Skylden paa hovedbølet opgis 1580 at være 1 1/2 skippund bygmel, eller ogsaa 3 gamle daler; 1645 1 1/2 skippund blandingsmel; senere 1 1/2 skpd. tunge. Det stod til 1838. Teie ansaas altsaa for en snau fuldgaard (fuldgaard-skylden var 2 skippund, eller 4 huder, eller 6 smørpund). Men allerede i 1600-aarene fik Teie Jakobsrød til underbruk, 1789 ogsaa Øde-Smidsrød og Holmen eng. Derved blev skyldværdien 3 skippund, og Teie blev Nøtterø's største gaard.
Eiere. Om Teigar i hedensk tid vet vi ingenting, og heller ikke i den ældste kristne tid omtales gaarden, men omkring aar 1300 faar vi vite at Teigar da tilhørte Oslo bispestol og var bispernes residens paa Vestfold. Det vanlige navn blev derfor Teie bispegaard, en betegnelse som gaar igjen pgsaa ned i nyere tid.
Ved reformationen blev bispestol-godset lagt under kronen, og Teie maa være blit krongods ca. 1535. Teie og andet bispestolgods paa Nøtterø blev slaat sammen med det jordegods som kronen tok fra Olavsklostret i Tunsberg, og først git i forlening til verdslige stormænd, senere lagt under kongsgaarden Sem.
Denne sammenblanding med Olavsklostrets jordegods gjorde at Teie (og andre bispestol-gaarder) i dokumenter og jordebøker fra 1500- og 1600-aarene feilagtig kaldes Olavskloster-gods. Dette har vildledet den ellers forsigtige og kritiske justitiarius J. Chr. Berg til at sluke provst Jens Müllers paastand i hans Tønsberg-historie om at Teie i middelalderen tilhørte Olavsklostret som ogsaa skulde ha ligget paa Teie (se Bergs Samlinger IV s. 320). Men Olavsklostret laa sydligst i Tønsberg, og klostrets vigtigste avlsgaard var Auli i Sem. J. Chr. Berg forleder Jens Kraft til at gi de samme urigtige oplysninger i "Beskrivelse over Kongeriget Norge".I 1640-aarene pantsatte kronen Teie til en byborger. Gaarden blev aldrig indløst, men gik over til selveiergods. Den tilhørte stadig byborgere, men som oftest bodde eierne her.
I. Teigar i middelaldren.
Sommeren 1298 udsteder biskop Eyvind et brev fra "Teigar ved Tunsberg" om at Ragndid Knutsdotter var optat som søster i bispegaarden og derfor hadde skjænket bispestolen og Halvardskirken i Oslo gaver av jordegods (DN. II. 40). Brevet viser at Teigar paa den tid var Oslobispenes residens paa Vestfold, og det hadde gaarden vistnok vært længe, ja muligens Teigar er den ældste bispegaard søndenfjelds. Bispestolens hovedsæte var nok Oslo, men Tunsberg hadde i lange tider vært landets vigtigste by hvor kongene helst opholdt sig, naar de var søndenfjelds, og derfor var det nødvendig for bispene ogsaa at ha et sæte her, i eller ved byen. Mange av bispene har sikkert været likesaa meget paa Teigar som i Oslo. Her hadde de baade kapel, sommerhal og maalstue (se nedenfor).1377 i februar har Gunnar Hergilsson smed paatat sig at reparere sommerhallen paa Teigar for biskop Jon; han skulde ha 40 mark for arbeidet. Muren skulde stelles paa, og det trængtes nye sviller, syning, spontak, og efterpaa tjærebreing (DN. III. 312). Men da bispen kom i juni aaret efter, viste det sig at Gunnar smed hadde misligholdt avtalen. Han maatte da gjøre knæfald for bispen som paa de tilstedeværendes forbøn vistnok tilgav Gunnar forseelsen, men han maatte med ed love at fuldføre arbeidet, før han tok fat paa noget andet, og til sikkerhet maatte han med sin kone Gro's samtykke stille alt han eide av fastegods og løsøre (DN. III. 318).Øistein Aslaksson (biskop 1386-1407), den bekjendte autor av Rødeboken, var vestfolding av æt og syntes at ha opholdt sig meget paa Teigar. Hans første brev herfra er utstedt 1387 i kapellet paa Teigar og melder om en overenskomst med fru Kristin Nikolasdotter om jordegods (DN. IV. 405). Fra 1390-aarene har vi flere brev utstedt fra Teigar, dels av bisp Øistein selv, dels av andre hvorav kan nævnes Helge Ravnsson som engang sies at være "raadsmand i Teigar" og vel var godsbestyrer. En lignende stilling hadde maaske Hermund paa Teigar, nævnt i Rødeboken fordi han hadde git Nøtterø prestebord en part i Ilastad (se Gipø).
