg, datter av grosserer Thomas Offenberg i Skien.

Innhold