Paa Øisteins tid maa Teigar ha hat anselige hus. I brevene nævnes kapel, sommerhal og maalstue. Bispenes jevnlige ophold her hadde ogsaa til følge at adskillig jord i bygden kom i bispestolens eie, ved kjøp eller som gave.
I Rødeboken regnes op hele Ekenes og Ørsnes, desuten Bjerkø, parter av Smidsrød, Kalnes, Holmen, Kjernaas, vistnok hele Jokelsrud og Kjær (to nu ukjendte gaarder hvorav ialfald Kjær laa ved Teigar); endvidere parter i Hvalø, Landsrød, Torbjørnrød, Skjerve, Gunnestad og Hovland (Se Rødeboken s. 231 fg.; 247; 288). Flere av de nærmest liggende gaarde blev sikkert drevet som underbruk under Teigar; paa andre sat leilændinger som vel maatte yte pligtarbeide til hovedgaarden. Men hadde bispen bare en mindre part i en gaard, maatte han nøie sig med aarlig landskyld. - Teigar selv føres ikke op i Rødebokens jordliste; grunden maa være at som bispens hovedgaard stod eiendommen i en særstilling i likhet med kongsgaarden Sem eller Vestfold-stormændenes hovedgaarder Fosnes, Skjelbrei, Brunla og Manvik.I 1400-aarene ligger det skodde over Norges historie. Vi mister kræfter og tiltak og glir mer ind under fremmedstyre. Det blir lite at melde, og det som er, vækker mismot. Ogsaa om bispegaarden Teigar blir det næsten stilt. Efter bisp Øistein, død ca. 1407, kom dansken Jakob paa Oslo bispestol (1407-20), og i hans til nævnes bispegaarden én gang (Oslo domkirke fik part i Smidsrød). - Saa atter en danske, Jens (1420-52). Fra ham har vi et Teigar-brev, skrevet 1433, hvori han kundgjør en visitas-rute med utgang fra Teigar. Efterpaa blev nordmannen Gunnar Holk bisp (1453-83); i et brev fra ham, skrevet 1478, forbyr han sin ombudsmand paa Teigar at befatte sig mer med gaarden Elgestad som bispen en tid hadde hat i pant, men nu lot eieren faa igjen (DN. V. 351; VI. 472; VIII. 420). Hans eftermand Nils Kalib (1483-88) og Herlog Korning (1489-1505) har ikke efterlatt sig brevskaper om Teigar.
Det lakket utover mot reformationen. Norges stilling blev værre og værre, men det træffer sig slik at netop i denne bølgedal blir det for en kort tid liv i Teigars historie. Herom skal nu fortælles.
Dansken Anders Mus fik 1506 Oslo bispestol og kom til at holde bispestaven i sine vaklende hænder en helmandsalder, netop i katolicismens opløsningstid her i landet. Det var en svak og lite begavet mand som ikke brydde sig synderlig om kirkens interesser, men hadde sans for at skaffe sig indtægter. Han begyndte 1506 med at drive væk fra bispestolen nordmanden Torkel som kapitlet i Oslo hadde utpekt til biskop, men som nu maatte rømme til Sverige. Senere maatte Anders Mus selv friste den skjæbne at trænges tilside av andre - han krabbet ned av og opi bispestolen flere ganger, og sommetider visste han neppe selv enten han var bisp eller ei. Hans sikreste holdepunkt var Teie bispegaard, og han kalder sig virkelig ogsaa engang selv Teie-bispen.
Gjenvordighetene begyndte med at en anden dansk prælat, Hans Mule, 1516 blev høvedsmand paa Akershus og snart fik lyst paa bispestolen med dens rike indtægter. Hans Mule gjorde efterhvert livet saa surt for Anders Mus at han 1521 nødtvungent frasa sig bispeembedet. Hans Mule opnaadde at bli valgt til bisp av kapitlet og endel provster og prester som i et brev gir Anders Mus en daarlig attest. Men det gik smaat med at faa pavens stadfæstelse. Anders Mus tilbakekaldte sin avstaaelse, gjorde den fortræd han kunde, og i januar 1524 gjenindsatte paven ham. Nu maatte Hans Mule prøve med det gode at faa istand forlik, og det lykkedes. Anders Mus gik med paa for anden gang at avstaa bispestolen, mot at faa beholde Tunsberg og Skiens provstier, Eker og Lier og tre prestegjeld i Viken, desuten forlenes for livstid med Tunsberg by og len; og dersom Hans Mule døde før ham, forbeholdt han sig ogsaa at faa igjen bispestolen. Utpaa høsten druknet Hans Mule nedved Skagen, men Anders Mus prøvde vist ikke for alvor at bli hans eftermand. Han holdt sig mest paa Teie ("nw will wi drage till wor gord Thege", skriver han 1529); kalder sig dels Oslobispen, dels Teiebispen. Et par træk av gavmildhet berettes fra hans gamle dager: han skal ha oprettet et alter i Oslo domkirke, og 1529 søker han kongen om lov til at oprette et hospital i Tunsberg for fattige syke. Ellers hadde den gamle mand stræv med at beholde sine indtæfter og faa ind tilgodehavender. Efter avtalen 1524 skulde han nyte Tunsberg len og by, men lenet tok Erik Ugerup straks fra ham (han hadde laant kongen penger), og byen synes han bare stundevis at ha hat indkomster av. 1533 har han klaget til Danmark, og danske riksraader gjør ogsaa forsøk paa at hjælpe ham, bl. a. til at faa indtægter av Olavsklostret som Erik Ugerup hadde faat i forlening aaret før og nok ogsaa beholdt. Ingen vørte mer den gamle bispen, og før høsten 1535 er han død. Da han lukket sine øine, var det forbi med den katolske kirke i Norge. Men han slap at se Tunsberg by bli ødelagt; det skedde straks efter hans død; ved en herjende ildebrand 1536 blev hele byen med kirker og klostrer lagt i aske.
II. Teigar efter reformationen.
(Kildehenvisninger til dette avsnit, se DN. XVII, s. 248 fg.; Riksreg. I.)Det stod ikke synderlig glans av Teie bispegaard i Anders Mus's tid, men efterpaa blev det værre. Den stolte hovedgaard sank ned i ren vanmagt og elendighet. Vi har hørt at den danske stormand Erik Ugerup (gift med fru Inger til Østraats datter Anna) for et pengelaan fik Olavsklostrets store jordegods i forlening 1532. Han bodde paa klostrets hovedgaard Auli i Sem, undertiden ogsaa paa Sem kongsgaard. Ved Anders Mus's død maa han ha faat kongens lov til at slaa Teie og andre bispestolgaarder omkring Tunsberg sammen med Olavsklostrets gods, for de kaldes senere i brev og jordebøker klostergods. Efter at Erik Ugerup hadde sittet med Olavsklostrets gods en mandsalder, og sønnen Henrik efterpaa, blev Henriks enke Karen Ivarsdatter utløst 1574. I de følgende aar skiftet det som pantegods stadig indehaver, indtil lensherren Fredrik Lange 1579 fik det i pant av kronen, og senere fulgte det lensherrene som egen gruppe av krongodset.
Netop nu dukker Teie frem av skumringen, desværre skammelig vanvyrdet og mishandlet. 22 juni 1580 møter lensmand Lars Sande frem paa Teie sammen med fem lagrettemænd: Knut Stangeby, Jens skomaker, Jørgen Nes, Halvor Skjerve og Nils Tanstad. De skulde besigtige gaarden som lensherren Fredrik Lange nu vilde sætte bort; gik da omkring paa marken indenfor gjerdet, og kunde ikke finde andet end at samme eng har været slet (d. e. opdyrket) i gammel tid og nu for det meste er overvokset med skog, saa dersom den ikke blir opryddet og skogen nedhugget og opbrændt, da blir gaarden snart intet værd.
30 juni 1580 utsteder lensherren Fredrik Lange bygselseddel til borgermester i Tunsberg Jørgen Lauritssøn som tillates "at oprydde en ødegaard under klostret, Teie ved Tunsberg". Og da gaarden har været misholdt, skal fæsteren og arvinger beholde gaarden paa livstid uten at betale indfæstningspenger, bare en aarlig landskyld: 3 gamle daler eller 1 1/2 skippund bygmel. - 8 september stadfæstes bygslen paa kongens vegne av statholder Ludvik Munk (tre yngre dipl. i Riksarkivet).
Jørgen Lauritssøn og arvinger 1580-1663. Han fik altsaa gaarden paa gode vilkaar. Jørgen Lauritssøn var først borgermester, fra 1581 lagmand; døde ved lag 1600. En datter blev gift med Kort Koldevei, en anden, Anne, med lagmand Jørgen Skrøder. Enken efter Jørgen Lauritssøn synes at ha levd længe utover; ialfald fik svigersønnen Jørgen Skrøder først bygsel paa "Teie bispegaard" 1634, betalte da 10 daler i fæstepenger. Teie hadde hele tiden været skattefri, blev det fremdeles. Jørgen Skrøder døde ca. 1646, men enken Anne beholdt gaarden, skjønt Teie 1646 av statholder Hannibal Sehested paa kronens vegne blev pantsat til lagmand Peder Lauritssøn for 100 daler. 1651 løste dog borgermester Jørgen Kortssøn Koldevei ham ut og fik gaarden til bruk. Han var dattersøn efter nævnte Jørgen Lauritssøn. Jørgen Koldevei døde 1658, og enken hans, Johanne Iskasdatter, fik 1663 de 100 dalene tilbake av Anders Madssøn.
| Hvad de fødde; høiavling; saadde. | ||||||
| Hester | kuer | ungfæ | sauer | høilass | saadde. | |
| 1668 | 2 | 9 | 4 | 8 | 50 | 10 tøndesaa akerjord, 4 tøndesaa brak. |
| 1723 | 2 | 12 | - | 8 | 45 | 10 t. havre, 1 t. blandkorn, 1/4 t. hvete. |
| 1803 | 4 | 18 | - | - | - | 18 t. havre. |
| 1820 | 6 | 32 | - | - | - | 32 tønder. |
| 1845 | 8 | 33 | - | 7 | - | 20 1/2 t. havre, 5 3/8 byg, 2 rug, 23 t. poteter. |
| 1865 | 11 | 58 | - | - | - | 33 3/4 h., 2 3/4 byg, 10 3/8 r., 5 1/2 h., 44 1/4 pot. |
Anders Madssøn og arvinger
ca. 1660-1720. 1661 opføres borgermester Anders Madssøn som eier, saa han
allerede da maa ha faat skjøte av kongen. Ved kongebrev av 24 august 1662
blev han bevilget Teie gaard fri for indkvartering og al anden kongelig
tyngde i sin og hustru-livstid, og aaret efter løste han ind pantekravet
paa 100 daler hos Jørgen Koldeveis enke. Fra den tid maa han ha overtat
driften, men bodde i byen. Han faldt fra 1670; enken Karen Olsdatter hadde
derefter Teie til sin død 1698. Jakobsrød var hele tiden underbruk.
Mads Gregerssøn, en brorsøn av Anders
Madssøn, hadde Teie 1699-1720, bodde ogsaa ofte her, særlig paa
slutten. Ogsaa han eide Jakobsrød.
Johan Fredrik Frølich 1721-41, kjøpte
Teie og Jakobsrød av Mads Gregerssøn for 1800 rdl. og bodde her. Oberst,
senere general. Indtil 1733 chef for 2det smaalenske infanteri-regiment som
fik sine mandskaper fra Vestfold; efterpaa chef for et hvervet regiment;
blev 1740 kommanderende general nordenfjelds, og nu maatte han derfor
sælge. Prisen blev 2600 riksdaler.
Holger Kristian Wind 1741-45,
oberstløitnant, chef efter Frølich for det 2det smaalenske regiment. Han
var søn av general Ove Wind, død 1722 som kommandant i Fredrikstad. Holger
Wind døde først paa aaret 1745, og skifteretten solgte Teie og Jakobsrød
ved auktion, men opnaadde bare en pris av ca. 1650 rdl. Baade 1735 og 45
lyste Mads Anderssøn Grønhoff (brorsøn av ovennævnte Mads Gregerssøn)
pengemangel i hensigt at ta Teie paa odel, noget som ikke kom til at ske.
Tor Knutssøn Berg 1745-52, en
velsituert mand som kunde laane ut penger til bygdefolk. Hustruen døde
1749, sies at ha været 87 aar. Tors andet gifte var Maria Elisabet
Deschington. Han døde 1752, 68 aar.
Jens Pederssøn Tharum 1753-58, egtet
enken Elisabet Deschington som eide Teie. De hadde ikke barn, og gjennom
testament 1757 sikret hustruen sig ved at slaa fast at mandens uegte søn
Peder skulde faa 600, hans fire søsken tils. 400 rdl. (disse søsken var:
løitnant Johan Tharum paa Adal i Borre; Mads Tharum i Sorø, Danmark;
Katarina, gift i Kjøbenhavn; Marte, g. m. korporal Andreas Peterssøn
Aulerød i Sem). Ved skiftet kaldes Jens Tharum forvalter, saa han hadde vel
hat en slik stilling før.
Johan Kristian Rohde 1758-85,
infanterikaptein, blev Elisabet Deschingtons tredje mand. Hun døde straks,
og Rohde egtet 1760 Fredrikke Antonette Plade som døde paa Teie 1782, 39
aar. Rohde var en velholden mand og hadde penger staaende næsten over hele
bygden. Han sluttet vistnok tidlig som militær, men tok sig med iver av
gaardsdriften, og da han blev enkemand og maatte tænke paa at sælge Teie,
forfattet han en "betænkning" hvori han gjorde rede for utførte
forbedringer i sin tid, og ga eftermænd raad om fremtidig drift. 1785
skjøter han Teie og Jakobsrød som de stod for 6200 riksdaler til Samuel og
Mathias Føyn (far og søn). Med sidste hustru hadde Rohde to barn, sønnen
Brede Plade Rohde, født 1761, levde 1795, og datteren Ulrikka Antonette
Alette, f. 1763, egtet 1785 kjøbmand i Drøbak Brede Plade Stoltenberg. Til
denne svigersøn slyttet gamle Rohde.
Mathias Samuelssøn Føyn 1785-1820. Om
hans æt se Nordre Føien. Han overtok snart
farens andel og blev eneeier. 1789 la han Øde-Smidsrød og Holmen eng under
Teie, kjøpt for 691 rdl. paa auktion efter kontreadmiral Arenfeldt paa Ørsnes. 1795 fik han et odelssøksmaal fra forrige
eier Rohdes svigersøn kjøbmand Stoltenberg i Drøbak, men de fik ham ikke
væk. Ved denne leilighet oplyser Føyn at han hadde utført store
forbedringer ved eiendommen som nu maatte værdsættes til 9600 rdl. -
Reipebane blev sat igang i 1790-aarene (Herman Fagelund nævnes som
reipslagermester paa Teie 1798; døde 1818, 63 aar). 1803 bygde Føyn ny
hovedbygning paa Teie, en anselig grundmuret bygning, skriver Jens Kraft,
og senere bodde han tildels her, skjønt han som kjøbmand, trælasthandler og
skibsreder var nøie knyttet til byen og eide hus og trælasttomt
der. Mathias Samuelssøn Føyn som var født 1756, døde 1820. Han hadde 1785 i
Drammen egtet Katarina Elisabet Omsted, født 1768, død 1824, datter av Ole
Omsted og Elen Dedekam. De hadde to sønner og fire døtre: 1. Elen Føyn,
f. 1785, død 1843; g. 1808 m. skipper Kristoffer Thorsen, f. 1780, d. 1840
(en bror av Mogens Thorsen). 2. Samuel, se nedenfor. 3. Katarina Magdalena,
f. 1788, d. 1834; g. 1806 m. kjøbmand Frans Bull (f. 1784,
d. 1861). 4. Bodil Maria, f. 1788, d. 1888; g. 1808 m. Joh.s Arbo Wiel fra
Fredrikshald. 5. Otto Føyn, f. 1791, d. 1854, skibsreder og kjøbmand i
Tønsberg; g. 1820 m. Anne Elisabet Christiansen (f. 1800,
d. 1871). 6. Johanne Martine, f. 1795, d. 1868, g. 1815 m. kjøbmand i
Drammen Gabriel Omsted (f. 1791, d. 1852).
Ved skiftet efter Mathias Føyn blev
arvesummen ca. 36000 spd., og av aktiva vil vi nævne: Teie med underbruk
15000 spd.; jord og skog i Andebu 1000; skuter 7650 spd. (skib Nora
takseres for 6000).
230. Teie. Foto av A. Bugge 21.
Samuel Mathiassen Føyn 1825-54. Født
1786; døde 1854. Gift 1819 m. Karen (Kaia) Bull, f. 1800, d. 1886, datter
av kjøbmand Nils Bull og hustru Katarina Elisabet Føyn. Han løste til sig
Teie og Jakobsrød, mens broren Otto hadde resten av underbrukene. Samuel
Føyn drev som grosserer og skibsreder i Tønsberg. Paa Teie fortsatte han
med reipebanen og oprettet 1834 brændevinbrænderi som gik en seks otte aar,
til brænding blev forbudt. - Han hadde to sønner og fire døtre: 1. Katrine
Elisabet, f. 1822, d. 1895; g. 1844 m. kaptein senere major Hans Severin
Arentz. 2. Mathias, se nedenfor. 3. Nikoline Otilia, f. 1827, d. 1895;
g. 1854 m. kaptein, senere toldskriver i Bergen C. C. C. Lund. 4. Kaia,
f. 1830, d. 1918; g. 1855 m. propritær Christian Vilhelm Paulsen, bodde paa
Mustorp i Eidsberg. 5. Katarina Magdalena, f. 1835, d. 1906;
ugift. 6. Samuel, f. 1837, d. 1877; g. 1861 m. Julie Caroline Holst
(f. 1838, d. 1914).
Mathias Samuelsen Foyn, f. 1825,
d. 1875; g. 1856 m. Amalie Lorentzen, f. 1833 (lever endnu 1922), datter av
landfysikus Lorentzen (danskfødt). Ved skiftet 1857 fik Mathias Foyn
Teie. Han var gaardbruker, skibsreder og drev reipebanen hvor han i
1860-aarene hadde to mestrer, Samuel Trulsen, f. 1807 paa Kalneseie, og
dansken Peder Theodor Nilssen.
I slutten af 1850-aarene oprettedes paa Teie
Tønsberg ølbryggeri hvis første bryggerimester var tyskeren Johan
Dørnberger, g. m. Augusta Mønch.
Underbruk.
1. Jakobsrød (Ødegaarden). Var sandsyligvis i middelaldren selvstændig gaard ed et helt andet navn, Jokelruð (av det gamle mandsnavn Jokell). Rødebokens liste paa Oslo bispestols gods paa Nøtterø begynder slik:
i Eikenes, begge gaarder (uten 1/2 markebol);
i Tiarnaas (Kjernaas) 1 markebol;
i Jokiælsrud 2 aurabol og 1 1/2 laups land kjøpte sira Torgeir;
item i Jokiælsrud 14 aurabol (herav hadde bispestolen faat 6 av
Laurentiuskirken, 5 av Mariakirken, 3 av Peterskirken);
Kiærre ved Teigar som kaldes Kiærs bakken 2 markebol som biskop Salomon
kjøpte.
Her er to nu ukjendte bruk, Jokelsrud og Kjær
(Kjærsbakken), og om det sidste oplyses at det laa ved Teigar. Jokelsrud
var ingen liten gaard, det var paa 2 markebol og 1 1/2 smørlaup, en skyld
som passer til en halvgaard. - I en jordliste i nyere tid føres op som
beslaglagt krongods (det sies feilagtig fra Olavsklostret, det var fra
bispestolen) bl. a. Teie, Eikenes, Kjernaas, og som et nyt, i Rødeboken
ikke nævnt bruk, Jakobsrød med skyld 1 1/2 smørpund. Det maa være
det gamle Jokelsrød; baade beliggenhet og eiendomshistorie
passer. Navneskiftet ser paafallende ud. Vi maa her merke: 1. Gaarden har
en tid staat øde, for det mest brukte navnet er Ødegaarden; det gamle navn
kan da være glemt, og Jakobsrød kommet op efter en bruker i nyere
tid. 2. Eller Jakobsrød kan ha kommet i bruk ved misforstaaelse av det
oprindelige Jokelsrød som ved avslitning i uttalen blev til Joksrud.
Byborger Truls Perssøn Stranger hadde ved lag
1625 bygsel paa skogødegaarden Jakobsrød, men overlot den 1628 til sønnen
Oluf Trulssøn, og hans svigersøn borgermester Anders Madssøn fik
1646 Jakobsrød som pantegods av kronen, blev 1661 virkelig eier gjennem
makeskifte med kronen som fik 3 smørpund i Engø paa Tjømø (ogsaa Engø fik
Madssøn snart igjen). Fra nu av kom Jakobsrød under Teie (og fulgte det) i
lange tider. Det bodde dig stadig husmænd her, i senere tid ofte to tre
familjer. Husmanden Helge fødde 1657 bare et par kuer, og stort mer hadde
ikke beboeren 1723 heller; de tok det meste av høiet til Teie.
2. Øde-Smidsrød og Holmen eng. Disse
to underbruk var slaat sammen til ett og kom under Teie 1789.
Øde-Smidsrød har nok i middelaldren
hat et særnavn, men det kjender vi ikke. I 1600-tallet var skylden 1 tønde
makrel, senere 10 linspund tunge, og bruket tilhørte Oslo
hospital. Eiendommen blev bygslet av byborgere som trængte høi til kuene
sine i byen. 1643 var en Per Kristofferssøn bruker. Da borgermester Anders
Madssøn fik fat paa Teie ved lag 1662, halte han til sig ogsaa Øde-Smidsrød
som han dog maatte bygsle, men beholdt det skattefrit under Teie. Og under
Teie blev det liggende til ind i 1700-tallet. 1735 solgte Oslo hospital
jordegodset sit ved auktion, og Øde-Smidsrød blev kjøpt av Jens Rasmussen
Holst for 120 riksdaler. Siden var bruket privatgods og slo følge med
Holmen eng.
Holmen eng har rimeligvis ogsaa hat
sit nu ukjendte særnavn. Omtales ved lag 1630 som engødeplass tilhørende
kronen, kaldes Olavskloster-gods (var rimeligvis bispestolgods). Blev
bygslet av byfolk. Skylden var 1 1/2 smørpund. Omkr. 1660 hadde
borgermester Ivar Madssøn i Tunsberg faat ødeplassen i pant, og den blev
ikke indløst. De avlet 16 lass høi. Sønnen Mathias Ivarssøn skjøter 1701
Holmen eng til Rasmus Tommessøn Holst. Plassen gik i arv til sønnen Jens
Rasmussøn som ogsaa kjøpte Øde-Smidsrød; disse to slo han sammen, og
svogeren Anders Kristenssøn Skjerve fik
halvdelen med.
Øde-Smidsrød og Holmen eng holdt nu følge,
blev en mandsalder senere underbruk til Ørsnes,
endelig 1789 til Teie.